Artikel fra MS-revy 6/89

Vi skal først og fremmest lave god bistand

- siger MS' formand John Martinussen

Af Jeanette Pia Jensen

04. december 1989

DANIDAS KRITERIER er så vagt og upræcist formuleret, at man kan fortolke dem, lægger John Martinussen ud. Derfor vil vi gerne have en præciser­ing af dem. Og vi vil gerne have, at også Danida går ind og præciserer kriterierne, så vi kan undgå nogle stærkt interes­sebetone­de og lidt tilfældige landevalg. Vores oplæg er et forsøg på at prioritere de syv krite­rier, så de mest afgørende ting bliver trukket frem. MS er kommet med dette udspil for at få en bredere offentlig debat både om kriterierne og det konkrete lande­valg.

Fattigdomsorienteret

- Vi når frem til meget stærkt at betone fattigdom­sorien­teringen. Vi skal først og fremmest hjælpe de fattige lande og de fattige befolk­ningsgrupper. Derfor stryger vi også det forholdsvis velstille­de Thailand i oplæget. Det er overras­kende, at Danida har været så ivrig efter at få Thailand ind også i betragtning af, at landet forment­lig om 5-6 år under alle omstændigheder vil være for rigt til at modtage bilateral bistand fra Danmark.

Det er vigtigt, at landene selv gør så meget som muligt for at hjælpe de fattige befolknings­grupper. Gør de ikke det, vejer det negativt i vores opfattelse.

Er det derfor, I foreslår en udfasning af et så fattigt land som Bangla­desh?

- Vi må erkende, at Bangladesh er et af de lande i verden, der har det største behov for hjælp udefra. Men myndighederne i Bangladesh gør i virkeligheden meget lidt for at hjælpe landets fattige. Der er nok på papiret en meget fattigdom­sorienteret politik, men når det kommer til den måde politik­ken omsættes, må vi konstatere, at myn­dighederne direkte modarbejder en fattig­doms­orienteres udvik­lingspolitik.

Er det derfor, I nu arbejder med begrebet "folkestyret udvik­ling"?

- Det er en del af baggrunden, ja. Vi mener, der skal lægges vægt på et direkte samarbejde med repræsentanter fra målgrup­pen. Det må man naturligvis gøre sammen med myn­dighederne. Men hvis de modarbejder et tæt samarbejde med målgruppen, så bliver det vanskeligt for os at nå de bis­tandspolitiske mål.

Teorierne har veget pladsen for erfaringen

- Nogen teori i ordets egentlige forstand ligger ikke til grund for vore landevalg. Vi tror f.eks. ikke mere på nedsiv­nings­teorien, derfor arbejder vi nu ud fra en erfaring, der siger, at hvis vi ikke kanaliserer bistanden direkte til målgruppen, ja så får de heller ikke gavn af den. Det samme gør sig gældende for et begreb som "bæredyg­tig udvikling". Hvis vi skal støtte den, må vi satse på det brede flertal, og det er jo netop de fattige befolknings­grupper, der udgør dette flertal.

Hvilke kriterier har I så lagt specielt vægt på i udvælg­elsen af positiv landene?

- Det er spørgsmålet om behov og særlige udvik­lingsproblemer. Det er spørgsmå­let, om de selv har udvik­lingspla­ner. Om de forsøger at iværksætte dem til fordel for de fattige, og om landet har vilje og kapacitet til at drage nytte af bistanden. Vi skal undgå en konkurren­ce-situation mellem donorerne. Det gæl­der igen specielt for Bangla­desh, hvor der tilføres meget mere bistand, end landet kan bruge til gavn for de fattige. 

Uværdigt

- MS mener, at bistanden skal op og udgøre 1 pct. af BNP, og vi skal gerne endnu længere op. Og så skal det helst være noget, der ikke diskuteres i de tilbageven­dende sparerunder - det er simpelthen uværdigt. Når vi taler om vore egne problemer i sam­menligning med u-landenes langt alvorligere vanskeligheder, er det jo ikke rimeligt, at vi for at spare lidt herhjemme skærer i u-landsbi­stan­den. Det er propor­tions­forvrængning.

Men den ene procent er ikke et mål i sig selv, det er et mål i sam­menhæng med god kvalitet i bistanden. Jeg mener, hvis den reelle bistand kun svarer til 70 pct. af den ene procent, så er de sidste 30 pct. spildt. For at få en bedre kvalitet skal der samtidigt afsættes flere ressourcer til en ordenlig forberedelse og opfølgning af projekterne. Det betyder også, at Danidas administration skal styrkes.

Debat om samlet u-landspolitik

I lægger op til, at man ikke skiller diskussionen om u-landsbi­standen fra en debat om Danmarks samlede u-lands­politik.

- Ja, men vi gør det ikke særligt grundigt. Det er tanken senere at få genetableret og udvidet den debat. Økonomisk spiller det ofte en større rolle for u-landene, at få forbedret handels­samkvemet med EF og herunder Danmark. Det vil måske ikke direkte støtte de fattige mennesker, men det vil dog skabe et vist grundlag for vækst og dermed give bedre muligheder, også for et effek­tivt fattigdoms­oriente­ret bistandssamarbejde.

Hvilke andre diskussionsområder indeholder jeres udspil?

- Vi ønsker, at diskussionen ikke bare bliver en diskussion om landevalg, men også en diskussion af bis­tandsformer og samar­bejds­partnere. Det har i mange år været en hellig ko i dansk bistand at tilstræbe en ligelig fordeling mellem multi­lateral og bilateral bistand. Det synes vi egenligt er passende at tage op til diskussion i nær fremtid.

Jeg er ikke sikker på, hvor MS holdning vil ende, men vi lægger meget vægt på, at hvis der skal flyttes midler fra de store interna­tionale organisationer til dansk bilateral bistand, så skal det være til helt ubunden bistand. Det skulle gerne være til gavn for de sider af bistands­indsat­sen, der nu nyder særlig prioritet: samarbej­det med kvinder, sikring af menneskeret­tighederne, økolo­gisk bære­dygtig­hed og de andre nøgleord, der nu indgår i den officielle bistand.

Under­streger John Martinus­sen, inden han haster ud af døren videre til næste møde.