Små sejlere på virtuelt besøg i Tanzania

Mellemfolkeligt Samvirkes informationsarbejder i Tanzania på utraditionelt oplysningsarbejde for Ordrup skole.

Af Lisbeth Jensen, informationsarbejder

03. marts 2006

Geografiundervisning er ikke, hvad den har været. I dag er eleverne ikke henvist til et atlas og geografibogen, når de skal lære noget om et nyt land. De bliver sendt på rejse i landet på internettet.

Lærerne for 3. 4. og 5. klassetrin gik sammen om et projekt, hvor elever skulle sejle jorden rundt som besætning på et gammelt sejlskib. De lagde så til i forskellige havne og skulle finde alle slags oplysninger om landet. De kunne bruge atlas, bibliotek, google og Google Earths.

Da de stævnede ind i havnen i Dar es Salaam kunne de også snakke direkte med Mellemfolkeligt Samvirkes informationsarbejder, nemlig mig.

I virkeligheden sad børnene i klasselokalet på Ordrup skole og jeg på kontoret i Dar es Salaam, men snakken gik direkte på Messenger.

Paratviden

Spørgsmål og svar kommer hurtigt, så der er ikke tid til at slå facts op. Når min paratviden ikke slog til, så var der ikke andet at gøre end at indrømme det og foreslå, hvor de så kunne finde svaret.

Det hører jo ikke lige under min jobbeskrivelse at vide, hvor man køber en ny mast til et skib, eller om der er dansk kirke i Dar. Derimod var det sjovt hurtigt og kort at fortælle om levevis, fødevarer, erhverv og børns vilkår. Og alligevel at komme uden om vaneforestillinger og i stedet lære børnene nye udtryk, som lærerne forhåbentlig kan arbejde videre med.

At fortælle at 80 procent lever af landbrug giver jo nok et andet billede i hovedet på et dansk barn end på et afrikansk, så jeg introducerede udtrykket subsistens landbrug.

Umiddelbar reaktion

Da jeg remsede sisal op blandt eksportprodukter, kom der prompte et spørgsmål tilbage med, hvad det var. Det blev så til en snak om nylon contra sisal, og at deres gamle sejlskib selvfølgelig brugte sisal og var med til at sikre arbejdspladser i Tanzania.

Det, der optager børnene i Danmark, kommer også klart med i deres spørgsmål. Fugleinfluenca og Muhammed-tegningerne og mobiltelefoner blev der spurgt til.

Lærer Flemming Høyer er begejstret for det nye værktøj.

” Det er en meget enkel og effektiv måde at dele viden og kommunikere. Det er ikke sidste gang, jeg vil bruge udsendte på den måde. Den åbne kommunikation gav både mig og børnene en hel masse – både faktuel viden og en fornemmelse af og indføling med livet i det, vi jo kalder et u-land”, siger han.

Og faktisk tager denne form for oplysningsarbejde ikke meget tid. En halv time bundet ved skærmen. På den tid kunne jeg ikke have fundet alle de oplysninger og lagt i en kuvert efter en traditionel forespørgsel.