Fire times rejse for at stemme lokalt
Ved kommunal- og parlamentsvalget i El Salvador den 12. marts måtte vælgerne stå tidligt op og håbe på en partitransport til valgstederne. Et pilotprojekt i syv af landets 262 kommuner bliver afgørende for den fremtidige lokale stemme
|
|
Første skridt for at stemme i landkommunen Suchitoto er at finde sig selv på denne meterlange liste.
|
13. marts 2006
I Suchitoto og 255 andre kommuner i det lille mellemamerikanske land El Salvador stod folk tidligt op søndag 12. marts. Skulle de nå frem til bykernen og nå at stemme, mens tid var, måtte nogle stå op klokken fire om morgenen, gå godt fem kilometer og håbe på, at et af de politiske partier ville komme forbi med en bus eller en lastvogn. De, der ikke var i stand til at gå de første kilometer, måtte se i øjnene, at de ikke ville få mulighed for at bruge deres stemmeret.
Til fods eller på muldyrryg
Landkommunen Suchitoto har knap 20.000 indbyggere. Det samlede areal er 329 ofte uvejsomme kvadratkilometer. Nogle af landsbyerne kan udelukkende nås til fods eller på muldyrryg. Ikke desto mindre skulle samtlige vælgere i kommunen stemme på den samme skole i bykernen, der fra omkring klokken syv om morgenen var mere end ufremkommelig.
”I første omgang var Suchtitoto udvalgt til et pilotprojekt, der forhåbentligt baner vejen for at stemme i landsbyerne”, fortæller Javier Martínez, den formentligt kommende borgmester i Suchitoto fra det venstreorienterede FMLN. Projektet bliver gennemført i syv kommuner. Suchitoto blev droppet, og det er der ikke blevet givet nogen forklaring på.
Manuel Lopez, medlem af bestyrelsen for højrepartiet ARENA i Suchitoto er enig. Det ville fremme valgdeltagelsen – og dermed efter hans mening være til gavn for alle partier – hvis der kunne stemmes i landsbyerne.
Begge partier har investeret i transport for at få vælgerne frem. FMLN har engageret 33 busser og 10 lastvogne, ARENA 10 busser, syv lastbiler og fem pick ups. Der bliver ikke spurgt om partifarve, når man stiger op, forsikrer begge partier.
Mellemfolkeligt Samvirkes salvadoranske partner, CoCivica, har sammen med andre civilsamfundsorganisationer foreslået en valglovsreform, der sikrer, at salvadoranerne kan stemme i deres landsbyer.
Stemmer fra landsbyerne
Mercedes Mejívar fra landsbyen El Sitio er en af dem, der stod op klokken fire. Ikke for at tage af sted med det samme, men fordi hendes høns skulle fodres, og der skulle laves mad til børnene og hendes mor, der på grund af et dårligt knæ ikke kunne klare turen til landevejen. Strabadserne til trods kunne Merceds Mejívar ikke drømme om at blive hjemme. ”Det er stort at kunne stemme på Javier Martínez som borgmester”, siger hun.
|
|
Mercedes Mejívar: ”Det er stort at kunne stemme på Javier Martínez som borgmester” Foto: Eva Rasmussen |
”Han er en af vores, og vi er mange, der i mange år har bedt ham om at stille op. Han er født her, han har kæmpet sammen med os. Det eneste, der er trist i dag er, at der er så mange kammerater, der ikke har nået at opleve det”, beklager Mercedes Mejívar.
Marcos Romero, der er valgtilforordnet for regeringspartiet ARENA, er enig i, at lokalvalg skal foregå lokalt. ”Der er mange, der ikke har mulighed for at nå frem.
Vejene til adskillige landsbyer er ufremkommelige for biler. Gamle og handicappede har ingen chancer for at nå frem til landevejen. Vi bliver nødt til at ændre valgloven.”
Cecilia Zorta og Emilio Roja hører til dem, der skulle hjemmefra kl. 4: ”Vi har pligt til at stemme og håber på, at det måske kan være med til at gøre tingene bedre”, siger Cecilia Zorta. ”Det største problem i vores landsby er, at der ikke er arbejde. Måske kan vores stemme være med til at ændre det.”
José Flores fra landsbyen Corozal, var ikke så længe undervejs. 40 minutter i busser bragte ham og familien til valgstedet i Suchitoto. ”Vi kommer for at stemme på det parti og den borgmesterkandidat, som vi ved vil give landsbyerne mere indflydelse”, siger han.
Paulo Portillo fra landsbyen Constelación rejste halvanden time for at stemme på FMLN, og han afleverede sin stemme med både kasket og t-shirt, der fortalte, hvor krydset sættes. ”Med eller uden partihat, så ved vi jo allesammen, hvem vi kommer for at stemme på”, kommenterer han. Mere arbejde til flere er efter hans mening valgets vigtigste tema.
Læs mere om lokal- og parlamentsvalget i El Salvador d. 12. marts her



