Formandens mundtlige beretning

Til MS' Repræsentantskabsmøde Den 10.-11. april 1999

11. april 1999

Forsigtig optimisme

Da debatten om globalisering startede for halvandet år siden var det i en stemning af forsigtig optimisme. Den kolde krig med dens endeløse diplomatiske skyttegravskrig fortonede sig længere og længere i horisonten. En række internationale topmøder - fra Rio til København - havde formuleret et fælles grundlag for det internationale samfund. Der begyndte, at dukke bindende internationale aftaler op. Krigsforbryderdomstol i Rwanda var begyndt at fange og dømme krigsforbrydere. Der var fremskridt i bestræbelserne på, at få vedtaget bindende reduktionsmål i drivhusgasserne. Konturerne af et internationalt civilsamfund blev mere og mere tydelige - ikke mindst inspireret af kampagnen og det efterfølgende forbud mod antipersonel miner. I Verdenshandelsorganisationen var selv verdens stærkest handelsmagter, EU og USA, blevet dømt for brud på internationale regler.

Også i 1998 var der positive fremskridt at spore. Den internationale straffedomstol blev etableret og udgjorde et enestående skridt fremad mod bare et minimum af retstilstand i krig og konflikt. Pinochet blev arresteret i England og konfronteret med sit ansvar for fortidens synder - mens tidligere diktatorer som Baby Doc gemte sig i frygt for verdens kollektive sanktioner. 50 året for Verdenserklæringen om Menneskerettigheder blev, selvom overtrædelserne overalt på jorden var synlige, fejret med nogen optimisme og gav en hidtil uset fokus på universelle rettigheder for den enkelte. I mange lande kunne man konstatere tydelige fremskridt mod øget demokrati og menneskerettigheder.

Lovløshed: Fred og konfliktløsning

I dag er det langt sværere at finde grobund for optimisme. Fra en situation med et styrket internationalt samarbejde og øget respekt for fælles spilleregler, har verden i det sidste år været vidne til utallige tilfælde af international lovløshed.

I Iraq fortsætter Saddam Hussein sit undertrykkende regime og udgør en trussel mod stabiliteten i hele Mellemøsten. Den saudiarabiske rigmand Omar Bin Laden fik udført terroraktioner i Nairobi og Dar es Salaam. I Kosova bryder Slobodan Milosevic samtlige internationale spilleregler med sine grusomme etniske udrensninger.

Men uanset hvor rædselsvækkende disse aktiviteter er, så er det meget problematisk, at USA og EU bryder de globale spilleregler for fred og konfliktløsning og går enegang. Og det er endnu mere problematisk at FN's fredsbevarende rolle undermineres. I løbet af det sidste år har vesten bombet i Sudan, Afghanistan, Irak og Serbien uden mandat i FN's sikkerhedsråd. Det er urimeligt, at Rusland og Kina blokerer for en mere aktiv linie i sikkerhedsrådet på grund af forældede forestillinger om nationalstatens suverænitet og ukrænkelighed. Og det er tydeligt at sammensætningen af FN's sikkerhedsråd skal ændres og vetoretten afskaffes. Men i dag er vetoretten en del af spillereglerne. Og ingen lægger mere vægt på vetoretten end USA, som ville finde det helt uacceptabelt hvis et amerikansk veto blev ignoreret.

Den nuværende udvikling i FN's sikkerhedsråd bringer derfor minder tilbage fra Folkeforbundets sammenbrud i 1946. Den gang gik det galt, efter at en række medlemslande førte krig uden opbakning i de fælles spilleregler. Forhåbentligt går det ikke nær så galt i dag. Men det er afgørende, at de internationale spilleregler for fredsbevarende operationer og militære interventioner udvikles og overholdes. Hensynet til det internationale samarbejde må veje højere end trangen til kortsigtede straffeaktioner.

Dertil kommer, at den fredsbevarende indsats og beredskabet er alt for fokuseret på den militære intervention, mens de humanitære og civile aspekter underprioriteres. Det amerikanske Stealth jagerfly der styrtede ned i Jugoslavien kostede 300 millioner kroner, og det anslås at NATO's luftangreb på Jugoslavien dagligt koster mellem 800 og 900 millioner kroner. Til sammenligning har FN's flygtningehøjkommissariat, UNHCR, i løbet af vinteren haft 375 millioner kroner til at tage sig af de 270.000 mennesker der var på flugt i Kosova.

Tendensen til at militarisere de fredsbevarende operationer er utilstrækkelig. En varig fred kan ikke bygges op med våbenmagt og krig, men kun med en langsigtet politisk løsning og en markant større civil og humanitær komponent i de fredsbevarende operationer. Det var det budskab MS blev oprettet omkring i 1944, og det er lige så aktuelt i dag. Freden skal bygges op fra bunden med genopbygning, forsoning, og genskabelse af tilliden - den kan ikke skabes fra luften med bomber.

