Nepal ved skillevej
Efter et år ved magten fremstår Nepals konge mere presset end nogensinde. De politiske partier samles i protestdemonstrationer, og maoisterne har igen optrappet den væbnede kamp.
Af Line Wolf Nielsen, journalist udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke i Nepal.27. januar 2006
Den 1. februar sidste år afskedigede den nepalesiske konge sin egen regering og overtog selv den udøvende magt.
Her et år senere befinder Nepal sig ved en skillevej, hvor en retning fører mod monarki og et samfund plaget af uro, en anden mod moderne demokrati og fred. Først skal landet dog udenom en store vejspærring; den 10 år gamle konflikt mellem hæren og de maoistiske oprørere - en konflikt der har kostet omkring 12.500 mennesker livet og som har haft store konsekvenser for landets økonomiske og sociale udvikling.
De seneste ugers uro med massearrestationer af politiske ledere og udgangsforbud i flere større byer kommer netop som årsdagen for kongens magtovertagelse nærmer sig.
Dengang tonede kong Gyanendra frem på nationalt TV og erklærede, at han fremover selv ville regere landet. Kongen begrundede sin beslutning med at den daværende regering - som han selv havde udpeget syv måneder tidligere - ikke havde været i stand til at tøjle den maoistiske oprørsbevægelse. Samtidig med at kongen satte sig selv for bordenden, suspenderede han også en række borgerrettigheder. Mange politiske ledere, journalister og menneskerettighedsaktivister blev enten fængslet eller holdt i husarrest og landet var i undtagelsestilstand i de følgende tre måneder. Mobiltelefonnettet forblev afbrudt i fire måneder, mens landlinier og internetforbindelser gradvis blev gjort tilgængeligt efter et par uger. Også forsamlings- og ytringsfriheden blev stærkt begrænset. Blandet andet fik landets FM radiostationer forbud mod at sende nyheder. Et forbud der blev opretholdt i seks måneder. Kong Gyanendra bad sin befolkning om at få tre år – og så skulle Nepals 23 millioner indbyggere nok få deres demokrati igen.
Kong Gyanendras demokratiske hensigter forbliver dog uklare. Godt nok udskrev han tilbage i oktober kommunalvalg til 8. februar i år - og lovede samtidig valg til parlamentet senest i april 2007 - men myndighederne fortsætter med at indskrænke almindelige borgerrettigheder og chikanerer medier og civilsamfund med restriktive love og forordninger.
Kongen og hans kabinet af håndplukkede ministre valgte ligeledes ikke at imødekomme en fire måneder lange våbenhvile, som maoisterne indførte først i september.
Efter våbenhvilen sluttede den 2. januar i år, forklarede maoistlederen Prachanda, at man ikke længere ville ignorere hærens fortsatte angreb og derfor ønskede at genoptage den væbnede kamp. Siden er lokale og regionale regeringskontorer systematisk blevet bombet og ødelagt og frekvensen af direkte angreb på militærforlægninger og politistationer er øget kraftigt. Anden weekend i januar mistede 16 politifolk livet, da maoisterne angreb tre forskellige kontrolposter i udkanten af Katmandu-dalen. Årsagen til angrebene er klar; maoisterne ønsker at destabilisere kongen forud for kommunalvalget.
Partier boykotter valg
Også Nepals syv største partier boykotter kommunalvalget. Derfor kunne borgerne i hovedstaden Katmandu torsdag den 19. januar igen stå op til et afbrudt mobiltelefonnet og nyheden om, at diverse politiske ledere og aktive fra civilsamfundet er blevet arresteret. Præcis som for tolv måneder siden.
Arrestationerne kom dagen før en demonstration der - udover at protestere over bykommunevalget - også skulle åbne hovedstadens og myndighedernes øjne for den voksende folkelige opbakning til de politiske partiers alliance og arbejdet for at få indført demokrati.
Alliancen af Nepals syv største partier mener, at valget blot er en pseudo-demokratisk øvelse, der skal tjene til at lukke munden på det internationale samfund. Udover ikke at opstille nogle kandidater, opfordrer partierne også folk til ikke at stemme.
Maoisterne har mange drab på partimedlemmer på samvittigheden. Men i slutningen af november indledte de syv største partier et officielt samarbejde med oprørerne. I spidsen for alliancen står Nepali Congress og UML, der er et marxistisk-leninistik parti. Både partier og maoister ønsker at afskaffe kongens styre og genetablere fuldt demokrati, og har i deres 12-punkts aftale forpligtiget sig til at danne en fælles midlertidig regering, der skal afvikle kongens styre og gennemføre valg til en ny grundlovsforsamling.
Maoisterne har også erklæret sig villige til nedlægge våbene og acceptere at blive overvåget af en ”uvildig international organisation”.
Ikke bare hos de detroniserede politiske partier og maoisterne er tålmodigheden med Kong Gyanendra ved at være brugt op – det er den også hos store dele af det internationale samfund.
Såvel FNs generalsekretær, Kofi Annan, som EU har for nylig udtrykt stærk bekymring over situationen i Nepal. Kofi Annan appellerer til alle parter om at genoptage dialogen, mens EU i en pressemeddelelse siger: ”EUs repræsentationschefer i Nepal er stærkt bekymrede over den seneste udvikling i Nepal, især i forhold til arrestationerne af lederne af partier, civilsamfundet og menneskerettighedsforkæmpere.”.
Danmark har i øvrigt ikke indgået nye regeringsaftaler med Nepal efter kongens magtovertagelse.
De seneste uger ligner en gentagelse af det, der skete for et år siden. Dengang sagde Gyanendra at “de der ikke ønsker fred, vil blive fordømt af moderlandet.”
Den britiske kommentator og Nepal-ekspert, Roderick Chalmers, der arbejder for The International Crisis Group, siger til den indiske avis The Indian Express, at ”tiden til at teste konfliktens parter i dette udsagn nu er kommet.”
Roderick Chalmers vurderer at konflikten fortsat kan løses.
”Partierne og maoisterne har levnet plads til at monarkiet kan overleve; ordet republik indgår helt bevidst ikke i 12-punktsaftalen, og kongen, der ved flere lejligheder har bevist sin sans for det politiske spil, burde tage risikoen for fred og aflyse kommunalvalget. Det vil bane vejen for at få indgået det forlig, nepaleserne ønsker sig. Det bliver ikke nemt, men at vælge den lette løsning vil kun føre til yderligere blodsudgydelser og politisk kollaps,” siger han.
Om Nepals konge, de politiske partier og den maoistiske oprørsbevægelse forstår at vælge den rigtige vej, den der fører i retning mod moderne demokrati og fred, vil snart vise sig. Kongen har nøglen.