Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

Stop bombningen - start kampen mod fattigdom!

Bomberegnen over Afghanistan startede for snart en måned siden. Vi ved ikke, hvor tæt USA og dets allierede er på at opnå deres oprindelige mål: at fange og retsforfølge Osama bin Laden. Men vi ved, at krigen hver dag koster uskyldige ofre. Og vi ved, at risikoen for, at konflikten breder sig, også vokser for hver dag.

08. november 2001

Derfor mener Mellemfolkeligt Samvirke, at bombningerne må indstilles. En fortsættelse kan i heldigste fald føre til pågribelse af bin Laden. Men de mange civile ofre kan til gengæld føre til nye terrornetværk og ny sympati for de ekstremistiske grupper.

Tiden er inde til at skifte taktik. Terrorbekæmpelsen og tilfangetagelsen af bin Laden må bygge på lokale alliancer og en løsning af de mest akutte politiske problemer. Her må det palæstinensiske spørgsmål spille en central rolle. Desuden må USA og dets allierede demonstrere over for den fattige del af verden, at man tager deres problemer alvorligt.

De kan passende starte med at give udviklingslandene de helt grundlæggende og rimelige indrømmelser, de har kæmpet for i mange år, ved de WTO forhandlinger, der starter i morgen i Qatar.

Det er yderst sjældent, at fredelige mål kan nås med voldelige midler. At sætte hårdt mod hårdt fører næsten aldrig til noget konstruktivt. Det gælder også herhjemme, hvor ekstremistiske grupper blandt etniske minoriteter kan finde argumenter til egen fordel i den ualmindeligt grove tone, som mange har anlagt i valgkampens debat om udlændingeområdet. Svaret er heller ikke en terrorlovgivning, der kan gøre det svært at skelne mellem terrorisme og legitim støtte til politiske bevægelser, der arbejder for befrielse i deres hjemlande.

Kampen mod terrorisme vindes ikke ved at fortsætte bomberegnen over Afghanistan og stramme en allerede stram lovgivning, tværtimod. Den erkendelse er ved at sprede sig i befolkningen. Den bør også sprede sig til de ansvarlige politikere.

Bent Nicolajsen
Formand for MS
tlf. 3524 5608 (arbejde), 5135 9993 (mobil)

Bjørn Førde
Generalsekretær for MS
tlf. 77 31 00 31 (arbejde), 2028 0844 (mobil)

Mellemfolkeligt Samvirke, Borgergade 14, 1300 København K, www.ms.dk