Regionalvalg med national dagsorden

De store nationale partier bruger beskidte tricks for at vinde regionalvalgene ved Nicaraguas Atlanterhavskyst i marts, mener MS partner

Sandinistflaget er et almindeligt syn ved Atlanterhavskysten, men det skal ses i lyset af, at sandinisterne og det andet store nationale parti, det liberale, æder de små partier. Foto: Erika Brenner

”Medlemmerne af de regionale råd glemmer kysten efter valgene og kaster blikket mod hovedstaden Managua”, forudser Ramon Osejo, belært af tidligere erfaringer. Osejo er civilsamfundsleder og repræsentant for MS-partneren Coordinadora Civil i Bluefields, hovedstaden i RAAS, den sydlige autonome region ved Atlanterhavskysten.

”Pamperne fra de to store partier sidder i Managua, og det er deres politik regionalrådene følger”, fortsætter han.

Osejo henviser til det liberale og det sandinistiske parti, indbyrdes forbundet i en ”noget-for-noget”-pagt.  De pådutter Atlanterhavskysten deres politik fra oven og udelukker alle, der kan true deres magtposition. Desuden har de designet valgloven, der på raffineret vis gør det svært  for mindre partier at stille op.

Valgfusk
Dertil kommer, at sandinisterne og de liberale ved hjælp af beskidte tricks prøver at sikre sig første- og andenpladsen ved valgene.

Ifølge en undersøgelse foretaget af en af Coordinadora Civils allierede, menneskerettighedsorganisationen Cenidh, mangler der 5000 ID-kort i RAAN, den nordlige autonome region ved Atlanterhavskysten. Valglisterne er mere end mangelfulde, og er en vælger ikke opført på dem, skal der fremvises et gyldigt ID-kort for at få adgang til at stemme. Cenidh har mistanke om, at der er sammenfald mellem dem, der ikke støtter de to store og dem, der ikke får udleveret det vigtige plastickort: ”Det er valgfusk, og hvis ikke det Øverste Valgråd når at udstede ID-kortene inden valgene, kan det få alvorlige konsekvenser for rådet, de liberale og sandinisterne”, siger Osejo.

Egen valglov
Osejo mener, at en egen, regional valglov ville kunne hindre rådmedlemmernes flirt med pamperne fra Stillehavskysten og udelukkelsen af lokale stemmer: ”Med en egen lov fik vi en reel mulighed for at vælge vores egne ledere fra vores egne partier”, siger han.

Kanoer og små både er transportmidlerne ved Atlanterhavskysten, som næsten intet vejnet har. Foto: Erika Brenner

En regional valglov kunne også tage højde for andre specielle forhold ved Atlanterhavskysten såsom etnisk balance i de regionale råd, foreslår han. Også organiseringen af valgstederne kunne normeres i en regional lov. Lange afstande ved kysten og måden, hvorpå landsbyerne traditionelt er i kontakt med hinanden, lægger op til andre regler.

Dette er ikke vores valg
Den lange tur til valgstederne, de store partiers beskidte tricks og manglen på tillid til kandidaterne gør, at Osejo regner med en endnu lavere stemmeprocent end ved de forrige regionale valg, hvor den var nede på 40%: ”Hvorfor skal jeg stemme på en, der ikke lovgiver til min fordel, men bare adlyder Managua? Det her er ikke vores valg”, er manges argument for at holde sig væk fra valgurnerne, ifølge Osejo.

I sit daglige arbejde for Coordinadora Civil (CC) lægger civilsamfundslederen også mærke til folks passivitet. Han er koordinator i Bluefields for et af CCs største projekter; at følge op på myndighedernes politik i 21 af landets kommuner, deriblandt Bluefields. Folk giver points til myndighedernes forvaltning af først og fremmest sundhed og uddannelse. Og karaktererne er lave.  Nu er mange imidlertid trætte af at være med:

”De ser ingen ændringer. Børnene kommer stadigvæk ikke i skole, lærerne har stadigvæk lave lønninger.  Folk føler ikke, at funktionærerne lytter til deres vurderinger”, har Osejo observeret.

På landsplan går bare tre ud af 10 børn i den skolepligtige alder i skole. Ved Atlanterhavskysten er tallet endnu lavere, og det er især pigerne, der trækker statistikken ned. Foto: Coordinadora Civil

Alt er partipolitik
Det er særligt slemt i valgår – de regionale valg i marts bliver efterfulgt af nationale i november. I valgkampen bliver der ikke fokuseret  på basale ting som sundhed, uddannelse og bygning af veje, men bare på politiske intriger, mener Osejo. Både funktionærer og borgmester er medlemmer af et politiske parti. Derfor har de ikke tid – eller politisk vilje - til at udføre deres daglige arbejde, når valgkampen går i gang.

Leonardo Brown , Osejos kollega fra  Bonanza, i RAAN, har lignende erfaringer. Han koordinerer også kontrollen af myndighedernes forvaltning af sundhed og uddannelse: ”Alle er optaget af valgene, og overvågningen af myndighedernes arbejde bliver forvekslet med partipolitisk aktivitet. Man går på listefødder.”

Den bevidste stemme
Ikke desto mindre mener Brown, at et valgår også kan give muligheder; det er, i det mindste i teorien, det år, hvor det er muligt at indgå aftaler med partier og myndigheder.

Coordinadora Civil er gået i gang med en landsomfattende kampagne i forbindelse med valgene, både de regionale og de nationale. På den ene side vil man opfordre folk til at stemme bevidst. Dvs. på kandidater, der har en social dagsorden. På den anden side vil man prøve at forpligtige kandidaterne til at overholde dagsordenen. I forbindelse med Atlanterhavskysten ser Osejo dog et problem. Det er de samme kandidater, der opstiller gang på gang – og deres program er ikke nødvendigvis socialt, mener han.

Men han vil stemme. Og prøve at stemme bevidst. Det samme  vil Brown, både den femte marts og den femte november. De to civilsamfundsledere mener, at valgene er en vigtig mulighed for at arbejde for en ændring. Dermed hører de til en minoritet på Atlanterhavskysten, hvor miskitoindianere, ramaer, sorte og mayangaer ikke betragter valgene som deres. Og hvis de gjorde det, ikke nødvendigvis optræder på valglister eller har ID-kort.