Krisen i Kosova har også på en mere indirekte måde demonstreret verdenssamfundets utilstrækkelighed og inkonsistens når det gælder beredskabet for fred og konfliktløsning. Det altafgørende argument for NATO aktionen i Kosova er det humanitære hensyn. Men mens krigen i Kosova opererer med flygtninge i hundredtusindvis så skønnes det, at over fire millioner mennesker er fordrevne og mere end en million mennesker døde som følge af krigen og sulten i Sudan. Her er ingen NATO aktion, ingen Holbroecke, ingen ekstraordinære bevillinger, ingen international medieopmærksomhed. Som et lille fremskridt i den danske sammenhæng skal det nævnes, at Operation Dagsværk i år vil gå til projekter i det sydlige Sudan i samarbejde med MS. Det kan vi forhåbentligt bruge som et afsæt til en stærkere politisk indsats. Herfra skal der igen lyde en kraftig opfordring til den danske regering om at sætte krisen i Sudan langt højere på både den danske og den europæiske dagsorden.

Lovløshed: Flygtninge og integrationslov

Også i Danmark blev 1998 et kedeligt vendepunkt for de internationale spilleregler. Da vi i MS for godt et år siden startede en kampagne for menneskerettigheder var det med budskabet om at gøre de internationale rettigheder til en løftestang ikke bare for at kræve ytringsfrihed og retfærdige retssager, men også for at fastholde både staten og det internationale samfund på deres pligt til at gennemføre ansvarlige økonomiske og sociale politikker.

De fleste af os tænkte i den forbindelse på det store udland. Nu har vi måtte sande, at det budskab er helt centralt også i Danmark. Selv grundlæggende internationale rettigheder kom under pres i Danmark - i præcis samme år hvor vi skulle fejre dem. Alt gik tilsyneladende i glemmebogen da vi i 1997 havde et af de sorteste år i lang tid når det gælder debatten om flygtninge og indvandrere. Og resultatet udeblev ikke, da vi 1998 fik en ny Integrationslov med meget problematiske bestemmelser.

Et af de største problemer i den nye Integrationslov er indførelsen af den nye introduktionsydelse. Ifølge beregninger af to lektorer fra den Sociale Højskole i København vil den enlige flygtning over 25 år, efter introduktionsydelsen have 47 kr. om dagen til rådighed til mad, personlig hygiejne, vask, tøj, transport osv. Til sammenligning har kontanthjælpsmodtageren 109 kr. til rådighed.

Det er et problem af menneskelige grunde. Det vil skabe en ny gruppe fattige i Danmark. Og det vil uværgeligt give problemer i integrationsindsatsen. Tænk bare på flygtningebørnene som skal gå i danske skoler og institutioner, som bliver mødt med de samme krav til tøj, legetøj, vaner og interesser som alle danske børn mødes med. Og som ikke kan imødekomme dem. Det kan kun give problemer og i værste fald kriminalitet. Med den nye introduktionsydelse sender man, med UNHCRs ord, et meget uheldigt signal om, at flygtningene ikke er lige så meget værd som andre danskere. Det signal er urimeligt, og er samtidig et helt forkert grundlag for at starte en integrationsindsats. Budskabet er: I skal integreres - men vi starter lige med at diskriminere.

Men det er også et problem af juridiske og internationale grunde. For flygtningene, som er en særligt udsat gruppe, er der nedfældet en særlig gruppe rettigheder i Flygtningekonventionen. Den blev vedtaget i 1951, endda på en diplomatisk konference under dansk formandskab (Knud Larsen). Den blev ratificeret af Danmark i 1952 og trådte i kraft i 1954. Danmark har i Flygtningekonventionen skrevet under på at ligestille flygtninge med andre danske borgere, når det gælder sociale ydelser.

Og Danmark har endda bedt FNs Flygtningehøjkommisariat, UNHCR, om at overvåge at landene overholder den. Men trods talrige opfordringer nægtede regeringen i fuld offentlighed at spørge UNHCR til råds, før loven blev vedtaget. Og heller ikke de juridiske eksperter i Justitsministeriet blev bedt om at udtale sig om foreneligheden med Flygtningekonventionen. Derfor tog Mellemfolkeligt Samvirke initiativ til at skrive til UNHCR, og derfor var det MS, der siden modtog svaret fra FN, med en meget klar underkendelse af loven.

Dertil kommer, at stort set samtlige humanitære organisationer, en stribe fagforeninger, Socialrådgiverne og næsten alle danske eksperter har udtalt sig kritisk om Integrationsloven og introduktionsydelsen.

Det massive pres har dog ikke imponeret den danske regering, der har kastet sig ud i en række håbløse og uprofessionelle forsøg på bortforklare og bortvise. I starten var strategien at sammenligne flygtninge med SU-modtagere. Så gik strategien på at påstå at alle flygtninge ville få arbejde. Så var strategien tilsyneladende at Introduktionsydelsen skulle rubriceres under en arbejdsmarkedsydelse. Så prøvede Indenrigsministeriet, at lave kreative beregninger, hvor man decideret snød på vægtskålen og inddrog ting som danskundervisning og etableringstilskud. Og senest, efter at alle disse forsøg er faldet til jorden med et brag, har man anlagt den strategi, at flygtninge jo slet ikke kan sammenlignes med nogen andre danskere. Det er igen er fejlagtigt og helt i strid med bestemmelserne i Flygtningekonventionen.

