Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Schafik Handal er død

Det vil udløse et opgør mellem fløjene i det venstreorienterede parti FMLN, men først efter valget 12. marts, mener Jaime Lopez, direktør for den salvadoranske NGO Probidad.

Af Eva Rasmussen

26. januar 2006

Schafik Handal, historisk salvadoransk guerillaleder og formand for det venstreorienterede parti FMLNs parlamentsgruppe døde tirsdag 23. januar, 75 år. ”Han var den centrale og samlende figur i FMLN. Den, der havde været med fra starten og den, som havde de tætteste internationale kontakter”, kommenterer Jaime Lopez, direktør for den salvadoranske antikorruptions - NGO Probidad og MSs uafhængige politiske rådgiver i El Salvador.

<p>Schafik Handal var den samlende figur i FMLN. </p>

Schafik Handal var den samlende figur i FMLN.

”Jeg tror, disciplinen vil betyde, at der er ro i partiet indtil efter 12. marts, hvor der er kommunal- og parlamentsvalg. Derefter kommer opgøret mellem fløjene. På den ene side vil partiets hårde kerne, Handal-fløjen, forsøge at nærme sig den mere pragmatiske fløj og forny partiprogrammet  radikalt for at gøre FSLN til en reel medspiller i de globale magtstrukturer. På den anden er der en risiko for, at strukturerne går i opløsning på grund af opportunisme. Jeg tror desværre, det sidste, er det mest sandsynlige”, siger Jaime Lopez.

”Schafik Handals død kommer næppe til at flytte stemmer, men hans fravær vil blive mærkbart i parlamentet. Efter 12. marts vil FMLNs position i forhandlingerne om sammensætningen af parlamentets præsidium og i landets kommunalråd give et fingerpeg om, hvor partiet er på vej hen”, mener Jaime Lopez, og tilføjer: ”Som salvadoraner vil jeg sige, at hvad enten vi er enige med FMLN eller ej, så er vi mange, der ønsker et intelligent og stærkt oppositionsparti, som er i stand til at erobre magten og bryde den aktuelle antidemokratiske alliance mellem regeringen, medierne og privatsektoren.”

Fra guerillaleder til politiker

Schafik Handal blev ramt af et hjertestop umiddelbart efter, at han var landet i et fly fra Bolivia, hvor han havde deltaget i indsættelsen af det sydamerikanske lands første indianske præsident, Evo Morales.

Politisk aktiv siden sin tidlige ungdom, måtte Handal adskillige gange søge asyl, ligesom han også i perioder levede under jorden i sit hjemland. Han var formand for Det Kommunistiske Parti, en af de fire grupper, der dannede Farabundo Marti Fronten til National Befrielse, FMLN, der under borgerkrigen fra 1980 til 1992 udviklede sig til en af kontinentes stærkeste guerrillabevægelser. Efter underskrivelsen af fredsaftalen i 1992 trak Handal i civilt tøj, og det politiske parti FMLN blev stiftet.

Schafik Handal var partiets kandidat ved det seneste præsidentvalg, men tabte i første valgrunde til den højreorienterede populist Antonio Saca. Det øgede presset på den gamle guerrillaleder, der tro mod sine kommunistiske idealer af yngre partimedlemmer blev betragtet som uforsonlig, gammeldags og dogmatisk.