Massearrestationer forud for planlagt valg

Pressemeddelelse fra "Nepal i krise"-netværket med opfordring til den danske regering om at lægge pres på for udsælttelse af valget og genoptagelse af våbenhvilen.

20. januar 2006

Forud for en fredelig demonstration, der var annonceret til at holdes i Nepals hovedstad Kathmandu i dag fredag, er det blevet bekræftet, at mere end 100 politisk aktive, menneskeretsforkæmpere og journalister er blevet arresteret. Arrestationerne har fundet sted natten til torsdag d. 19.01 og natten til fredag d. 20.01, og samtidig er der erklæret udgangsforbud i Kathmandus centrum. Mobilnettet er sat ud af kraft mens det almindelige telefonnet har været afbrudt periodevis. Arrestationerne vækker uhyggelige mindelser om de massearrestationer, der fandt sted for næsten præcist et år siden, i kølvandet på Kong Gyanendras magtovertagelse 1. februar 2005. Fredagens demonstration havde til formål at udtrykke protest mod kongens udemokratiske regering og det valg til 58 byråd han har udskrevet til begyndelsen af februar.

Blandt de arresterede er også Nepals førende freds- og menneskerettighedsaktivist Krishna Pahadi – ”Nepals Ghandi” - som gæstede Danmark i oktober 2005, inviteret af Amnesty International og det danske Nepal i Krise Netværk. Under sit besøg mødtes Krishna med repræsentanter for bl.a. Udenrigsministeriet og en række Folketingsmedlemmer og udtrykte alvorlig bekymring for forestående overgreb mod landets demokratiske bevægelse.

Disse overgreb er nu blevet til virkelighed i Nepal, som længe har været plaget af grove menneskerettighedskrænkelser begået af både regeringens sikkerhedsstyrker og de maoistiske oprørere, som startede deres voldelige opstand i 1996. Indenfor de sidste par uger er konflikten i landet optrappet, idet maoisterne efter at have  ophævet deres fire måneder lange ensidig erklæret våbenhvile og har rettet angreb mod bl.a. fire politistationer i Kathmandu-dalen. Samtidig prøver Kong Gyanendras regering at gennemføre afholdelsen af lokalvalg i landets bykommuner på trods af de politiske partiers modstand. Et valg som i den nuværende situation umuligt kan bidrage til fred og forsoning i landet, hvor de demokratiske kræfter er sat  ud af spillet med vold og undertrykkelse.

Baggrund

Den nyeste optrapning af konflikten i Nepal er en beklagelig udvikling efter nogle måneder med forsigtig optimisme i landet. Efter at maoistiske oprørere gennemførte en fire måneders ensidig våbenhvile i efteråret, var der tilsyneladende udsigt til en begyndende opblødning af konflikten. I løbet af våbenhvilen blev syv af de største demokratiske politiske partier enige med maoisterne om en 12 punkts erklæring, der skulle bane vejen for en fredsproces og genetablering af demokratiet, gennem valg af en ny grundlovsgivende forsamling og formulering af en ny forfatning. For første gang siden indledningen af ”Folkets Krig”, erklærede maoisterne nu, at ville respektere grundlæggende demokratiske principper og menneskerettigheder, og at de ville være parate til nedlægge våbnene under international overvågning. Der var derfor håb om, at maoisterne som i løbet af konflikten har været ansvarlige for mange grove menneskerettighedskrænkelser, inklusive tortur, drab og bortførelser, nu var på vej i en mere moderat retning. 

