MS' høringssvar om bæredygtig udvikling

Miljøstyrelsen Strandgade 29 1301 København K Att. Helle Pilsgaard Fax 32 66 04 79

15. maj 2001

14. maj 2001

MS’ høringssvar vedr. "Danmarks Strategi for bæredygtig udvikling"

Hermed følger Mellemfolkeligt Samvirkes høringssvar til den af regeringen fremlagte strategi for bæredygtig udvikling.

Som bekendt er MS medunderskriver af 92-Gruppens høringssvar. En række af de synspunkter, vi fremlægger, vil derfor være en gentagelse, samtidig med at vi peger på en række mere specifikke forhold, som vi mener kan bidrage til at styrke regeringens strategi.

Overordnet er det MS’ opfattelse, at det er svært at få øje på det nye og banebrydende i det fremlagte forslag til Danmarks Strategi for bæredygtig udvikling. Især forekommer det os, at der mangler en sammenhængende vision i et større tidsperspektiv, og i særdeleshed mangler der konkrete målsætninger med tilhørende klar ansvarsfordeling.

I det følgende vi vi første kommentere den globale vinkel, derefter knytte nogle kommentarer til forståelsen af begrebet ’bæredygtig udvikling’, derefter pege på en række mindre konkrete forhold, og endelig se nærmere på spørgsmål omkring WTO og ’det globale kompromis’.

Vi håber, at høringssvaret kan bidrage til at styrke det videre arbejde med den danske strategi.

Med venlig hilsen,

Bent Nicolajsen
Formand

Bjørn Førde
Generalsekretær

 

Den globale vinkel

Den internationale og globale dimension fylder for lidt i rapporten. Når den er med, er det mest i form af et appendiks, selvom det flere steder understreges, at både kampen mod fattigdom og kampen for et bedre miljø går på tværs af alle sektorer og landegrænser.

Vi er naturligvis helt på det rene med, at dette er Danmarks nationale strategi for bæredygtig udvikling. Men det ville være fint at sende et stærkt signal om, at det på disse områder simpelthen ikke lader sig gøre at adskille det nationale og det globale niveau, hvilket Danmark ved mange lejligheder siden Rio har gjort opmærksom på.

MS finder det fornuftigt at lade en national strategi tage udgangspunkt i globaliseringen, der er et grundvilkår for bestræbelserne for en bæredygtig udvikling, i Danmark såvel som i resten af verden. Nok har regeringen forpligtet sig til at lave en national strategi for bæredygtig udvikling, men her ville det klæde regeringen at holde lidt mere end den har lovet.

For i de ti år, der snart er gået siden konferencen i Rio, er globaliseringen i stigende slået igennem som vilkår og forståelsesramme. Derfor kunne vi godt tænke os, at strategien i højere grad tog udgangspunkt i at analysere og lægge strategi for Danmarks rolle som aktør i forhold til at fremme bæredygtig udvikling i en globaliseret verden. Det handler selvfølgelig om de problemstillinger, som er omtalt i strategiens nuværende internationale afsnit, men også om mere end det.

Det handler for eksempel om Danmarks økologiske fodaftryk ude i verden. Her kunne man lade sig inspireret af Sverige, hvor de fx har haft seminarer med debatter om hvor mange svenskere verden kan holde til. Noget lignende skulle vi måske kaste os ud .

Det er vigtigt, hvad vi gør i vores del af verden. Men de vilkår, som de fattige lande har for at slå ind på en mere bæredygtig udviklingsstrategi er også afgørende for vores muligheder for at opnå bæredygtig udvikling i Danmark.

Her er et par eksempler, der illustrerer relevansen af at tænke de forskellige dimensioner sammen:

 Den danske regering, og den seneste forespørgselsdebat i Folketinget, har flere gange antydet, at vi bliver nødt til at kigge på det internationale patentsystem, som især er regelbundet i TRIPs aftalen under WTO. Vi håber, at den danske regering tager dette emne alvorligt, selvom det endnu ikke nævnt i strategien. En revidering af TRIPs aftalen vil få betydning for dansk industri, og det bør derfor nævnes, at det er en stærk dansk mærkesag at forpligte industrien på en involvering i teknologioverførsel til u-landene, og at metoderne for samarbejdet mellem stat og industri skal udvikles. Teknologioverførslen skal blive mere effektiv og planlægges, så den på sigt også bliver til fordel for dansk industri. 
 Det samme kunne i høj grad også være relevant i forhold til landbruget. Fx står der på side 55, at EU har indført "Everything but Arms", men det er jo desværre forkert, fordi det endte med at blive et "Everything but Farms" forslag, grundet modstand fra det europæiske landbrug, herunder det danske. 
 Der tales flere gange om at involvere den danske befolkning i processen, at højne vidensniveauet med videre. Men der er meget få bud på, hvordan det i praksis skal gøres. Hvorfor har regeringen fx. ikke sigtet højere og foreslået et langt sejt træk under overskriften ’Global undervisning’, hvor man netop på nationalt niveau sikrer sammenkoblingen af det lokale, det nationale og det globale niveau? Blandt andet gennem fokus på sammenhængen mellem miljø, fattigdom og globale sammenhænge frem for den mere traditionelle ulandsoplysning. 

