Atlanterhavskysten – det andet Nicaragua

Atlanterhavskysten i Nicaragua er en kulturel ocean af sprog, hudfarver, religioner og skikke, som man ikke ser ved Stillehavskysten – eller andre steder i verdenen. Ramaer, garifunaer, kreoler, mayangnaer, miskitoer og mestizer bebor det skov- og flodrige område, som dækker næsten halvdelen af landets territorium, men som bebos af mindre end 10 pct. af befolkningen.

Broget bybillede: I Bluefields, hovedstaden i RAAS, mingler først og fremmest  kreoler, miskitoer og mestizer. Foto: Erika Brenner

Atlanterhavskystens omskiftelige historie

Politisk har området – i dag delt op i RAAN, den nordlige autonome region og RAAS, den sydlige ditto – haft mange tilhørsforhold og det nyeste er båndene til centralregeringen i hovedstaden Managua.

Området var oprindeligvis beboet af miskitoer, ramaer og mayangnaer, som gav Columbus og hans efterfølgere hård modstand. Dette gjorde kysten desto mere attraktiv for engelske og hollandske sørøvere, der lurede på forbipasserende spaniere fra kystens mange små bugte og kanaler. Området har stadigvæk levn fra denne tid; bl.a. lagde en hollandsk pirat navn til RAAS´ hovedstad, Bluefields.

I 1700-tallet blev området brittisk protektorat og de lokale blev sendt langt ind i landet for at bekæmpe spanierne, der havde koloniseret Stillehavskysten. Parterne underskrev en fredsaftale i slutningen af 1700-tallet, men englænderne forlod ikke kysten før i 1860. I mellemtiden invaderede tyske missionærer og i dag er en stor del af befolkningen protestanter – i kontrast til Stillehavets overbeviste katolikker. Da englænderne forsvandt, tog USA over med banan- og træhandel.

I 1894 gjorde Nicaraguas præsident Jose Santos Zelaya det første forsøg på at samle begge kyster i ét Nicaragua. Men det handlede mere om at vise muskler end om vitterligt at integrere Atlanterhavskysten med den rigere Stillehavskyst, med sin langt større befolkning.

Stillehavet dræner Atlanterhavskysten

Et eksempel på den manglende integration var, at skatter blev drevet ind ved Atlanterhavet – men pengene gik til Stillehavet. Og sådan har det været lige siden. Stillehavet dræner Atlanterhavskysten for bananer, mineraler og ædeltræ og giver systematisk koncessioner til nationale og internationale pengestærke firmaer til at udnytte naturrigdommene.  Men lidet er kommet kystbefolkningen til gode: fattigdommen er steget og korruptionen er øget.

De sidste 15 år er narkotika desuden kommet på banen. Kokain dumpet fra colombianske speedbåde på flugt fra narkopoliti er en ny, velkommen indkomskilde for den fattige kystbefolkning – i henhold til nogle kilder er narkotikaen i dag Atlanterhavskystens vigtigste indkomst.

Autonomi til Atlanterhavskysten: Flot i teorien, svær i praksis
Da sandinisterne kom til magten i 1979 hilste kystbeboerne ikke ”befrielsen” velkommen. De var stort set blevet overladt til sig selv under Somozastyret og det som hovedstaden Managua beskæftigede sig med, var som nyheder fra et andet land.

Samtidig var en øget bevidsthed om etniske minoriteters rettigheder kommet på den globale dagsorden, hvilket også påvirkede Atlanterhavskystens selvbevidsthed. Så da sandinisterne prøvede at pådutte især miskitoindianerne deres styreformer, mødte de hård modstand. De forskellige etniske grupper gik sammen i en politisk gruppe kaldet Misurasata i forsøg på at danne front mod – og forhandle med - sandinisterne. Efter års konfrontationer og forhandlinger mellem parterne erklærede sandinisterne i 1987 Atlanterhavskysten for autonomt, opdelt i RAAN, den nordlige autonome region og i RAAS, den sydlige autonome region, ratificeret i loven om autonomi.

 Kystbeboerne betragtede loven som en sejr og på tegnebrættet ser den flot ud: den garanterer minoritetesbefolkningerne totalt selvstyre, den tillader dem at tale deres oprindelige sprog, at bruge deres fællesjorde og giver større indflydelse på udnyttelsen af egne naturressourcer.
Men det har knebet med viljen og ressourcerne til at føre lovens intentioner ud i livet, og for kystbefolkningen har det været en stadig kamp at få overført økonomiske ressourcer til at give de smukke hensigtserklæringer indhold. Et af de største problemer har været jordspørgsmålet; det har været svært at lave regler for de indfødtes ret til skøde på jord, som de mener de har kollektiv ret til.

De autonome regioners styreformer er også indskrevet i loven. Hvert fjerde år vælger RAAN og RAAS regionale råd med 45 medlemmer. Hvert råd udpeger en koordinator som automatisk bliver medlem af Nationalforsamlingen .

De sidste fire regionale valg er blevet vundet af de liberale i RAAS og af sandinisterne i RAAN. Men interessen i de regionale valge er dalende . I 1990 undlod  22% at stemme, i 1994 26%, i 1998 hele 48% og i 2002 holdt 62,49% sig væk fra valgurnerne.  

Den manglende interesse skyldes formodentlig, at befolkningen ikke mener, de regionale råd har levet op til deres forventninger, de taler ikke Atlanterhavskystens sag, men flirter med Stillehavskysten. Befolkningen er heller ikke glad for indblanding fra centralregeringens side eller for de store nationale partiers tilstedeværelse. De er autonome regioner - det andet Nicaragua. Og det ønsker de at forblive.

De ældres råd, miskitoindianernes øverste organ, eksisterer mange steder parallelt med, eller er integrereret med, de formelle styreformer. Foto: Erika Brenner

Informe Pastrán