I Prinzapolka stemmer folk
Beboerne i Nicaraguas fattigste kommune er dybt engagerede i regionalvalgene på grund af MS, mener MS-partner
|
|
Beboerne i Nicaraguas fattigste kommune vil forbedre deres forhold ved at stemme. Der er fx. 50 børn om en lærer og 43% af befolkningen er analfabeter. Foto: Erika Brenner
|
02. marts 2006
Der forventes en lav stemmeprocent i Nicaraguas regionale valg ved Atlanterhavskysten søndag, 5. marts – men ikke i Prinzapolka i RAAN, Den Nordlige Autonome region, hvor MS-partneren OPHDESCA arbejder. Ricardo Pereira, direktør for organisationen, siger: ”Beboerne i Prinzapolka viser for første gang stor interresse for de regionale valg. MS har gennem vores organisation været med til at opbygge en fælles kommune identitet og folk vil vise deres engangement ved at deltage i valgene”.
Arbejdet henimod en stabil, fælles identitet i Nicaraguas fattigste kommune, fortrinsvis beboet af miskitoindianere, har foregået på forskellige niveauer.
Indtil kommunalvalgene i 2004, viste det regionale råd i RAAN ringe interresse for kommunerne i regionen. Men så vandt misikitoernes parti Yátama borgmesterposten i RAANs hovedstad Puerto Cabezas - og i Prinzapolka:
”Dermed opstod der en alliance og en større åbenhed mellem det regionale råd i hovedstaden og det fjerne Prinzapolka, erindrer Pereira.
Tillid mellem politikere og beboere
Men byrådet i Prinzapolka var svagt og kunne ikke forhandle. Desuden havde det et dårligt forhold til befolkningen. Her gik OPHDESCA specifikt ind; de lokale politiske ledere blev trænet i alternativ behandling af konflikter, beboerne i Prinzapolka i deres rettigheder og pligter. På den måde begyndte de to parter at acceptere hinanden, at forhandle med hinanden - og på den måde begyndte en fælles identitet at opstå. Befolkningen fik større tillid til byrådet samtidig med at Yátama begyndte at vise større åbenhed og forhandlingsvilje overfor den fattige kommune:
”Vi oplever i dag en afslappet atmosfære i Prinzapolka. Parterne, både Yátama fra Puerto Cabezas, byrådet og befolkningen er villige til at forhandle for at opnå stabilitet”, mener Pereira.
Arbejdet i Prinzapolka har desuden konkret givet udslag i, at byrådet har anerkendt miskitoindianernes traditionelle organ, De Ældres Råd, som en formel del af byrådet. Aftalen mellem parterne blev underskrevet i OPHDESCAs lokaler, der eksisterer takket være MS.
Opbygningen af en fælles identitet er også blevet godt hjulpet på vej gennem et netværk af 18 lokale radiostationer, som MS har været med til at få op at stå. Prinzapolka er dobbelt så stort som Fyn og har 18 landsbyer spredt langs med floden Prinzapolka. Der er færre end end to beboere per kvadratkilometer, det er dyrt og langsommeligt at rejse mellem landsbyerne, så radionetværket har været et ”vigtigt redskab i kommunikationen mellem landsbyerne og i opbygningen af en fælles identitet”, ifølge Pereira.
Kommunens voksende sammenhold og interressen i de regionale valg ser Pereira som en stor sejr. Og tendensen er markant anderledes i resten af de to autonome regioner RAAN og RAAS; bare 40% forventes stemme i de regionale valg fordi, som Periera udtrykker det: ”De regionale råd er nye, folk har ikke tillid til dem, de har dårlig administration og få ressourcer. Folk har indtryk af, at den reelle magt er i nationalt regi.”
Generalprøve
Og den analyse kan der være noget om, mener han. Regionalvalgene er generalprøven for de store nationale partier – sandinisterne (FSLN) og de liberale (PLC) - til de nationale valg i november, de er manegen, hvor de prøver deres kræfter af: ”Gennem de regionale valg prøver partierne at vise deres muskler, psyklogisk at overbevise befolkningen, at en sejr ved Atlanterhavskysten er ensbetydende med en national sejr. I den forstand er valgene slet ikke regionale”.
De vil heller ikke have reel politisk betydning på nationalt plan, mener direktøren for OPHDESCA; det vigtige ligger i det psykologiske og det symbolske ved en eventuel valgsejr. De nationale valg vil komme til at have reel indflydelse på regionerne - men ikke vice versa, mener han: ” Der er ikke en direkte relation; de regionale valg er påvirket af de nationale, men de regionale valg påvirker ikke nødvendigvis de nationale”.
Men der er regionale forskelle. I RAAS er der ingen lokale partier af betydning – der hersker sandinisterne og de liberale - men i forbindelse med kommunalvalgene i 2004, fik Yátama 50% af posterne i RAAN. Deriblandt i Prinzapolka.
De stærke bånd til miskoitopartiet og den fælles identitet, mener Pereira er de vigtigste årsager til, at en stor del af de 11 000 beboere i Prinzapolka vil gå til stemmeurnerne. Men det må valgresultaterne efter den femte marts vise.