Under hele forløbet har de ansvarlige politikere argumenteret med at loven skal sikre mod klientgørelsen af flygtningene. Men det argument holder heller ikke. Ifølge en undersøgelse foretaget af Radioavisen fornylig siger over 80% af kommunerne allerede nu, at det er nødvendigt med en række ekstraydelser til flygtningene. Derfor vil de få deres daglige gang på socialkontoret. Resultatet af forsøget på at undgå en klientgørelse af flygtningene kan derfor meget vel blive: Klientgørelse.

På alle måder har strategien være håbløs og vi har gang på gang måtte rive os i håret i fortvivlelse over at man da ikke i den danske regering kan lytte til og forstå argumenter der både menneskeligt og juridisk er så klare.

Det er her vi står i dag. Nu er de første flygtninge kommet på den lave ydelse. De bor nu rundt omkring i Danmark i små boliger ofte uden tv og radio fordi det er for dyrt, uden at kunne deltage i det danske samfund på lige fod med danskerne, uden at kunne føle sig godt modtaget i et af verdens aller rigeste lande. Det er beskæmmende.

Og blandt de mange organisationer har vi har måttet indse at den normale danske procedure med en saglig, åben og demokratisk debat ikke har hjulpet. Dokumentation af diskriminationen og af de mulige følger har ikke hjulpet. End ikke respekten for internationale konventioner har hjulpet. Derfor har 27 danske organisationer nu dannet et slagkraftigt netværk med det ene formål at få loven ændret på to punkter. Introduktionsydelsen og bosættelsespligten. Vi har måttet indse, at vi må optrappe og gøre tingene langt mere systematisk. Jeg håber også, at vi her fra repræsentantskabsmødet kan sende et stærkt budskab til den danske regering: Loven skal laves om nu.

Lovløshed: De internationale handelsregler

Når det gælder de internationale spilleregler i det internationale handelssamarbejde blev det sidste år også deprimerende. Det er deprimerende, at følge den nuværende strid om bananer mellem EU og USA, fordi den så tydeligt viser, at hverken EU eller USA er klar til at indgå i et forpligtende samarbejde i Verdenshandelsorganisationen (WTO).

USA - som aggressivt sagsøger u-landene for brud på WTO reglerne - fastholder sin såkaldte 301 lovgivning som siger, at USA kan og skal gøre præcis, hvad de vil, uanset hvad de har skrevet under på i WTO. EU har siden 1993 helt bevidst trukket tiden ud og undladt at ændre deres bananpolitik selv om den nu, efter den seneste afgørelse der faldt i forgårs, fem gange er underkendt i forhold til WTO reglerne.

Det har også været pinligt, at følge debatten om hormon sagen, hvor EU har skrevet under på internationale standarder, bliver dømt og så igen opfører sig urimeligt. Og hvor den danske landbrugsminister blokerer for en aktiv dansk linie for en mærkningsordning for oksekødet, der ville sikre, at EU kunne overholde sine WTO forpligtigelser i perioden indtil WTO reglerne bliver forbedret.

Det har været pinligt, at følge EU's og USA's implementering af Uruguay Runden. Både når det gælder landbrugsvarer og tøj og tekstiler har EU sneget sig uden om øget markedsadgang til u-landene med uværdige tekniske fifs og kreative beregningsmetoder.

EU's forhold til WTO reglerne er, for nu at sætte det på spidsen, blevet den internationale pendant til Mogens Glistrup's forhold til de danske skatteregler. Devisen er: Man bor i et smuthul, til man finder et nyt.

Det har også været pinligt, at følge reform processen for EU's landbrugspolitik i Agenda 2000. Den meget beskedne reform, der netop er blevet enighed om, er udelukkende vendt mod Østeuropa og USA og ænser ikke u-landene eller de 800 millioner mennesker i verden som er kronisk underernærede et blik.

Det har været pinligt at følge, hvordan EU og USA aggressivt kæmper for retten til at bruge de nye protektionistiske smutveje, anti-dumping og sikkerhedsklausuler, overfor selv fattige u-lande. Det har været pinligt at følge hvordan u-landene sagsøges for brud på den helt urimelige aftale om intellektuelle rettigheder med patenter og copyright bestemmelser. Det har været pinligt, at følge hvordan de fattigste u-lande og de fødevareimporterende u-lande i Marrakech i 1994 blev lovet kompensation for de negative effekter af Uruguay Runden uden, at der er kommet noget ud af det. Det har været pinligt at iagttage, hvordan EU landene gerne til store konferencer stiller sig op og lover helt fri adgang til de mindst udviklede lande, som kun udgør 0.3% af den samlede verdenshandel, uden at det bliver til noget.

Alle disse eksempler er groteske. Mens u-landene tvinges til at overholde deres forpligtigelser til punkt og prikke, ved hjælp af WTO sagsanlæg og en løftet pegefinger fra både de rige lande og fra WTO, Verdensbanken og den Internationale Valutafond, så har EU en hær af bureaukrater og jurister beskæftiget med at finde og skabe smuthuller i WTO aftalerne.

