Kræmmermentalitet frem for statsmandskab
Af Nils Brøgger Jakobsen, næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke.20. december 2005
Konkluderende på WTO ministermødet i Hong Kong kan man sige, at resultatet blev præcist så begrænset, som der på forhånd blev lagt op til. Faktisk blev indholdet reelt mindre, da man havde regnet med, at udkommet af mødet som minimum ville resultere i en såkaldt ’udviklingspakke’ til gavn for verdens fattigste lande. Udviklingspakken som blev del af Hong Kong aftalen vil af de rige lande blive præsenteret som et stort fremskridt og bevis på at Doha udviklingsrunden reelt er tilbage på sporet igen. Udviklingspakken er dog desværre uden reelt indhold for verdens fattigste lande, da pakken i store træk kun indeholder hensigtserklæringer og bekræftelser på ting, som allerede tidligere er blevet vedtaget. End ikke fuldkommen markedsadgang til de 50 fattigste lande i verden kunne de rige lande blive enige om. De rige lande fandt det nødvendigt at bevare mulighed for at kunne beskytte sig på 3 % af produkterne. Hermed vil man kunne holde mange af de fattige landes vigtigste produkter ude fra de rige landes markeder, da de fattige landes eksport er baseret på produktion af meget få produkter. Verdens fattigste lande står for kun 0,6 % af den samlede verdenshandel.
Det var dog positivt, at der blev fundet en dato for den totale fjernelse af eksportsubsidier da en opretholdelse ville være helt uacceptabelt. Men til den tid, hvor aftalen træder i kraft om 8 år, vil mange af EU’s eksportsubsidier alligevel være udfaset. Allerede i dag står eksportsubsidier for kun få procent af den samlede landbrugsstøtte i EU.
EU var skurken hvad angår den langsomme udfasning af eksportsubsidierne. USA skal dog ikke slippe for at få et kærligt ord med på vejen, da deres villighed til at ændre på den interne støtte til bomuldsprodukten viste sig at være begrænset til floskler og hensigtserklæringer. Det til trods at en lang række Afrikanske lande er dybt afhængige af at kunne handle bomuld efter retfærdige handelsvilkår. Bomuldsproduktionen i Afrika er på mange måder et spørgsmål om liv eller død og forhandlingerne i Hong Kong viste sig desværre flere gange at fokusere på tal og økonomiske beregninger frem for at tænke mennesker og globalt.
Da mødet i Hong Kong er del af den såkaldte udviklingsrunde var de fattigste lande lovet et ”gratis” møde, hvilket man på sin vis også kan sige de fik. De lidt mere udviklede lande blev der dog ikke givet ved dørene overfor og EU og USA stod fast på deres fremsatte forslag hvad angår handel med servicevarer. Aftalen giver således vestlige firmaer bedre markedsadgang, og hvis ikke de berørte lande har de nødvendige strukturer til at sikre, at dette sker efter de nødvendige både sociale og miljømæssige spilleregler, så er det tvivlsomt hvorvidt det kommer de pågældende lande til gode. Mange frygter således, at øget markedsadgang til serviceydelserne vil betyde en yderligere udbytning af de lidt bedre stillede udviklingslande.
Af positive elementer ved mødet er det bestemt værd at bemærke, at alle udviklingslande formåede at tale med en stemme i den såkaldte G 110. Hvor stærk gruppen er, vil over tid vise sig, men man kan håbe, at de rige lande ikke har held til at splitte gruppen. I kraft af at de fattigere lande står stærkere i WTO forhandlingerne har det multilaterale organ vist sig at være den mindst dårlige platform for at sikre udviklingslandene bedre vilkår. Nu mangler vi blot, at de rige lande erfarer, at man ikke længere uden videre kan tryne de fattige lande, men er nødt til at anerkende dem som ligeværdige globale medspillere.
På den civilsamfundsmæssige side er det positivt at NGO’er i udviklingslandene har en større og større del af skulle have sagt i de forskellige landes delegationer. Dette har styrket de fattige landes forhandlingsevne. Hvad angår det uofficielle NGO forum som foregik sideløbende med det officielle møde er der dog desværre ikke meget at juble over. Dels var der ikke mange som fandt mødet tilstrækkeligt vigtigt til deres deltagelse og dels var mødet præget paroler som måske ikke altid var lige nuancerede og konstruktive. De voldelige billeder fra Hong Kong, som vil blive husket af mange, forbedrer ikke civilsamfundets renommé og det er sørgeligt at få skal ødelægge det for majoriteten.
Hvad angår det officielle danske bidrag til topmødet var det positivt at Per Stig Møller under sin tale henviste til ILO som organ, der skal bidrage til at sikre sociale færdselsregler. Når det så er sagt ville det klæde Danmark hvis man internt i EU lage en hårdere profil. Der er i den grad mørke kræfter i EU som dels arbejder for at bevare en protektionistisk handelspolitik, men der er også en række lande som ikke tager deres ansvar alvorligt som rigt land og potentielt foregangsland for en mindre skæv verden. Således er det pinligt, at vi i EU ikke tager det multilaterale samarbejde mere seriøst og viser ansvar ved fx. at erkende, at vores interne landsbrugspolitik burde tilhøre fortiden. Efter seks dages forhandlinger må man desværre erkende, at mødet i Hong Kong var en fiasko og at de rige lande bærer et betydeligt ansvar for dette.