Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Artikel fra MS-revy 6/89

Rapport fra Tanzania

Endnu en artikel i serien om MS' samarbejdslande - denne gang en bearbejdet halvårsrapport fra Tanzania, skrevet af MS' koordinator i landet, Aksel Johansen.

Af Aksel Johansen

01. december 1989

ÅRET STARTEDE med, at Tanzanias præsident Mwinyi beskyldte be­folkningens "lave aktivitetsniveau" og ligegyldighed for at være delvis skyld i, at regeringen var tvunget til at indgå aftaler med IMF og Verdensban­ken for at kunne tilbagebetale den udenlandske gæld. I en senere rundspørge gav befolkningen ham ret, men mente også, at ændringerne skulle starte ovenfra (!)

Politisk er Tanzania stadig ret stabilt, selv om unionsmodstander­ne ser ud til at styrkes, og kløften mellem den nye, rige overklasse og de fattige kan forøge spændingerne. Det gælder også den stigende kriminalitet som følge af arbejdsløse ungdomsbander i byer­ne. Rydningen af et squatter-område i Kurasini i Dar es Saalam satte i marts sindene i kog.

Unionsspændingerne kom frem, da folk begyndte at udvandre ved festlighederne for 25 års dagen for revolutionen på Zanzibar, ligesom en tidligere minister på Zanzibar er blev fængslet og ankla­get for undergravende virksomhed. Kun 70 pct. af alle skolepligtige starter i skolen. Det skyldes mangel på skoler og lærerkræfter - i dag er der endda op til 140 elever i klasserne i nogle skoler.

En folketælling fra 88 viser, at der er 22 1/2 million på fastlandet og 640.000 på øerne - med en overvægt af kvinder på en halv million. Religiøse ledere har mødtes med regeringen og givet deres tilslutning til børnebegrænsnings­programmer.

Økonomien

Økonomisk går det fortsat ned ad bakke trods massi­ve input fra IMF, Verdensbanken og mange bilaterale donorer. Den tidligere præsident Nyerere har skarpt kritiseret IMF og Verdensbanken og krævet, at de ikke, som tilfældet er i dag, bruges mod den fattige verden. En besøgende fra Ver­densban­ken har indrømmet, at dele af IMF-pakken var for vidtgående. Pakken har bl.a. ført til stigninger i fødevarepriserne. Det blev forstærket af voldsomme oversvøm­mel­ser, hvor lastvognstog med fødevarer sad fast i flere måneder. Det medførte stigninger i fødevarepriserne på 25 pct. på tre måne­der.

Der er næppe heller tvivl om, at der laves mange numre med de tilførte midler. Således er sortveksling og udførsel af valuta, metal­ler og ædelstene er et stort problem. F.eks. blev en libane­ser stoppet med to millioner i udenlandsk valuta, 10 kg guld og 300 gram ædelstene. Udenlandske ambassadører har fået be­slaglagt containere fyldt med elfenben, næsehorn og flodhestetæn­der.

I sin tale sagde Mwinyi også, at man skal være varsom med at forkas­te simpel teknologi. Regeringen har bebudet at ville fremme indu­stri, der kan producere de samme emner af lokale materialer, som i dag importeres - og beskytte denne lokale industri med restrik­tioner. Den nationale bank har udlånt 20 miliarder Tanzania-shil­lings til modernisering af koopera­tiverne.

De eneste lyspunkter for økonomien er udsigten til kommerciel udnyttelse af rige gasfund ved Songa-Songa-øerne og intensiveret minedrift, bl.a. guld og diamanter.

Sikkerhedsmæssigt vokser kriminaliteten fortsat i takt med det stigende antal arbejdsløse unge i byerne. En ny type tyverier er natlige overfald på busser. Indbrud i huse trappes fortsat op - især mod velhavende rådgivere og den nye tanzanianske overklasse. Mange nye ansatte i de private vagtværn er selv bandemedlemmer.

AIDS er udbredt i hele Tanzania, specielt mod nord findes nu affolkede spøgelsesbyer. Man har sat ind med oplysning om syg­dommen, men med meget få ressourcer. Til gengæld er der fra donorkredse stor interesse for at deltage i AIDS-programmer.

Frivilligprogrammet

Tanzania er fortsat et meget støtteværdigt land, og der er generelt en god stemning i frivilligprogrammet med et godt samarbejde både med myndighederne og de frivillige - det sidste bl.a. i kraft af en politik med hyppige besøg hos de frivillige. Det er et stort ar­bejde i så stort et land, men en måde at sikre, at de frivillige er 100 pct. MSere både før, under og efter kontraktperio­den - og dermed også en sikring af 2. del af målsætningen. Den planlagte ansættel­se af mere lokal arbejdskraft på landekontoret vil lette arbejds­presset.

En række placeringer er bortfaldet, dels fordi lokale har kunnet tage over, dels pga. for store vanskeligheder og dels som følge af den generelle politik med at nedtrappe inden for Secondary Schools.

Der er mange placeringer inden for de grønne fag, fra en kaffefor­søgsstation til rådgivning om afgrøder og husdyrhold. Der er også fortsat mange placeringer i undervisningssektoren, men med en drejning væk fra Secondary Schools til mere overordnet lærertræ­ning. Specielt har kurser for lærere på Primary Schools været en stor succes. Inden for håndværk findes en del placeringer, hvor de frivillige fungerer som bindeled mellem Danida-eksperter og den lokale befolkning. Andre arbejder med byggekooperativer og  oplæringsprojekter for unge arbejdsløse for at få dem til at blive i landsbyerne.

Der er fortsat placeringer inden for sundhedssektoren. På handi­capområdet har der især været succes på Zanzibar. Mange frivillige arbejder fortsat med kvindegrupper - her forventes Rie Odgaards evalueringsrapport at kunne give retningslinjer for de fremtidige placeringer.

Fremover er der bl.a. placeringer på bedding i projekter for unge, inden for miljøområdet og i et projekt for masai'er.

MS-støttede projekter

De MS-støttede projekter i Tanzania omfatter et center for hånd­værker-uddannelser i Bujora, hvor vi forventer samarbejde med museet i Bujora i 90. Smedje- og mekanikerværkstedet i Makoga, et projekt midt i et ujamaa-landsbyområde, er blevet fremhævet som meget velorganiseret.

Væveskolen i Ifakara kører fint med uddannelse af unge piger, der bagefter engageres i produktions­grupper med salg for øje. Der forsøges nu med et spinderi i tilknyt­ning til projektet. Beit el Ras-byggebrigaderne på Zanzibar er kommet igennem en periode med dødvande og har nu igen en stor ordrebog. Der satses nu på uddan­nelse og produktudvikling, bl.a. i traditionelt træskærerar­bejde. De fremstiller også håndværktøj til eget brug af gammelt bilskrot og har også engageret sig i fiskeri. Fra frivilligside bliver der bl.a. sat ind for at styrke den teoretiske uddannelse af brigadernes medlemmer.

Bearbejdet af Peter Bischoff