Men det mest groteske er, at EU og USA vender hjem fra det ene WTO møde efter det andet og overraskede fortæller, at u-landene minsandten ikke ville gå med til forslagene om nye bindende regler for miljø, arbejdstagerrettigheder og investeringer. Det er naivt, så det basker.

EU og USA er med alle disse eksempler i fuld gang med at underminere muligheden for at få nye ting på dagsordenen under den nye handelsrunde. Og det er ærgerligt og deprimerende. For der er et kæmpe behov for nye, forpligtende aftaler når en ny stor forhandlingsrunde starter til november. 13 danske miljø- og u-landsorganisationer, heriblandt MS, har i fællesskab formuleret 56 krav til de kommende WTO forhandlinger, krav der sætter den bæredygtige udvikling i centrum fremfor frihandelen.

Det er også ærgerligt, da WTO er en unik organisation, fordi reglerne er bindende og fordi organisationen med tvistbillæggelsessystemet er kommet langt hen imod etableringen af et globalt retssystem. Der er brug for en helt anderledes og visionær tilgang til den kommende forhandlingsrunde. Det er kun EU, der kan gå i spidsen, og det er på høje tid at det sker.

Lovløshed: MAI og krisen i Asien

Mens Pinochet og krigsforbrydere som Rwandas tidligere præsident nu bliver retsforfulgt for brud på internationale spilleregler, så er der et markant politisk tomrum når det gælder internationale spilleregler for transnationale virksomheder. Behovet er ellers mere tydeligt end nogensinde. Frihandelszonerne vælter frem som kræftknuder overalt i verden, og illustrerer behovet for internationale bindende standarder for miljø og arbejdstagerrettigheder. Krisen i Asien har vist hvordan spekulative investeringer, hysteri og kædereaktioner i den internationale finansverden kan være med til på få måneder at ødelægge 20 års fattigdomsbekæmpelse. Begge begivenheder illustrerer, hvor farligt det er ukritisk og hurtigt at overføre neoliberale markedsideer til samfund, der ikke har det bolværk af nationale regler og reguleringer, som vi har bygget op i vesten. Og begge begivenheder udgør et rungende argument for internationale regler.

Men verdenssamfundets respons er udeblevet. Det eneste storstilede forsøg på at lave internationale regler, forhandlingerne om den Multilaterale Investeringsaftale, gik endda i præcis i den modsatte retning: Flere rettigheder for de transnationale selskaber uden at de blev pålagt flere pligter. Og uden mekanismer der kan hjælpe de lande, som rammes af de negative effekter af den økonomiske globalisering.

Kontrasten er slående, hvis man tænker tilbage på tiden lige efter anden verdenskrig, hvor visionære politikere med Lord Keynes i spidsen satte sig for at skabe et verdensomspændende system der kunne modvirke økonomiske kriser, hjælpe de lande som kom i nød og skabe fred gennem økonomisk genopbygning. Krisen i Asien er med rette blevet sammenlignet med 30ernes økonomiske krise i Europa. Men hvor er de internationale visionære politikere der tør sætte en ny dagsorden. En af de eneste vesteuropæiske politikere der turde tale for øget international kontrol, Oscar Lafontaine i Vesttyskland, måtte desillusioneret trække sig tilbage. Og det mest frustrerende var, at aktiemarkederne i New York og London reagerede markant positivt på hans afgang.

Det er tragikomisk, at en af verdens førende finansmænd, George Soros, som har været med til at udløse en række af de internationale finansielle kriser, er langt mere visionær end de politikere, der burde passe på ham. Soros taler imod markedsfundamentalismen og den religiøse bekendelse til de frie markedskræfter. Han anser denne markedsfundamentalisme for værende mere farlig for demokratiet end totalitære regimer. Den mand som har levet af de frie markedskræfter er blevet en af de stærkeste fortalere for at få dem tøjlet med globale regler. Men mange politikere kører rundt i den samme retoriske rille der handler om liberaliseringer og markedsandele på udenlandske markeder. Som forfatteren og forskeren Edward Luttwak, der lancerede begrebet turbokapitalisme, har sagt det: "I stedet for at politikerne påtager sig ansvaret som administratorer af udviklingen, har de overladt teten til økonomiske akrobater, som kontrollerer stadig mere og tjener stadig mere."

Der er dog enkelte undtagelser. Det canadiske parlament har netop, som det første parlament i verden, vedtaget en dagsorden der pålægger regeringen at arbejde for den såkaldte Tobin skat: En international skat på finansielle transaktioner. Men Tobin skatten er ikke den eneste mulighed for både at regulere internationale aktiviteter og skabe automatiske indtægtskilder for det internationale udviklingssamarbejde. Skat på flybrændstof, CO2-udslip, radiobølger, udnyttelsen af Antarktis eller havbunden i internationalt farvand og mange andre ideer har været fremme. Det bliver et af de vigtigste emner i fremtidens debat om det internationale udviklingssamarbejde, og man kan undre sig over hvor det danske folketing og den danske regering bliver af i den debat?