Sidstnævnte forslag skal bl.a. ses på baggrund af, at vi i Danmark har haft u-landsoplysning i 40 år. Denne oplysning har naturligvis udviklet sig meget i løbet af perioden, men der er nu brug for at omtænke hele dette område. Danske børn og unge skal have global kompetence – som mennesker, som arbejdskraft og iværksættere, og ikke mindst som medborgere.

Fokus på bæredygtig udvikling
På trods af titlen er fokus i strategien i overvejende grad på de deciderede miljøaspekter og inddrager ikke gennemgående de andre aspekter af bæredygtig udvikling. Således er fattigdomsbekæmpelse lokalt og globalt kun i lille grad integreret i visionerne, selvom muligheden for at vælge at handle bæredygtigt konkret er afhængig af nationers og individers økonomiske vilkår. Forud for FN’s konference om de mindst udviklede lande støtter de rige lande i gennemsnit de 49 mindst udviklede lande i verden med 0.05 % af deres BNP i udviklingsbistand.

Strategien gør meget ud af at fortælle, hvordan EU kan benyttes til at fremme miljøet, men kun meget lidt om EU som spydspids i bekæmpelse af verdens fattigdom, som et middel til at gøre en bæredygtig udvikling mulig - også udenfor EU.

Det kan måske synes naturligt, at en dansk national strategi ikke fokuserer på international fattigdom. Men problemet er, at en bekæmpelse af fattigdommen kræver en indsats fra alle sektorer i Danmark, og at bekæmpelse af verdens fattigdom er en forudsætning for at komme videre med miljøet.

Måske er det allervigtigste i 2002, at vi holder fast i konklusionen fra 1992 om at vi ikke kan løse vores miljøproblemer uden at løse såvel fattigdommens som rigdommens problemer. De sidste ti år har vist, at nøglen til de internationale aftaler ligger gemt i et globalt kompromis, hvor vi alle, også ulandene, begynder at tage miljøet alvorligt. Og at vi i de rige lande begynder at tage fattigdomsproblemerne alvorligt. Det er derfor også helt afgørende, at Danmark fastholder bistandsprocenten – blandt andet for at kunne lægge pres på den mere fodslæbende del af den rige verden.

Det globale kompromis
Miljøministeren taler ofte og varmt om det globale kompromis, men tanken er ikke gennemgående i regeringens udspil. Således står der på side 51, afsnit 3:

"Danmark vil gå foran ved at sætte handling bag ordene….den internationale bistand vil blive udbygget. Sammenhængen mellem udviklings-, miljø, og handelspolitik vil blive sikret."

Det er fint, men ikke detaljeret nok, og det fremmer derfor ikke egentlig handling. Det er vigtigt at Danmark yder bistand, men det er endnu vigtigere at Danmark yder sit til at gøre udviklingen af de fattige lande bæredygtig og fordelingen af alle slags ressourcer mere retfærdig.

Derfor bør fokus i dette afsnit være på detaljerne i sammenhængen mellem miljø, handel, sociale aspekter og udvikling. Og på hvordan Danmark vil arbejde for et globalt kompromis i de kommende internationale forhandlinger. Det globale kompromis bør være grundtanken bag Danmarks strategi for bæredygtig udvikling og indsatsen fra det danske EU-formandskab i forbindelse verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Sydafrika til næste år. Nedenstående er et bud på nogle af de grundlæggende faktorer, som bør indgå:

Alle lande forpligter sig til:

 At gennemføre reelle miljøforbedringer igennem implementeringen af en national strategi for bæredygtig udvikling. 
 At sikre, at en kommende vækst bliver bæredygtig og lever op til alle konventioner. 
 At overholde FN’s charter om menneskerettigheder og ILO’s grundlæggende arbejdstagerrettigheder. 
 At udjævne ekstreme sociale og miljømæssige uligheder, så kampen for en bæredygtig udvikling på internationalt plan også støttes på nationalt og regionalt plan. 
 At samarbejde om at opnå fælles fremskridt ved international forhandling, og derved bl.a. sikre et globalt system til overvågning af overholdelsen af aftaler og sanktionsmuligheder. 
 At inddrage hele deres respektive befolkning i planlægning og gennemførelse af samfundsudviklingen. 
 At arbejde på at opbygge en effektiv statsforvaltning. 
 At bekæmpe korruption. 