Det er derfor kritisk, at kongen og hans indsatte regering ikke har gengældt maoisternes våbenhvile og indledt samtaler med dem om en løsning af konflikten. I stedet har kongen fokuseret på afholdelse af valg i de områder som hans sikkerhedsstyrker kontrollerer, fortrinsvis de større byer,  fra begyndelsen af februar 2006. Maoisterne har erklæret at de vil forhindre at valget kan finde sted og  de demokratiske politiske partier har på forhånd erklæret, at de vil boykotte valget, idet de findet at kongens regering ikke har den demokratiske legitimitet til at kunne afholde et sådant valg. Internationale menneskerettighedsorganisationer har understreget, at det er umuligt at afholde virkelige demokratiske valg i et land hvor ytrings- og forsamlingsfriheden undertrykkes og den frie demokratiske dialog således er blevet umulig. Da regeringen ikke gjorde den maoistiske våbenhvile gensidig, har oprørerne genoptaget våbnene og indledt en række voldsomme angreb på sikkerhedsstyrkerne. Sikkerhedssituationen i landet er nu så dårlig, at afholdelsen af valg uden tilslutning fra alle landets politiske grupperinger, herunder de maoistiske oprørere, ville udgøre en sikkerhedsrisiko for landets befolkning.

Det annoncerede valg udgør derfor i den nuværende situation et tilbageskridt for fred og demokrati i landet, og bidrager ikke til forsoning. De nyeste massearrestationer af fremtrædende menneskerettighedsaktivister og politiske ledere viser, at Kong Gyanendras hensigt med valget snarere har været at søge international legitimitet til at fortsætte sit styre. Et  styre, som ikke går af vejen for at betjene sig af vilkårlige arrestationer, forsvindinger  og totur af sine politiske modstandere..

Kongens magtovertagelse i februar 2005 fandt sted under påskud af at ville søge en løsning på den blodige konflikt mellem de maoistiske oprørere og sikkerhedsstyrker i landet. Den nyeste bølge af massearrestationer finder sted i forlængelse af systematiske og grove menneskerettighedskrænkelser, som har fundet sted under kongens direkte styre i det seneste år. Disse har omfattet utallige fængslinger af bl.a. demokrati- og menneskerettighedsforkæmpere, advokater, journalister og indførelse af nye antidemokratiske særlove.

Opfordring til den danske regering

Da der er alvorlig fare for at volden vil eskalere, opfordrer Nepal I Krise Netværket den danske regering til at lægge pres for at udsætte det forestående valg, og kraftigt opfordre de stridende parter om at genoptage våbenhvilen med henblik på at påbegynde en freds- og forsoningsproces.  Endvidere opfordrer Nepal i Krise Netværket regeringen til:

·  at lægge pres på Nepals regering for at finde en fredelig løsning på konflikten, samt opfordre alle de politiske partier og repræsentanter fra civilsamfundet til at komme til forhandlingsbordet.

·  at opfordre den nepalesiske regering til at genindføre de civile rettigheder, samt opfordre regeringsstyrkerne og de maoistiske oprørsstyrker til at respektere menneskerettighederne. Den nepalesiske regering skal desuden opfordres til at løslade alle samvittighedsfanger.

·  at skabe international opmærksomhed, bl.a. i EU, om direkte negative konsekvenser af militær assistance til Nepal, og samtidig forlange at landets sikkerhedsstyrker optræder ansvarligt og respekterer fundamentale menneskerettigheder.

·  at opretholde og forstærke den danske indsats for menneskerettighederne i Nepal gennem Human Rights and Good Governance programmet og den diplomatiske og økonomiske støtte til UN Office Of the High Commisioner for Human Rights tilstedeværelse i Nepal. 

Om Nepal i Krise Netværket og disclaimer

I det danske Nepal i Krise Netværk samarbejder organisationer og enkeltpersoner om at skabe opmærksomhed om konflikten i Nepal og arbejde for demokrati, menneskerettigheder og en fredelig udvikling i Nepal. Mellemfolkeligt Samvirke, Amnesty International dansk afdeling og Operation Dagsværk er medlemmer af netværket.

Netværket er en uformel arbejdsgruppe. Denne pressemeddelelse kan derfor ikke tages et udtryk for medlemsorganisationernes synspunkter, men kun for Nepal i Krise netværkets styregruppes holdninger og analyser. 

For yderligere oplysninger kontakt Lene Broksøe-Olsen, tlf. 22 98 04 02