Globale indgreb af den type ville tjene to vigtige formål. De ville genskabe en del af kontrollen med de internationale vare og kapitalstrømme og de ville tilføre det internationale samfund penge til at løse sociale og miljømæssige problemer. Begge dele er helt nødvendigt. Vi skal, for igen at citere Edward Luttwak, "tilbage til en situation hvor økonomien tjener samfundet - ikke omvendt".

MS i Syd

Det fører mig over i vores egen udviklingsdebat. Her har en af de mest opmuntrende elementer i det seneste års debat om globaliseringen været, at vores partnere i syd for alvor er kommet på banen - både på årsmøderne og i de rådgivende bestyrelser rundt omkring i landene.

Det er med til at vise styrken i hele vores MS i Syd strategi. Den styrke blev yderligere understreget gennem udarbejdelsen af og debatten om tre landeevalueringer i 1998: Nepal, Tanzania og Mocambique. De tre analyser har været forskellige i tilgang, metode og konklusioner, og der var bestemt mange kritiske bemærkninger. Men der er en ting som går igen: Partnerskabsstrategien er den rigtige strategi. Der er ingen vej uden om øget initiativ og ansvar i Syd. Der er ingen vej uden om mere selvforvaltning og nærdemokrati i vores programmer. Når det er sagt, er det dog tydeligt, at det er en lang proces, hvor vi nu kan se flere faser.

Den første fase var eufori-fasen. Det var fasen, hvor der var fuld fart på partnerskabsstrategien men uden klare retningslinier, uden formularer, uden de nødvendige redskaber og uden den nødvendige træning. Den fase stødte ind i problemer.

Næste fase kan kaldes formular-fasen. I denne fase blev alt beskrevet, udviklet og nedfældet i detaljer. Der blev lavet partnerskabsdokument-skabeloner, indberetningsskemaer, og tool-kits. Den fase har været både nyttig og konstruktiv. Men også lidt farlig. For de strømlinede dokumenter og de ensartede skemaer har ikke altid passet til den lokale sammenhæng. Og partnere med mange forskellige donorer og samarbejdspartnere blev tynget af de særlige formater og formularer som skulle bruges til MS. Konklusionen blev mange steder at partnerskabsstrategien ikke virkede. Men den konklusion er forkert. Problemet har været at formularerne ikke altid virkede - partnerskabsstrategien var god nok.

Vi er nu i de fleste programmer på vej ind i den tredje fase, som jeg vil kalde fleksibilitets-fasen. Det er en fase, hvor det klart erkendes, at partnerskabsstrategien er den rigtige strategi, men at vi skal være langt mere fleksible i den måde, vi implementerer den på. Det kan vi også tillade os, fordi vores landekontorer, vores partnere og ikke mindst vores udviklingsarbejdere er langt bedre uddannet i partnerskabsstrategien i dag. Derfor behøver vi ikke styre processen så tæt, som vi har gjort. Vi kan lade de 230 partnerskaber blomstre.

Det viser sig også, ved at udviklingsarbejderne nu tydeligt begynder at være mere aktive igen. I de første faser af MS i Syd strategien skete der nok det, at de rykkede for langt tilbage i bestræbelserne på at blive rådgiveren i stedet for initiativtageren. Nu hvor udviklingsarbejderne er bedre forberedt og hvor sikkerheden omkring partnerskabsstrategien er større ser vi en glædelig tendens til at de frivillige bliver mere aktive - også i den politiske dagsorden i MS. Det er godt og nødvendigt.

Det gælder som sagt også vores lokale rådgivende bestyrelser i de enkelte programsamarbejdslande. Da jeg stod her sidste år kunne jeg fortælle om, hvordan det årlige møde med formændene for de rådgivende bestyrelser var forløbet utilfredsstillende i 1997. Det gik galt, fordi vi ikke var klar til at honorere de krav om indflydelse, der lød fra landene. På det samme møde i 1998 var vi bedre forberedt, og resultatet blev et meget opmuntrende møde, hvor vi sammen tog beslutninger og sammen var med til at udvikle vores fælles dagsorden. Det årlige politik møde er dermed blevet et eksempel på, hvordan vi kan samarbejde på tværs af landegrænser og tage flere beslutninger sammen.

Konklusionen fra årets evalueringer og erfaringer er derfor tydelig: Vi skal holde fast i partnerskabsstrategien og fortsætte implementeringen.

MS i Nord

Også når det gælder vores arbejdslejre, ulandsophold og det sociale arbejde i Storbritannien blev 1998 et godt år. Endnu engang har der været stor tilfredshed med aktiviteterne og stor opmærksomhed om dem. MS i Nord er nok det område som giver flest presseklip om begejstrede unge der oplever verden og får venner overalt på jordkloden. Det præger og udvikler de mange deltagere, at få lov til at opleve det fællesskab og den uegennyttighed der kendetegner arbejdslejrene, det sociale arbejde i Storbritannien og mange af vores u-landsophold. Samtidig er hele dette område et af de ældste og mest centrale aktiviteter for MS.

