Ved de godt, at det er jul i Uganda?

’Holder de jul i Uganda?’, spørger folk i Danmark. Svaret er ja. Allerede fra slutningen af november blev der sat julekort og glimtende julepynt til salg i de små butikker i Norduganda.

Julehittet fra 1984 ’Do they know it’s Christmas time at all?’ bølgede gennem et indkøbscenter i Kampala i begyndelsen af december. Du kender sikkert omkvædet til hudløshed, hvis du har skrålet med på det til alle julefrokosterne. Det ville jeg helt sikkert også have gjort, hvis jeg var hjemme. Mellem snapsene og silden ville sangen have fået mig til at sende afrikanerne en tanke, samtidig med at mit overforbrug ville give mig et stik af dårlig samvittighed. Men jeg må også tilstå, at jeg ville lade det blive ved det, fordi det synes urimeligt svært at gøre andet. De seneste 6 måneder, har jeg imidlertid arbejdet i Norduganda, og det har i sig selv gjort det umuligt ikke at forholde sig til det, der adskiller den første verden fra den tredie.

Det kunne ligeså godt være Påske

’Holder de jul i Uganda?’, spørger folk i Danmark. Da temperaturen krydsede de 40 grader i Adjumani, mistede jeg fuldstændigt fornemmelsen for årstidernes skiften, og for min skyld kunne det ligeså godt være påske. Men folk her ved godt, at det er jul, og jeg blev også mindet om det. Allerede fra slutningen af november blev der sat julekort og glimtende julepynt til salg i de små butikker i Norduganda. En anelse skrabet, hvis man er til blinkende granguirlander i gaderne, julefrokoster, glögg og julegaver.

Timevis lange gudstjenester

’Madam, what about Christmas!?’ spurgte mine vagtmænd, i forventning om at julen automatisk ville udløse et særligt højtidstillæg. På Education Access Africa’s kontor gav vi hinanden hånd, og ønskede hinanden glædelig jul. Jeg spurgte mine kollegaer, om hvordan de fejrer jul. De fortalte, at de skal i kirke, og remsede en række datoer op: d 24., 25. og d. 26. december. I de større byer har missionærerne bygget store kirker af sten, mens flygtningene i deres landsbyer samles i aflange lerhytter med stråtag og kors på. Gudstjenesterne her kører langtfra som i en dansk kirke, hvor man ved, at præsten kommer i tide, og at den slutter indenfor rimelighedens grænser. Her kan gudstjenester vare i timevis, og kirkegængere er betydeligt mere aktive end i Danmark.

Helt enkelt

’Hvad så bagefter? Når I har været i kirke?’ spørger jeg Benjamin, som er biblioteksassistent på ressursecentret i Adjumani. Ni år gammel blev han rekrutteret som børnesoldat af den sydsudanesiske befrielseshær og tvunget i kamp. Tre år senere lykkedes det ham at flygte fra Sudan til Adjumani. Han har ikke set familien siden, kun sin bror, som han bor sammen med i en lille lerhytte. 'Skal I så hjem og spise middag?’ - ’Eller sådan noget’?!’, skynder jeg mig at tilføje fordi, jeg godt kan høre at mit spørgsmål er indlysende dumt. Han griner og svarer: ’Ja, hvis vi altså har noget mad, ellers skal vi bare sove, som vi plejer. Det er lidt ligesom, at vi stadig er soldater. Vi lever helt enkelt'.

Hvis ansvar?

’Når det er jul, er gudstjenesterne og at bede til gud også det vigtigste’, tilføjer mine kollegaer, og kigger på mig i alvor blandet med skepsis. Nok fordi de kan mærke, at jeg synes, at tre gudstjenester ud i en køre er lige i overkanten. De få gange, jeg har været til julegudstjeneste skete vist mest fordi, at Halsted Avnede Central Skole tog traditionel kristendomsundervisning meget alvorligt. Det er svært ikke at fundere en del over kirkeforbruget i Afrika. Det virker ofte som om, at folk lægger ansvaret for deres egen mulige lykke i guds hænder, i stedet for selv at tage affære. Personligt, oplever jeg det tit som en af de største udfordringer i vores arbejde, at finde veje, der giver folk tro på, at de selv kan gøre en forskel i deres eget liv.

Hjem til familien 

Der er masser af indlysende forklaringer på, hvorfor at initiativerne ikke kommer væltende frem af sig selv i Norduganda. Selvom mange gør deres bedste for at skabe forandringer, sker der hele tiden noget, der gør livet besværligt. Som hos alle andre, der fejrer jul, er det også her en anledning til at give udtryk for sine ønsker. De fleste ønsker bliver fremsagt ublufærdigt og direkte.

Det ønske, som jeg ved, de fleste af de 230.000 sudanesiske flygtninge, der i dag befinder sig i området, håber på snarest går i opfyldelse, er tilsyneladende sværere at bede om hjælp til: Muligheden for vende hjem til Sudan og blive forenet med familien, eller det der er tilbage af den.