Den rige del af verden forpligter sig til:

 At støtte bekæmpelsen af fattigdom gennem mere og bedre bistand til de fattigste lande både bilateralt og gennem multilaterale organisationer; massiv teknologioverførsel; gældslettelse og gunstige handelsaftaler, - både bilaterale, regionale og gennem WTO. 
 At støtte opbyggelsen af et bedre miljø og en bæredygtig udvikling i udviklingslandene. Dette indebærer støtte til både institutionel, organisatorisk og teknologisk kapacitetsopbygning. Denne støtte skal også fokusere på de sociale faktorer, der er grundlæggende for individers og nationers mulighed for at vælge en bæredygtig udvikling. 
 At arbejde for at ændre egne forbrugsmønstre, dels gennem effektivisering og dels gennem fastsættelse af et loft for forbrug, baseret på økologiske hensyn, social retfærdighed og rimelighed. 

Den fattige del af verden forpligter sig til:

 At prioritere grundstene i en bæredygtig udvikling, - miljø, uddannelse, sundhed, fattigdomsbekæmpelse og social lighed. 
 At sikre sammenhæng mellem national politik og internationale konventioner og aftaler. 
 At sikre lokalt ejerskab og civilsamfundsdeltagelse bl.a. ved at promovere pluralistiske og decentraliserede politiske systemer, gennem bedre vilkår for folkelig deltagelse og evt. nødvendige institutionelle reformer. 

Som det fremgår, er kernen i det globale kompromis, at alle lande forpligtee sig til at efterleve de eksisterende konventioner og at de rige lande gør det muligt for de fattige lande at overholde deres forpligtelse.

Konkrete kommentarer:
s.1: afsnit 6 om økonomisk fremgang:

"En global bæredygtig udvikling betyder, at vi skal opnå økonomisk fremgang og bedre forhold også for de svage og de fattige i alle dele af verden". Også bør ændres til især, og afsnittet kunne måske også kort pege på, at den udvikling, som industrilandenes økonomiske overtag bygger på, bærer hovedansvaret for en stor del af de miljømæssige problemer verden står overfor i dag.

s. 2 om "ægte opsparing":

Begrebet "ægte opsparing" er ikke uden videre meningsfuldt. Hvordan værdisætter man fx sociale og miljømæssige ressourcer? Ægte opsparing kan benyttes som en ledetråd for hvordan det går med den bæredygtige udvikling, men det er et dårligt specifikt mål for bæredygtighed.

s. 2 pkt. 2 om Kyoto:

Mht. Kyoto-protokollen og udledningen af drivhusgasser ville det klæde strategien at nævne hvorledes Danmark påtænker at påvirke den internationale proces, så flere af de stærkt belastende lande (fx. USA) også tager klimaproblemet alvorligt.

s. 3: afsnit 3 om kulturmiljø:

Den sidste sætning om at vi skal værne om vort kulturmiljø er noget løsrevet. Hvis kulturmiljø? Gammeldansk/Nydansk kulturmiljø? Skal det med, skal det ordentligt med – med en konkret beskrivelse af hvad der menes og hvordan det planlægges at holde fast i noget så ikke-statisk som kultur.

s. 3: afsnit 4 om fremskrivninger:

Det siges, at "Fremskrivninger viser en øget, global befolkningstilvækst og stigende økonomisk velstand også i ulande." Disse fremskrivninger må være meget afhængige af de næste års internationale politiske beslutninger – og af implementeringen af såvel gamle som nye aftaler om fx handel/markedsadgang, patenter og bistandsprocenter. På nuværende tidspunkt er tendensen nærmere, at de fattige lande bliver fattigere og de rige rigere.

s. 3: sidste afsnit om bistanden:

Det siges, at "Danmark vil derfor fortsat prioritere den multilaterale og bilaterale bistand til ulande og østlande... ". Denne prioritet kan vi ikke være uenige i, men det er ikke nok. Danmark (og EU) må også fokusere endnu mere på at fungere i reel alliance med de fattige lande i forhandlinger om WTO aftalerne, Kyoto-aftalen, Financing for Development og Rio+10 (World Summit for Sustainable Development).

s. 7: afsnit 2 om "et markant øget forbrug..":