Derfor er det dobbelt ærgerligt, at netop dette område er løbet ind i økonomiske problemer. Den store opgave i de næste år bliver, at skabe et stort sammenhængene program for ungdomsudveksling, lige fra arbejdslejre til studieture og socialt arbejde, og sælge det til de tusinder af unge som hvert år leder efter meningsfyldte rejser.

Ikke mindst katastrofen i Kosova viser, hvordan der mere end nogensinde er brug for at få unge mennesker fra hele verden til at forstå og respektere hinanden som led i en langsigtet strategi for fred og forsoning.

Da MS blev dannet i 1944 var det, som udtrykt af formanden for Aldrig mere Krig Uffe Hansen, fordi man ikke ville nøjes med i ord og gerning at protestere imod krigen. Man ville også være med til at bøde på dens ulykker. Og det gjorde man i perioden efter anden verdenskrig.

Efter krigen i Bosnien og Kroatien reagerede MS reagerede ved at sende over 900 danske frivillige til området i perioden fra 1992 indtil programmet blev lukket alt for tidligt i 1998. Når krigen i Kosova forhåbentligt snart er overstået, skal vi være klar igen, til at deltage med frivillige danskere der kan bidrage til at skabe fred og forsoning gennem kulturmødet og det mellemfolkeligt samvirke.

Oplysningsarbejdet

Kulturmødet - mødet, debatten, dialogen mellem mennesker - har også fået ny aktualitet i lyset af den kulturelle globalisering og ensretning, som vi skal diskutere i eftermiddag. Det er et af de områder, der har været fokus på i oplysningsarbejdet i det sidste år - blandt andet med udgivelsen af bogen Global Etik - også kaldet kulturens Brundtlandrapport.

Det afspejles også i det reviderede globaliseringsudspil, hvor afsnittet om den kulturelle globalisering er udvidet kraftigt - især efter en kritisk kommentar fra en globaliseringsstrudiekreds under MS København.

Vi argumenterer nu, at den kulturelle globalisering mere er et resultat af magtkoncentrationen i globale medie- og produktionsvirksomheder end af befolkningernes eget ønske om at opgive deres kulturelle identitet og mangfoldighed. Vi har bevæget os fra et militært-industrielt kompleks til en medie-financielt kompleks.

Resultatet er en stigende ensretning. Af frygt for lave seertal har de nationale og transnationale tv-stationer fyldt sendefladen op med discountproducerede shows, overfladiske nyhedsudsendelser, quizshows og reklamer. Alverdens tv-programmer er således komme til at ligne hinanden mere og mere. Også inden for musikbranchen, filmindustri og forlagsvirksomhed ligner produkterne hinanden mere og mere. Bogforlagene fokuserer i stigende grad på bestsellere der med garanti skaffer penge i kassen. Der laves ikke så meget PR for smalle bøger og de ryger hurtigere fra lageret til makulatoren.

I det mediebillede er der endnu mere brug for en oplysningsindsats der kan vende verden på hovedet. Der kan formidle det anderledes, der kan trække de svageste grupper og de fattigste lande frem i mediebilledet. Den rolle har MS' oplysningsarbejde udfyldt i det sidste år. Der har været mange gode projekter og initiativer og ikke mindst et relanceret KONTAKT har formået at styrke oplysningsindsatsen. Og lanceringen af foredragsprogrammet Levende ord skal være med til at fastholde den levende og personlige formidling i en verden der præges af formidling gennem elektroniske kabler og satellitter.

Det lokale arbejde

I det forløbne år har vi også haft mange debatter om medlemsarbejdet. Det er tydeligt, at der er en generel medlemstræthed i Danmark, og kun med en medlemskampagne er det lykkedes at holde medlemstallet omkring 5000. Dertil kommer, at nogle regioner har følt, at aktivitetsniveauet har været vigende. Der er mange forklaringer.

En af de vigtigste er nok at danskerne vil være uafhængige og ikke binde sig til at støtte bestemte organisationer gennem et medlemskab. Derudover er der en tendens til at fokusere på det smalle i stedet for det brede, og det rammer især organisationer som MS med en bred politisk og praktisk dagsorden. Folk vil have pandabjørne og faderskaber i stedet for miljø og udvikling.

En anden faktor er internettet med dets brede vifte af aktiviteter og tilbud og muligheden for at vælge til og fra uden forpligtende medlemsskaber.

En tredie tendens er, at folk i disse år bevæger sig væk fra det mange kalder gammelpolitiske skel og over til de nypolitiske skel. De klassiske højre-venstre skel udviskes tilgengæld for nye brudflader når det gælder emner som globalisering og miljø. Det vil give os problemer i MS, hvis vi hænger fast i gammelpolitiske skillelinier, men det giver os nye muligheder, hvis vi formår at sætte en nypolitisk dagsorden. Det er en anden grund til at vores globaliseringsdebat er vigtig.

