Nepals konge skakmat

I de ti år Nepals væbnede konflikt har varet, har der været tumult på den politiske scene. Nu er der nye toner på vej med samarbejde mellem de politiske partier og maoisterne

Af Malene Lærke

10. februar 2006

De syv politiske partier er igennem den 10 år lange konflikt blevet snoet om magtens fangarme fra kongepaladset. De er blevet spillet ud mod hinanden både internt mellem partierne og partierne mod maoisterne. I begyndelsen af konflikten var kongen og de politiske partier enige om at modarbejde maoisterne, men efter Kong Gyanendra i 2001 satte sig på tronen begyndte samarbejdet at knirke i fugerne. Regeringer er blevet afsat, og politikerne er blevet kastet i fængsel under hans styre. En udvikling, der ville have været svær at forudse under euforien ved demokratiets indførelse i 1990. Dengang tvang en folkelig protest kong Birendra – kong Gyanendras storebror – til at indvilge i konstitutionelt monarki. En ny forfatning blev skrevet i november 1990 og der var valg til parlamentet i maj året efter. Det politiske liv har siden været præget af 11 premierministre på 12 år, regeringer, der er kollapset og politikere der har haft svært ved at enes internt og føre politik til gavn for Nepal.  

Ny konge – ny politik

Den royale massakre i 2001 fik stor betydning for nepalesisk politik. Efter mordet på kong Birendra der havde arbejdet for demokrati, satte den nuværende kong Gyanendra sig på tronen. Han begyndte med at fyre den siddende premiereminister i 2002. De politiske partier reagerede ved at fordømme kongens handling og nægte at gå med i de efterfølgende regeringer på nær den seneste regering der blev afsat af kongen 1. februar 2005. 

I 2004 forsøgte kong Gyanendra, at føre de politiske partier sammen for at komme frem til en konsensus for en national regering som optakt til at tage fat i maoistproblemet, og komme frem til enighed om at afholde valg til parlamentet. Trods lange forhandlinger lykkedes det ikke at nå frem til enighed blandt andet på grund af uenighed blandt partierne. Dette til trods var der et samarbejde mellem partierne og kongen. Dette samarbejde er ofte blevet set som partiernes kamp for at opnå mest magt for deres egne end en mulighed for at få Nepal på ret køl.  

Kongens kup

1. februar 2005 blev en skelsættende dato for forholdet mellem kong Gyanendra og de politiske partier. De politiske ledere blev arresteret og sat i fængsel, hvilket gjorde forholdet mellem parterne anspændt. I første omgang red kong Gyanendra på en bølge af sympati i befolkningen, der var frustreret over de manglende resultater fra de politiske partiers side. Kongen nedsatte et kabinet af administratorer og politikere fra tiden før demokratiets indførelse i 1990. En af politikerne hjalp hans far med at etablere et partiløst politisk system i 1960érne. Dette skete samtidig med at kongen sagde, at han ønskede at genindføre demokrati i Nepal. 

De 12 måneder under kongens styre har gjort kløften mellem kongen og partierne større og fået de politiske ledere til at argumentere for, at kongen er den største forhindring på vejen mod et demokratisk Nepal og en løsning på konflikten der nu har varet i ti år. 

”Det største problem i den nuværende situation er kongens uforsonlighed. Han vil ikke i dialog med de politiske partier, og han bliver ved med at presse på for at afholde disse fup-valg og på grund af dette er landet i krise,” har Ram Sharan Mahat udtalt - en senior leder fra Nepali Congress - det største parti i Nepal.

De politiske ledere insisterer på, at kongen skal reetablere det valgte parlament og gå tilbage til at være konstitutionel monark. I oktober 2005 udskrev kongen kommunalvalg uden at tage de politiske partier i ed, men inviterede både de politiske partier og maoisterne til at deltage i valget.  De politiske partier meddelte, at de ville boykotte valget men den begrundelse at det nuværende regime er forfatningsstridigt, og at det ikke ville være muligt at afholde et fair valg på grund af konflikten. I deres kampagne krævede de et skifte til ´totalt demokrati´ og at sagde at kong Gyanendra kun afholdt valg for at legitimere sit styre. 

12 punkts aftalen

Den 17. november 2005 bekendtgjorde maoisterne og de syv politiske partier, at de var blevet enige om sammen at modarbejde monarkiet. De havde udarbejdet et dokument med 12 punkter for fremtidigt samarbejde. Det er stadig uklart hvordan den politiske køreplan ser ud, men de politiske partier er gået med til at et hovedkrav fra maoisterne: valg til grundlovsforsamling. Maoisterne på deres side er gået med til at træde ind på den politiske midterbane som partierne har ønske at trække dem ind på siden 1996. Det er første gang siden konflikten begyndte, at de politiske partier og maoisterne har opnået enighed. 

Surya Bahadur Thapa, tidligere premiereminister og senior Nepali Congress leder har udtalt, at kongen skubbede de politiske partier til at danne en alliance med maoisterne ved at nægte at forhandle med dem.

Der er dog stadig uenigheder mellem parterne. Et af punkterne er, at maoisterne ønsker at udnævne en ny foreløbig regering til at afholde valget til grundlovsforsamlingen, mens de politiske partier ønsker at parlamentet, der blev opløst i maj 2002, skal afholde valget. 

Der har ikke umiddelbart været en reaktion fra kongepaladset på det nye samarbejde. Reaktionen på 12 punkts aftalen fra den kongevenlige avis ´Rising Nepal´ var, at partierne har bøjet sig for rebellerne, og avisen skrev at: ”det var tydeligt, at det hele var forkert, fejlagtigt og strafværdigt og ville anrette skade på landet og dets folk.” Avisen skrev videre at: ”…det var tydeligt, at det var maoisterne der havde skrevet teksten, og at de politiske ledere blot havde sat deres underskrift på papiret, at maoisterne har fået partierne til at spille andenviolin samt at maoisterne blot leger kattens leg med musen med de politiske partier.” 

Tre måneder senere holder de politiske partier og maoisterne stadig sammen. De har under hele optakten til valget gjort fælles front mod kongen og sejrede ved hjælp af kampagner fra begge sider at gøre valget til en fiasko.

Nu kan Nepal blot vente på at se hvad der sker på den politiske scene i fremtiden.

 

Malene Lærke er journalist og udviklingsarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Nepal