Skærpet kurs over for Zimbabwe

Zimbabwe oplever sin værste politiske krise nogen sinde. Vi kan ikke stiltiende være vidner til, at en præsident og en stadig mere undertrykkende regering benytter udemokratiske midler for at fastholde magten. God regeringsførelse og overholdelsen af grundlæggende demokratiske rettigheder er ikke principper, som kan forhandles og gradbøjes.

Det internationale samfunds langmodighed har allerede været meget stor. Derfor må den danske regering sige klart fra over for regeringen – og sige klart til over for de kræfter i det civile samfund, som befolkningen har tillid til kan bringe landet gennem krisen.

Krisen i Zimbabwe skærpes dag for dag, og det er efterhånden tydeligt for enhver, at præsident Mugabe og hans regeringsparti bærer ansvaret for den strategi, som fører til den tragiske udvikling. Det startede med regeringsstøttede besættelser af hvide farmeres ejendomme, efter at regeringens forfatningsforslag var blevet nedstemt i midten af februar. Nu har det udviklet sig til en nøje planlagt voldskampagne, som har til formål at skræmme vælgerne fra at stemme på andre end regeringspartiet.

Præsident Mugabe forsøger at bilde såvel den zimbabweanske befolkning som det internationale samfund ind, at krisen udelukkende handler om jord. Ingen kan benægte, at jordspørgsmålet er centralt. Selvfølgelig er de omkring 4.000 hvide farmeres kontrol over næsten 50% af det samlede landbrugsareal et problem, når 700.000 småbønder må deles om et tilsvarende areal. Især når småbøndernes jord er den dårligste. Kampen for jorden var en vigtig drivkraft i befrielseskampen, og en jordreform er en afgørende nødvendighed for at bekæmpe fattigdom og ulighed.

Men det skal ske på lovlig vis og i fuld åbenhed. Regeringen har lige siden 1980 haft lovgivningsmæssige muligheder for at overtage jord. De muligheder blev forbedret i 1985 og yderligere i 1992. Det er sandt, at hvide farmere i tidens løb har søgt at modarbejde processen. Men det er ikke mindre sandt, at regeringen bevidst har undladt at udnytte mulighederne optimalt. Alt for ofte er eksproprieret jord blevet uddelt til regeringsmedlemmer og partivenner.

Almindelige zimbabweanere ved godt, at landets virkelighed er en anden end den præsident Mugabe og regeringspartiet ønsker at fremstille. De oplever, at den økonomiske krise er landets og deres eget største problem:

• at gælden er vokset til at udgøre 70% af bruttonationalproduktet;  
• at inflationen svinger omkring 50-60% og gør livet håbløst for de fattige; 
• at arbejdsløsheden permanent befinder sig omkring de 50%; 
• at regeringen fører en kostbar krigsindsats med 10.000 soldater i Congo;  
• at korruptionen i statsejede selskaber sluger 15% af statsbudgettet. 

Zimbabweanerne ved godt, at alt dette ikke kan forklares med henvisning til, at det er de "hvides" skyld. De ved, at det er præsidenten og regeringspartiet, som må stå til ansvar. De forstår også, at det er frygten for at lade vælgerne afgive deres dom ved et ærligt, frit og åbent demokratisk valg, som nu får regimet til at benytte vold og trusler i forsøget på at fastholde magten, koste hvad det vil.

Hvordan skal Danmark reagere på krisen? Det er der ikke noget enkelt svar på. Præsident Mugabes offentlige udtalelser om, at politiske modstandere skal betragtes som fjender af folket og af staten og følgelig må finde sig i at risikere døden, taler deres eget tydelige sprog. Enhver regeringskritisk tilkendegivelse fra det internationale samfund vil blive betragtet som indblanding i landets indre anliggender, og dermed også som en bevidst medvirken til at undergrave det nuværende styre.

I den nuværende situation råder MS’ kontakter i Zimbabwes civilsamfund til en skærpet kurs. Men det er også MS’ vurdering, at de demokratiske kræfter er interesseret i en fortsat dansk tilstedeværelse. Både for at muliggøre en åben og kritisk dialog med regeringen, og for at kunne støtte de brede grupper i samfundet, som ønsker forandringer. Men det må være klart, at der skal stilles følgende klare krav til Zimbabwes regering, hvis Danmark skal fortsætte støtten til den:

Regeringen skal øjeblikkeligt standse de ulovlige jordbesættelser.
Regeringen skal fastsætte en endelig og realistisk dato for parlamentsvalget.
Regeringen skal tillade andre politiske partier at føre valgkamp, uden at de risikerer at blive udsat for vold og intimidering.
Regeringen skal give oppositionen fri og lige adgang til medierne i valgkampen.
Regeringen skal acceptere, at valgkampen monitoreres og selve valghandlingen overvåges af såvel nationale som internationale observatører.
Regeringen skal give tilsagn om at involvere civilsamfundet aktivt i gennemførelsen af en jordreform, når denne er forhandlet på plads.
Udviklingsminister Jan Trøjborg har reageret ved at stoppe underskrivelsen af nye kontrakter, og der vil ikke blive fremsendt nye ansøgninger til finansudvalget. Det er ligeledes besluttet at stille revisionen af landestrategien i bero. Det er initiativer, som MS anerkender og bakker op. Men MS mener også, at det allerede nu er nødvendigt at skærpe presset mod regeringen. Vi opfordrer derfor den danske regering til:

• At igangsætte en kulegraving af alle sektorprogrammer for at klargøre, hvilke dele af programmerne som kan fryses ned, uden at det direkte rammer de fattige befolkningsgrupper, eller hvordan programmerne kan kanaliseres ud til de fattige udenom regeringen. 
• At deltage aktivt i internationale drøftelser af, hvordan man effektivt kan ramme de private formuer, som præsident Mugabe og hans regeringsmedlemmer måtte have placeret i udlandet. 
• At bidrage aktivt til gennemførelsen af en omfattende og demokratisk jordreform, som kan implementeres, så snart de politiske forhold tillader det. 
• At øge støtten til representative grupper i det civile samfund, så de får mulighed for at monitorere hele processen frem til det forestående parlamentsvalg. 

Med venlig hilsen,
Christian Friis Bach
Formand, Tlf. 4818 1819 (privat) 21 70 50 49 (mobil)

Bjørn Førde
Generalsekretær, Tlf. 7731 0031 (arbejde), 4824 8442 (privat), 2028 0844 (mobil)