Når det er sagt, så er der ingen grund til at blive sortseer når det gælder medlemsarbejdet. I frivilligt arbejde vil der altid være opture og nedgange. Og faktisk har der, som det fremgår af den flotte beretning fra det lokale arbejde, været mindst lige så mange aktiviteter i regioner som tidligere. Der har igen været et væld af debatter, konferencer, happenings, udstillinger, seminarer, udvekslinger, kom-godt-afsted-møder og velkommen-hjem arrangementer. Det er en opløftende succes som skyldes en række faktorer. En af de vigtige er den større økonomiske frihed for regionerne sammen med det større råderum. En anden vigtig forklaring er en stærkere sekretariatsforankring med MS-konsulenterne. En tredje forklaring er, at vi giver flere tilbud til regionerne og lokalgrupperne end tidligere blandt andet i form af Global Brainstorm, oplysningskampagner og i kraft af et mere tydeligt politisk arbejde med politikpapirer og synlige kampagner. Og endelig så er det lykkedes at styrke Nord/Syd samarbejdet, hvor der i dag sker mere end nogensinde før.

Det viser også lidt om vejen frem. Fremtidens aktiviteter vil nok være mere flygtige end præget af det lange seje træk. De vil være mere snævre omkring "faderskaber" og "enkeltsager" end de vil være brede og politiske. Men her kan vi blandt andet bruge vores ideer om Nord/Syd samarbejder, der kan tilbyde folk at deltage i noget mere fokuseret og enkelt, uden at de dog mister kontakten til det brede og det komplicerede. Det kan vi styrke gennem endnu bedre forberedelse og træning af udviklingsarbejderne i informationsarbejde og i etableringen af Nord/Syd samarbejde.

Derudover skal MS som organisation blive bedre til at indgå i netværk med mange andre aktører i ind og udland. Det vil skabe en bredere gennemslagskraft for vores ideer og budskaber.

Endelig vil der være mere fokus på de nye medier og ikke mindst på internettet. Det betyder, at vi skal tilbyde langt flere "virtuelle-aktiviteter": aktivitetstilbud gennem internettet. Et eksempel i det forgange år var den massive og succesrige NGO kampagne mod den Multilaterale Investeringsaftale som kørte med brug af emails, hjemmesider, listservere og diskussionsfora. Et lille eksempel fra MS' egen verden er den email kampagne for fred i Kosovo som Anders Brandt fra Augustenborg satte i gang på MS' hjemmeside - der i det sidste år har udviklet sig til en af de mest levende, dynamiske og spændende hjemmesider blandt de danske organisationer.

Det er nogen af stikordene for fremtidens folkelige forankring - netværk, Nord-Syd samarbejder og internet-aktiviteter. Men det er noget vi i de kommende år skal bruge meget tid på at diskutere, analysere og udvikle. Grundlaget får vi, når der her til efteråret starter en gennemgribende ekstern evaluering af livet og arbejdet i regionerne.

Globalisering

Alle eksemplerne på snigende international lovløshed. Alle eksemplerne på manglende internationale regler. Og alle eksemplerne fra vores egne programmer og aktiviteter viser hvorfor vores globaliseringsdebat er så vigtig.

Debetten er også vigtig fordi der stadigt er utallige eksempler på at fremtrædende danske og europæiske politikere glemmer hensynet til de internationale regler. Hormonsagen i WTO er fortsat en af de bedste lakmusprøver på politikernes internationale profil. Senest har Socialdemokratiets spidskandidat til EU parlamentet Torben Lund udtalt, at Danmark skal stå fast i afvisningen af hormonkødet. Hvad Torben Lund måske ikke ved er, at det er EU som har været drivkraft i udformningen af de regler, som sagen er afgjort efter. Det får en til at tænke på den gang hormonsagen kom frem og den europæiske landbrugskommissær Franz Fischler udtalte, at EU ikke havde tænkt sig at følge afgørelsen. Det fik den europæiske udenrigskommissær Leon Brittain til at præcisere, at det Franz Fischler mente var, at EU selvfølgeligt overholder internationale regler. I forhold til både Torben Lund og fødevareminister Henrik Dam Kristensen er der efterhånden brug for en lignende præcisering - og for at vende tilbage til integrationsloven så ville det ikke skade hvis indenrigsminister Thorkild Simonsen hørte på imens.

Omvendt så skal justitsminister Frank Jensen omvendt have ros for nu at nedsætte et udvalg der skal se på muligheden for at gøre internationale FN konventioner til en del af dansk lov - lige som det er sket med den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er et opmuntrende og helt nødvendigt initiativ, der kan styrke de internationale rettigheders status ved de danske domstole.

Vores globaliseringsdebat har bestemt været en aktiv debat i både Nord og Syd. Vi kan her på repræsentantskabet fremlægge resultatet fra det første halvandet år.

Og der er mange ændringer, tilføjelser og udvidelser. En af de klare budskaber fra den debat er, at der samtidig med en politisk globalisering, er et lige så stort behov for en politisk lokalisering. Det er en pointe som blandt andet er fremført af Anil Agarwal fra det indiske Center for Videnskab og Teknologi, og som er særligt vigtig i et land som Indien. Men den gælder også i Europa. Nationalstaten er relativt uinteressant med mindre den, som det er tilfældet i Danmark, omslutter en gruppe mennesker der af historiske, geografiske, sproglige eller religiøse årsager føler sig i et stærkt fællesskab.

