Pas på med at pulje bistand og terrorbekæmpelse
Mellemfolkeligt Samvirke (MS) ser kritisk på sammenkædningen af terrorismebekæmpelse og udviklingsbistand men afviser ikke at deltage, når det drejer sig om civilsamfundsopbygning.
02. februar 2004- Siden sin tiltræden har regeringen på flere måder markeret ændringer i bistandspolitikken: nedlæggelsen af udviklingsministerposten, omfattende besparelser på bistanden og udviklingsbistand til terrorismebekæmpelse. Besparelserne og afskaffelsen af posten som udviklingsminister er politisk forkerte, fremført uden saglige argumenter og ude af trit med andre vestlige lande. Omvendt spiller terrorismeretorikken siden september 2001 en større rolle – ikke bare i Danmark, men i en række vestlige lande. Selvom ministre og ledende politikere ivrigt forsikrer, at kampen mod fattigdom og forsvaret for menneskerettigheder fortsat står centralt, er der grund til bekymring. Og grund til at bruge dagens høring som anledning til at sikre, at geo-politik og militære sikkerhedsinteresser ikke undergraver indsatsen til fordel for fattige menneskers vilkår.
Med disse ord markerede MS’ generalsekretær, Lars Udsholt, en kritisk holdning, da han deltog i Udenrigsudvalgets høring om bistandspolitikken på Christiansborg d. 2. februar 2004. Men Lars Udsholt afviste dog ikke at indgå i et samarbejde med regeringen, der som led i terrorbekæmpelse har lanceret et fremstød i Nordafrika og Mellemøsten.
- MS har årtiers erfaring i at støtte civilsamfund. Det gælder en række afrikanske lande, hvor der i det seneste tiår er skabt væsentligt bedre vilkår for demokratiske kræfter. Senest har MS også høstet værdifuld knowhow som led i regeringens FRESTA-program på Balkan, hvor MS har en ungdoms-organisation, der samarbejder på tværs af gamle nationale og religiøse skel. MS vil gerne bruge sin erfaring i en kommende indsats til støtte for demokratiske kræfter og fremspirende civilsamfund i Nordafrika og Mellemøsten.
Ifølge Lars Udsholt står en styrkelse af civilsamfundet helt centralt, når det handler om sammenkædning af udviklingsbistand og terrorbekæmpelse. Der skal et aktivt medborgerskab til for at sikre demokratiske styreformer. Ved at fremme fattige menneskers rettigheder og støtte deres deltagelse i samfundsudviklingen kan afmagt og desperation vendes til engagement og indflydelse.
Men under den nye linie i bistandspolitikken ligger klare trusler gemt:
- risikoen for at bistandsmidler flyttes fra fattige til bedrestillede lande samtidig med at der ses stort på manglende respekt for menneskerettighederne
- risikoen for at nyvundne demokratiske rettigheder knægtes med henvisning til kampen mod terrorisme.
- Regeringen bør melde klart ud i dette spørgsmål. Danmarks troværdighed i den fattige del af verden kan kun blive bedre – også selvom en Musharaf eller to skulle føle sig stødt på manchetterne. Og vi kan kun fuldt og helt støtte, at u-landsbistanden ses som en del af Danmarks samlede udenrigspolitik. Faktisk synes vi, at regeringen bør udvise andre ambitioner end en omgang terroristbekæmpelse her og der. Det virkeligt udfordrende handler jo om at bruge udviklingsbistanden som én blandt mange indsatser, der placerer Danmark midt i en stadigt mere globaliseret virkelighed. Ikke som passiv tilskuer, men som aktiv medspiller, sagde Lars Udsholt.
Yderligere oplysninger:
Generalsekretær Lars Udsholt, telefon 77 31 00 00, mobil 20 28 08 44.



