Sarah Stinus er død
Sarah Stinus, en nær ven af Mellemfolkeligt Samvirke, døde den 12. januar 2006. Mindeord ved Steen Folke.
Af Steen Folke17. januar 2006
|
Forfatteren Sarah Stinus døde torsdag den 12. januar. Sarah Stinus var en nær ven af Mellemfolkeligt Samvirke gennem hele sit voksne liv. Hun var født i Sydindien, men kom gennem sit langvarige ægteskab med forfatteren Erik Stinus til Danmark. De to inspirerede hinanden i deres humanistiske og mellemfolkelige engagement i verdens problemer. Sammen var de u-landsfrivillige i Tanzania 1965-68, hvor hun underviste på Institute of Adult Education i Mwanza. Dernæst fulgte en kort tid i Indien, hvor de sammen var ledere af frivilligprogrammet der. Senere bidrog Sarah Stinus aktivt til oplysningsarbejdet i Mellemfolkeligt Samvirke bl.a. med en bog om Kerala (Kerala - en delstat i Indien, udgivet 1971). Hun var medlem af foreningens styrelse 1970-74.
Hun var indigneret over den uretfærdighed og ulighed, der findes i verden og dybt kritisk over for de magthavere, der står bag. Karakteristisk nok var den sidste gang jeg mødte hende – og Erik – ved en demonstration mod krigen i Irak. Da var hun allerede mærket af sygdom. Efter langvarig sygdom døde hun i en alder af 76 år. Hun vil blive savnet for sin personlige udstråling og sødmefulde varme såvel som for sit mellemfolkelige engagement.
Steen Folke – medlem af styrelsen i Mellemfolkeligt Samvirke