Pointen med den politiske lokalisering trækker paralleller til både sidste års Global Brainstorm tema om Menneskerettigheder og Demokrati og dette års tema om Demokrati og Civilsamfund. Den politiske globalisering kan og vil kun fungerer hvis de politiske beslutninger balanceres af et aktivt civilsamfund. Og den politiske lokalisering og nærdemokratiet kan let føre til magtmisbrug og tyranni, hvis det ikke balanceres af internationale menneskerettigheder, demokrati og eksistensen af et stærkt civilsamfund

Demokrati og civilsamfund

Både den politiske globalisering og den politiske lokalisering gør dermed årets tema i MS, demokrati og civilsamfund, ekstra vigtigt. Ud over at formidle vores vision om et aktivt og repræsentativt civilsamfund som forudsætning for en stabil demokratisk udvikling - både nationalt og globalt - er det også nødvendigt at se os selv efter i sømmene. Hvordan kan vi forbedre demokratiet og deltagelsen i MS, så vi ikke helt slipper fodfæstet i den politiske globalisering? Hvordan kan vi styrke den demokratiske indflydelse for vores partnere? Og hvordan kan vi blive bedre til at stille krav både til os selv og til vores partnere? At vi kommer nærmere på at besvare de spørgsmål er en forudsætning for, at vi kan stille de helt nødvendige krav om øget åbenhed og deltagelse både i de lokale, nationale, regionale og globale politiske processer. Den opgave håber jeg I alle vil være med til at løse i 1999.

De indre linjer

Endelig vil jeg knytte en kommentar til det, man kan kalde de indre linjer. Når man læser den skriftlige beretning igennem og beretningen fra regionerne, bliver man endnu engang imponeret over omfanget og mangfoldigheden af aktiviteter i det globale MS-hus. Det vidner om et hus, hvor medlemmer, medarbejdere, udviklingsarbejdere, udvekslingsdeltagere og partnere har meget at byde på og byder sig selv meget, ofte mere end man kan forvente, og ofte mere end MS er i stand til at honorere.

Vi forsøger med vores udspil til Arbejdsprogram 1999-2001 at fokusere energien, så vi får det maksimale ud af vores ressourcer, både de finansielle og de menneskelige ressourcer. Det er ikke blot sekretariatets ansvar, men også det politiske systems ansvar.

Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at der i de kommende år bliver behov for at fokusere endnu skarpere på sammenhængen mellem visioner og ambitioner og tilgængelige ressourcer. Realiteten er, at vores samlede administrationsbudget ikke stiger i samme takt som lønninger, huslejeudgifter, porto, osv. - og slet ikke i takt med de ønsker vi har om flere ressourcer til medarbejderuddannelse, edb-investeringer, mm.

Derfor har forretningsudvalget i januar bedt sekretariatet om at udarbejde en langsigtet strategi for prioritering af især de midler, der er til rådighed på lønbudgettet. For uanset hvor meget vi som politikere har lyst til at koncentrere os om politik og ideer, så er det også vores ansvar at sikre, at MS som forening udvikler sig såvel økonomisk som organisatorisk bæredygtigt. Vi har hver især foreningen til "låns" i en periode - og vi er derfor ansvarlige for at aflevere den i god stand.

Solidaritet 2000.

Det var lidt om de mange udfordringer, vi står overfor, men også om de mange udfordringer vi tager op. Det er min fornemmelse, at vi tør mere, vil mere og kan mere. Det er blandt andet baggrund for, at vi har lagt op til, at vi næste år kaster os ud i en stor samlende aktivitetsuge, Solidaritet 2000, for hele MS systemet. Fra Nepal til Lesotho og til Guatemala. Fra udviklingsarbejdere og arbejdslejrdeltagere til ansatte og aktivister. Formålet med den uge er at sætte en fælles dagsorden om solidaritet og globalisering for det næste århundrede. Den dagsorden er vi ved at være godt rustet til at sætte.

Solidaritet 2000 vil samtidig blive en del af vores egen lille globalisering. Og det er en stor og spændende udfordring. Alene det, at vi kan tage initiativet viser, at vi er kommet langt, og at båndene mellem civilsamfundet i forskellige lande styrkes markant i disse år. Det er udfra de bånd at fremtidens verdenssamfund skal skabes. Så på trods af de mange negative tendenser det sidste år, vil jeg forsøge at ende i en positiv ånd med troen på,

-at det i 1999 vil lykkedes at få genskabt optimismen, når det gælder de globale spilleregler,

-at vi i MS kan bevare dynamikken og fremskridtet i vores aktiviteter,

-og at vi i fællesskab kan sørge for, at vi får et brag af et møde næste år i juni.

Til sidst vil jeg gerne takke jer alle for godt samarbejde i årets løb. Tak til styrelsen og udvalg for godt og konstruktivt samarbejde, tak til sekretariatet for en solid og professionel indsats i et år der har budt på mange omvæltninger. Tak til vores partnere - i både syd og nord for aktivt med og modspil. Og tak til alle de aktive for den store frivillige indsats de - og I - har lagt i årets løb.

Det er alle jer, der tilsammen skaber det MS, vi godt kan tillade os at være en lille smule stolte af. Tak

Christian Friis Bach