Det er nødvendigt at ændre de rige landes befolkningers opfattelse af hvad et godt liv er. I Danmark, såvel som i resten af den industrialiserede del af verden, må vi ændre vores forbrugsmønstre, dels gennem effektivisering og dels gennem fastsættelse af et loft for forbrug, baseret på økologiske hensyn, social retfærdighed og rimelighed. Dette område kræver både nye administrative værktøjer og en stor indsats for folkeoplysning.

s. 7 sidste afsnit om at "omsætte strategien til konkrete mål og konkret handling":

Det er vi helt enige i. Spørgsmålet er: hvornår det skal ske?

s. 10, afsnit 4 om handel med fødevarer:

Her står, at "globalt vil en række lande fortsat presse på i WTO for en global liberalisering af samhandelen med fødevarer". Men hvordan vil Danmark konkret støtte u-landene i denne sag? Hvad er strategien for partnerskab og alliancer her?

s. 11, om fødevaresikkerhed:

En vis form for etik i produktionen af fødevarer bør også udvikles/tilstræbes. Således er det fx dybt u-etisk (og farligt viste det sig) at fodre kvæg med artsfællers knuste knogler.

s. 13, afsnit 5 om forureneren-betaler-princippet:

Det ville klæde udspillet at tage noget hårdere fat på dette meget gamle løfte. Hvornår skal princippet træde i kraft? Hvordan skal det administreres og effektiviseres? Og hvem skal gøre det?

s. 14, afsnit 7 om genteknologiske fødevarer:

Den direkte betydning for miljøet er helt central, som dette afsnit også klart siger. Men diskussionen om GMO’er handler også om deres specielle nu-og-her værdi i u-landende, der må tænke på om der er nok fødevarer før de kan overveje de sikkerhedsmæssige aspekter af dem. Hvordan takler vi det?

s. 20 næstsidste afsnit om det 21. århundrede:

Det er ikke nok at bryde sammenhængen mellem økonomisk vækst og miljøbelastning. Erfaringen er jo, at væksten udligner den sparede miljøbelastning lige så hurtigt som nye løsninger kommer frem. Skulle de fattige dele af verden nå det samme økonomiske stade som Danmark, ville én jord ikke være nok til os alle – på trods af nok så meget afkobling. Det er nødvendigt at ændre fokus fra at økonomisk vækst som det eneste der holder hjulene i gang. Det er udfordringen i det 21. århundrede.

s. 23, næstsidste afsnit om samtænkning af sektorer:

Dejligt at se, at det er med. Men det bør være en langt mere gennemført og konkretiseret del af strategien, og ikke bare på trafikområdet.

s. 27, andet afsnit om CO2:

"Det er regeringens pejlemærke, at CO2-udledningen skal halveres inden 2030". Et "pejlemærke" er ikke nok. Det skal gøres til et fast mål – og også gælde de andre klimagasser.

s. 32, afsnit 4 om turisme:

"Den internationale turisme påvirker mulighederne for at opnå en bæredygtig udvikling". Her bør udtrykket påvirker ændres til modvirker.

s. 37, sidste afsnit om GMOer:

" en stigende udfordring er forekomsten af genmodificerede organismer og ….". I den forbindelse bør det være en dansk prioritet at sikre at biodiversitetskonventionen får klar præcedens i forhold til fortolkninger af WTO’s aftale om handel med intellektuelle rettigheder (TRIPs).

s. 41, sidste afsnit om ozonlaget:

"Nedbrydningen af ozonlaget må standses…….. ". Dette kræver en forstærket international indsats – både politisk og på teknologioverførselsområdet.

s. 55, afsnit 4 om EBA:

Her omtales "EU’s beslutning fra februar 2001 om at yde told- og kvotefri adgang til EU’s marked for alle produkter, bortset fra våben og ammunition, fra de mindst udviklede lande...": Det var imidlertid ikke det, der blev vedtaget. Everything but Arms blev i folkemunde til Everything but farms, idet sukker, bananer og ris i første omgang heller ikke får fri adgang.

s. 56 og 57 om Offentlighedens deltagelse og Lokal Agenda 21:

Fokus på undervisningssektoren er en grundlæggende faktor for offentlig deltagelse.

WTO-problematikken:
Dette behandles på side 55 i andet afsnit. Som bekendt er situationen den, at mistilliden imellem WTO’s medlemmer er udbredt, især mellem de rige lande og u-landene. Derfor går enhver form for forhandlinger utroligt trægt. Sammenbruddet af ministerkonferencen i Seattle blotlagde, hvor langt de forskellige lande står fra hinanden.

