El Salvador går enegang
Handelsaftalen DR-CAFTA mellem USA, Mellemamerika og Den Dominikanske Republik trådte i kraft til lyden af politiets gummikugler.
|
1. marts gik Mellemamerikas lilleputstat El Salvador alene ind i DR-CAFTA, handelsaftalen mellem USA, Mellemamerika og Den Dominikanske Republik, som blev underskrevet i 2004, og ratificeret af alle undtagen Costa Rica i 2005. Det costarikanske parlament har stadig ikke ratificeret traktaten og Nicaragua, Honduras, Guatemala og Den Dominikanske Republik har ikke fået de lovparagraffer, som USA forlanger, til at falde i hak.
Sådan var det ikke med El Salvador. ”Vi har for længst opgivet vores suverænitet, så det er logisk, at vi som den første stat har gjort, som USA sagde, vi skulle”, kommenterer økonomen Edgardo Mira fra Mellemfolkeligt Samvirkes partnerorganisation Ceicom.
Siden slutningen af januar har der været landsdækkende demonstrationer mod handelsaftalen, og det var ikke festfyrværkeri, men politiets gummikugler, der markerede dag et i ’fri’-handelsaftalen mellem David og Goliat. Fagforeninger og gadehandlere protesterede mod aftalen, som efter deres mening vil gøre det endnu sværere at overleve i et land, hvor de fattige bliver fattigere og fattigere, og de rige rigere og rigere.
Slut med piratkopier
”Gadehandlerne protesterer mod loven om intellektuelle rettigheder, som blev vedtaget i januar, og som USA forlanger håndhævet fra dag et med CAFTA”, fortæller Edgardo Mira fra organisationen Ceicom. ”Mange kunne lige nøjagtig overleve ved at sælge piratkopier, nu står de tilbage uden nogen form for indtægt.”
Foran et af de store hospitaler i hovedstaden San Salvador er der heftige sammenstød mellem fagforeninger og politi. Som en del af handelsaftalen, skal serviceydelser som sundheds- og skolevæsenet liberaliseres. ”Regeringen siger ganske vist, at den ikke har planer om at privatisere, men nu er muligheden åben”, siger Edgardo Mira.
Bevægelsen for social retfærdighed, der er skabt af CAFTA-modstandere, bebuder fortsatte demonstrationer. Vicesikkerhedsminister Astor Escalante siger til dagbladet Co Latino, at der vil blive brugt magt for at undgå, at de protesterende fortsat forstyrrer den offentligt orden.
Afhængighed
En fjerdedel af El Salvadors befolkning bor og arbejder i USA. De fleste illegalt eller på midlertidige opholdstilladelser, der skal forlænges en gang om året. Altid omtrent på samme tid, som den salvadoranske nationalforsamling skal tage stilling til, om landet fortsat skal have tropper i Irak. De penge, som emigranterne måned efter måned sender hjem, er den største valutaindtægt og samtidig det skumtæppe, der hindrer en social eksplosion.
”Vi har for længst afgivet vores suverænitet til USA”, slår Edgardo Mira fast. ”Vi er det eneste mellemamerikanske land, der har tropper i Irak. Ved siden af den internationale lufthavn er der en nordamerikansk militærbase, FBI er her, og som det seneste initiativ er USA ved at etablere en politiskole, hvor rekrutter fra hele regionen skal trænes i terrorbekæmpelse.”
|
|
Demonstranter forsøger at undgå politiets gummikugler. Foto: Ricardo Chicas Segura.
|



