Mange budskaber men fælles mål i Hong Kong
|
14. december 2005
Aktivister fra det meste af verden gik sammen i en stor demonstration for at markere åbningen af WTO-ministertopmødet i Hong Kong.
Især aktivister fra Asien var samlet i store antal, både fra Indien, Indonesien og Sydkorea. Et mindre antal demonstranter fra Afrika og Europa deltog ligeledes, og i alt var ca. 4500 mennesker på gaderne i Hong Kong.
Mange ønsker at afskaffe WTO fuldstændigt, nogle vil blot holde landbruget ude af WTO-diskussionerne og andre igen ønsker at bevare organisationen som mulighed for at gennemtvinge internationale regelsæt for verdenshandel – som dog skal se anderledes ud end de nuværende.
|
Til denne sidste gruppe tilhører Stop Handelsrøveriet. Gruppen deltog sammen med Jens Galschiøt og Hungersmarchen ved demonstrationen. Skulpturerne af udmarvede afrikanere i naturtro størrelse fik selskab af aktivisterne fra Stop Handelsrøveriet, som trak i ko-kostumer og fik opmærksomhed som er rockstjerner værdige. Blinkende blitz’er og nærgående telelinser kappedes om at forevige køerne, der viste deres overlegenhed over de sultne afrikanere.
|
Sydkoreanerne var ventet med noget uro af beboerne i Hong Kong. Rygterne inden demonstrationerne lød, at de ville skabe problemer. Langs hele demonstrationsruten var butikkerne lukkede og barrikaderede, og lokalbefolkningen stod pænt langs siderne af vejen og undgik omhyggeligt at træde indenfor demonstrationsområdet.
|
Men på trods af, hvad avisforsiderne i både Danmark og Kina giver indtryk af, så forløb demonstrationen ganske fredeligt. At Hong Kong-arrangørerne havde valgt at lade demonstrationen ende på en til lejligheden ryddet containerplads langs havnefronten, kun med ud- og indgang i den ene ende, gjorde dog ikke situationen helt tryg. Hvis noget skulle ske, ville der være mulighed for at komme væk ved at hoppe i vandet eller kravle over det 4-5 meter høje hegn på den anden side. Noget bekymrede stillede vi os ved vandsiden. Nogle sydkoreanere og indonesere valgte rent faktisk at tage en svømmetur, men det var helt frivilligt og ment som en protest mod WTO, som kunne nåes ad vandvejen, hvis der ikke havde været vagter posteret i speedbåde udenom forhandlingsområdet.
Selvom budskaberne på bannerne til demonstrationen var forskellige, er målene dog de samme. Alle ønsker sig en mere retfærdig verden, hvor handel kan være vejen til udvikling og hvor ikke alle skal følge samme opskrift for at nå dertil.



