Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

Tænketankens tankegang stærkt bekymrende

Ingen nye tal, ingen handlingsanvisninger og en ensidig fokusering på etniske minoriteter i integrationsprocessen.

17. august 2001

Indenrigsministerens tænketank vedr. integration har barslet med sin første rapport. Rapporten indeholder udvalgte udpluk fra eksisterende undersøgelser, som kan diskuteres, men som ikke bringer noget nyt frem. Det afgørende spørgsmål bliver imidlertidig, hvordan informationerne bruges.

"Hvis intentionen med nedsættelsen af tænketanken har været at bringe nye perspektiver på integrationsdiskussionen, er det svært at se, hvad man konstruktivt kan bruge denne rapport til. Den bringer ikke debatten videre – tværtimod så cementerer den en ufrugtbar tankegang, hvor alle etniske minoriteter ses som besværlige og problematiske objekter i stedet for aktive og ligeværdige medborgere. Vi savner i den grad krav til majoritetssamfundet i rapporten", siger Bent Nicolajsen, formand for Mellemfolkeligt Samvirke.

Rapportens mest markante bidrag er fokuseringen på etniske minoriteters ensidige ansvar i integrationsprocessen. Rapporten er et studie i "os og dem"-tænkning. For eksempel bliver etniske minoriteter – såvel borgere født i som udenfor Danmark - konsekvent omtalt som "udlændinge" overfor "danskere"; der opstilles en række grundlæggende danske værdier som "udlændinge" skal "tilslutte og efterleve"; man forsøger at måle på, hvorvidt folk med etnisk minoritetsbaggrund gifter sig med folk med majoritetsbaggrund; og omkring beskæftigelse refereres ingen undersøgelser af virksomheders ansættelsespolitik og integrationsvilje.

Rapporten er fyldt med, hvad etniske minoritetsborgere skal, men intet om hvad samfundet skal:

"Udlændinge" skal have så gode danskkundskaber at de kan fungere på arbejdsmarkedet; skal være i beskæftigelse i samme omfang som danskere; skal i samme omfang som danskere forsørge sig selv; der skal være kontakt mellem danskere og udlændinge – f.eks. i form af ægteskaber; udlændinge skal i samme grad som danskere deltage i det politiske liv; og udlændinge skal tilslutte sig og efterleve nogle grundlæggende værdier og normer i Danmark.

"Danskerne må indstille sig på, at vi alle skal integreres i det multikulturelle samfund. Integration er et fælles ansvar," udtaler Bent Nicolajsen. "Det nytter ikke udelukkende at lægge ansvaret for integrationen på de etniske minoriteters side og fokuseringen på særlige danske værdier som etniske minoriteter "skal tilslutte sig" er et håbløst udgangspunkt for en konstruktiv udvikling af det danske samfund i en global virkelighed."

Yderligere kommentarer og oplysninger

Bent Nicolajsen,
formand for Mellemfolkeligt Samvirke, tlf. 51 35 99 93.
Helle Stenum,
leder af minoritetsafdelingen, MS, tlf. 26 25 57 00
Mellemfolkeligt Samvirke, Borgergade 14, 1300 København K.