Valget forløber roligt i Kampala
Fremmødet ved de mange valgsteder under åben himmel ser ud til at være godt.
Af Vibeke Rask Grøn, udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke(Kampala) Brede hvide plastik strimler deler det ellers så travle torv op i to afdelinger. Udenfor står vælgerne i en lang kø. En efter en bliver de lukket ind i plastikindhegningen af den uniformerede mand.
Den unge kvinde går hen til det første bord, viser sit valgkort og får udleveret stemmesedlen til præsidentvalget.
|
|
Foto: Vibeke Rask Grøn
|
Hun tager den og går hen til den sorte opvaskebalje, lægger stemmesedlen ned, sætter sit kryds i hemmelighed, folder sedlen og lægger i den ned i den gennemsigte valgboks. Så fortsætter hun til bord nummer to, hvor det direkte parlamentsvalg foregår og endelig går hun til bord nummer tre, hvor man skal stemme om hvilke 69 kvindelige kandidater, der skal i Parlamentet.
Alt, hvad hun og de valgtilforordnede foretager sig - alt, hvad alle indenfor og udenfor plastikindhegningen gør, kan ses af både valgobservatørerne og de forbipasserende. Og alle har frit udsyn til stemmeboksene.
”De var tomme da de ankom i morges,” forsikrer en af de lokale valgobservatører mig.
Valget foregår i ro og orden ved de mange afstemningssteder i Kampala her ved middagstid, hvor blytunge regnskyer hænger over den nærmest juleaften-stille by. Valgdagen er offentlig helligdag.
Fremmødet ved de mange valgsteder under åben himmel ser ud til at være godt. Overalt er der køer på mindst 10-20 mennesker hele tiden.
Afstemningen slutter klokken 17 lokal tid, men vælgere, der står i kø på det tidspunkt, får lov til at stemme.Stemmeboksene bliver derefter åbnet på stedet, og stemmerne talt i offentlighed, inden resultatet sendes videre.
Oppositionens kandidater, siger de accepterer ethvert resultat, der fremkommer ved et fair og frit valg uden snyd i optællingerne.