U-landene er af den opfattelse, at de rige lande gør alt, hvad de kan for at slippe udenom deres forpligtelser. Og hvis det skal blive muligt reelt at integrere hensynet til i WTO-aftalerne, er de rige lande nødt til at komme u-landene i møde på en lang række områder:

 Udvikling og bekæmpelse af fattigdom i den 3. verden bør gøres til en hovedprioritet i reguleringen af verdenshandlen, ligesom kønsaspektet bør integreres i reguleringen. 
 Krav om overholdelse af arbejdstagerrettigheder bør indarbejdes i WTO-aftalerne. 
 Reguleringen af internationale investeringer og konkurrenceforhold bør fremme miljø og udvikling. 
 Organisationen WTO bør demokratiseres. 
 De mindst udviklede u-lande bør have helt fri adgang til de rige landes markeder. Told, kvoter, sæsonbegrænsninger o.lign. bør afskaffes senest 1 år efter konferencen. 
 Alle former for eksportstøtte til landbrugsprodukter bør reduceres med mindst 50 procent i forhold til niveauet i år 2000. 
 Der bør indføres en såkaldt "fødevaresikkerhedsboks" i WTOs landbrugsaftale, så u-lande får mulighed for at beskytte og støtte sårbare fødevaremarkeder. 
 Der bør træffes konkrete beslutninger, som fører til indfrielse af løftet om kompensation til de fattigste og de nettofødevareimporterende u-lande for stigende fødevarepriser som følge af WTO’s nuværende landbrugsaftale. 
 Det bør aftales, at TRIPs-aftalen om patenter mv. ikke skal stå i vejen for u-landes adgang til import og kopiproduktion af livsnødvendig medicin, herunder AIDS-medicin. 
 Fristerne for implementering af TRIPs-aftalen bør i øvrigt forlænges med minimum 5 år for u-landene. De mindst udviklede lande bør helt undtages fra aftalen. 
 Det bør aftales, at u-landene har ret til at fremme lokal produktion i forbindelse med udenlandske investeringer. Der bør således indføres et moratorium for sager om brud på TRIMs-aftalens forbud mod regulering af, hvor stor en del af inputs til udenlandsk-ejede virksomheder, der er lokalt producerede. (TRIMs-aftalen er en aftale i WTO-regi om investeringer.) 

Der er kun sket meget begrænsede fremskridt på miljøområdet, siden WTO blev etableret i 1995. Det er således fortsat uafklaret, om WTO kan misbruges til at underkende nogle af de handelsrestriktioner, der anvendes i internationale miljøkonventioner såsom Montrealprotokollen om udfasning af ozonlagsnedbrydende stoffer, Baselkonventionen om eksport af farligt affald og CITES-konventionen om handel med truede dyrearter.

Det er også fortsat uklart, i hvilket omfang WTO-aftalerne begrænser mulighederne for at indføre regional eller national miljøregulering, som har konsekvenser for importerede produkter. I WTO er der blevet afgjort flere tvister om nationale miljøregler, og de fleste gange har resultatet været, at reglerne er blevet underkendt.

Danmark bør arbejde for:

 At det klart og tydeligt indskrives i WTO-aftalerne, at der kan anvendes handelsrestriktioner i internationale miljøkonventioner, og at der kan indføres handelssanktioner overfor lande, der ikke overholder internationale miljøkonventioner. 
 At det præciseres i WTO-aftalerne, at nationalstater og regionale samarbejdsorganer kan gennemføre enhver velbegrundet miljøregulering - også regulering baseret på forsigtighedsprincippet samt på livscyklusbetragtninger - hvis der stilles mindst samme krav til egne varer og tjenesteydelser som til importerede varer. 
 At der tilknyttes miljøfaglig ekspertise til WTO-tvistbilæggelsesorganer, når disse skal afgøre handelstvister vedrørende miljøregulering. 
 Fjernelse af handelsrestriktioner kan få såvel positive som negative konsekvenser for miljøet. Derfor bør miljøaspektet inddrages i forbindelse med alle forhandlingsområder i den kommende runde, og der bør gennemføres analyser af handelsliberaliseringens konsekvenser for bæredygtig udvikling, før aftalerne træder i kraft (se forslag 2.1 nedenfor). Danmark og EU bør arbejde for, at der gennemføres handelsliberaliseringer på områder, hvor det kan gavne miljøet. Danmark og EU bør således arbejde for: 
 At der indgås nye aftaler om reduktion af miljøskadelige subsidier indenfor eksempelvis energisektoren, fiskeriet og landbruget. (Se også afsnit 4 vedrørende landbrug.) 
 At der opnås hurtige resultater med hensyn til liberalisering af handel med miljøvenlige produkter (f.eks. økologiske varer og bæredygtigt produceret regnskovstræ) samt miljøteknologi.