Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Artikel fra MS-revy 6/89

Kinondoni Young Artists

Et udviklingsprojekt for unge billedkunstnere i Tanzania.

Af Vivi Bruus

03. december 1989

Mosher Omari er 27 år og en af Tanzanias førende unge kunst­nere. Da jeg møder ham for at lave et inter­view, er han på besøg i Dan­mark og sidder ubekvemt bøjet over et bord og laver en blyants­tegning af en tropeskov - absolut et motiv langt fra gen­boens røde mur­stenshus, der ses gennem vinduet.

Mosher tegner efter hukommelsen, og det er han eminent god til. Trods sin unge alder er han veteran i en gruppe, der kalder sig "Kinondoni Young Artists". Med sig har han arbejder af gruppens medlemmer. De blev vist på en udstilling i "Huset" i Aalborg i sep­tember som led i den såkaldte Nord/Syd-kampag­nes "Afrika Da­ge".

Motiverne er især hentet fra de unge tanzanianeres hverdag - enkle og udtryksfulde billeder i akvarel, olie og tusch. Situationer med folk i arbejde, børn, gadeliv og dyr. Men der er også hentyd­ninger til den traditionelle fortællekunst, til myterne og ritualerne.

Tegneserie

Mosher fortæller, at han er inspireret af russisk og koreansk kunst. Hans oliebilleder er collage-agtige og fortællende og kan minde om tegneseriens fortælleteknik, selv om denne ikke har nogen tradition i Tanzania. Men han har set udenlandske tegneserier og selv fået udgivet tegneserien "Chawi" på MS' forlag - en tegneserie, som har været bragt i uddrag her i bladet. Det er den første tanza­nianske tegneserie nogensinde, indtil nu kun udgivet på dansk.

- Jeg er inviteret til Danmark i forbindelse med udgivelsen, men også fordi jeg skal illustrere en ny børnebog, fortæller han.

Kinondoni Young Artists

Kinondoni Young Artists er udsprunget af græsrodsprojektet "Play By Painting" i Kinondoni - et af de fattige kvarterer i Tanzanias hovedstad, Dar es Salaam.

- Det hele begyndte i 1979, da en MS-frivillig, Halina Milkowirski, undrede sig over, at hun ikke så tanzanianske børn tegne, fortæller Mosher. Årsagen var enkel nok: de havde hverken papir eller blyanter. Sammen med en ung tanzanianer startede Milkowirski derfor et projekt, hvor kvarterets børn blev inviteret til at male og tegne. Og de kom. Deriblandt Mosher selv. Børn i alle aldre gik igang og lagde grunden til projektet.

På et tidspunkt var Mosher og tre-fire andre nået så langt i deres kunstneriske udvikling, at de startede deres egen gruppe, "Kinon­doni Young Artists" og begyndte af fungere som lærere for de yngre børn. Når børnene så Mosher med skitseblokken, spurgte de ham, hvor han skulle hen, og fulgte efter.

Frivilligplacering i projektet

Eksperimentet gik så godt, at andre MS-frivillige i løbet af de næste seks år fulgte projektet op og banede vejen for en officiel aner­kendelse hos de tan­zanianske myndigheder. I 1986 gjorde MS det til et of­ficielt MS-støttet projekt. Allan Vokstrup, der er gym­nasielærer og grafi­ker, blev den første direkte placerede MS-frivil­lige i projektet. Hans opgave var at or­ganisere og støtte børne­ne i deres krea­tive udvikling.

Entusiasmen lyser ud af ham, mens han fortæller om sit arbejde:

- Det er kunst, kultur og socialt arbejde på samme tid. Nogen synes måske, det er luksus i et fattigt land som Tanzania, men det er også en erkendelse af, at folkestyret udvikling har brug for det kreative råstof, som børn har.

300 børn i projektet

Play By Painting har efterhånden 300 børn med i projektet, fordelt i grupper på ca. 25 rundt om i byen, hvor lokale skoler stiller lokaler til rådighed. Mosher fortæller, at forældrene bakker projektet op:

- De er glade for det og kommer og kigger på. For nylig viste de deres engagement ved at protestere offentligt, da en ejer lejede det sted, hvor børnene tegnede, ud til værtshus.

Men det kniber med forældrenes forståelse for, at også pigerne skal have lov til at fortsætte deres kunstneriske udvikling. De får kun lov til at komme, så længe de er små.

Børnene kan komme og gå, som de vil. Men for at blive medlem af "Kinondoni Young Artists", skal de have fulgt undervisningen i "Play By Painting".

Kinondoni er blevet et navn

De unge kunstnere er forskellige i udvikling og motivvalg, men der er ingen tvivl om, at de tilhører den samme "skole". Når der står "Kinondoni Young Artists" bag på et billede, er der sagt god for kvaliteten. Med Allan Vokstrups ord vinder børenene fra Kinon­doni alle konkurrencer.

Det er ikke mærkeligt, at gruppen tiltræk­ker andre unge kunstne­re. Den har skabt sig et navn i Tanzania - og en arbejdsplads. Kinondoni handler både om at udvikle Tanzanias nye billedkunst og om at skabe en bedre tilværelse for storbyens arbejdsløse ung­dom. Ved salg af billeder går 25 pct. af indtægten til projektet. Det sikrer, at medlemmerne som lærere for børnene kan få en basisløn, så de kan overleve i perioder, hvor salget ikke er stå stort.

Kinondoni Young Artists er anerkendte kunstnere i Tanzania. De har udstillet flere officielle steder, f.eks. på det nationale mu­seum og det nationale bibliotek, og de får bestillingsopgaver på udsmyk­ninger, plaka­ter og illustrationer til pjecer om f.eks. AIDS og familie­plan­læg­ning. Men der sælges stadig mest til dem, der har pen­gene - turisterne.

- Jeg kunne godt ønske mig, at gruppen fik adgang til at udvikle nogle andre teknikker, f.eks. silketryk og grafik, fortæller Allan Vokstrup. Det ville gøre kunsten billigere og give tanzanianere lettere adgang til at købe den, slutter han.

Vivi Bruus har været ansat i MS' informationsafdeling

To afrikanske kunstnere mødtes i København den 24. november. Mosher Omari besøgte MS, mens Matsemela Manaka fra Sydafrika havde fernisering på en udstilling af malerier og grafik, inviteret af Tredje Verdens Stemme og AIDA. Mødet fuldender en ekceptionel cirkel. Matsemela var med til at starte projektet Creative Youth Association i en tom garage i Soweto i 77, og det var en idemodel for Moshers projekt i Dar es Salaam, Kinondoni Young Artists - uden at de har været klar over det.

I 1981 besøgte Matsemela Danmark og mødte Hardarshan Kaur Gill, som siden blev koordinator for Kinondoni-projektet i Dar es Salaam, hvor hun videregav tankerne fra Soweto.