Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

Fusion: FDB's forbud mod tørklæder går ikke i Norge og Sverige!

FDB havde i går inviteret de 18 organisationer, som den 15. september underskrev et åbent brev til bl.a. FDB og Dansk Supermarked med en kraftig opfordring til at standse den diskriminerende praksis med at nægte at ansætte medarbejdere med religiøst betingede tørklæder i kasselinien.

29. november 2000

FDB fremlagde på mødet deres planer for en forstærket integrationsindsats i virksomheden, hvilket organisationerne fandt positivt, men udtrykte samtidig, at tørklædeforbudet i kundeområdet (som dækker 50% af medarbejderne) på denne baggrund fremstår meget mere absurd. Så længe FDB opretholder tørklædeforbudet, vil den negative signalværdi blive fastholdt – både over for medarbejdere, potentielle medarbejdere og det omgivende samfund. Organisationerne understregede samtidig, at etnisk ligestilling er uløseligt kædet sammen med integrationsbestræbelser.

Organisationerne beklagede, at FDB ikke har til sinds at ophæve tørklædeforbudet, som efter organisationernes vurdering er i strid med lovgivningen. Da FDB samtidig ønsker at sætte dagsordenen på områder som etik, miljø og personalepolitik, virker det uforståeligt, at FDB ikke straks ophæver forbuddet og f.eks. indarbejder tørklæder i uniformen på samme vis, som mange andre store virksomheder allerede har gjort det.

Hos FDB’s fusionspartner i Sverige, KF Konsum, udtaler pressechef Gunilla Dahlquist: "Der findes ikke noget forbud for personalet mod at bære f.eks. muslimsk tørklæde – under den forudsætning, at det ikke udgør nogen risiko mht. sikkerhed eller hygiejne.".

I Norge udtaler leder af det regeringsnedsatte Senter mod Etnisk Diskrimination, Manuella Ramin Osmundsen, at man er chokeret over, at en af de største supermarkedskæder i Danmark vil nægte at rette sig efter det, der er slået fast ved dom – og som altså er udtryk for dansk lov. Endvidere udtaler centret, at der efter deres vurdering ikke i norsk lovgivning er hjemmel for et forbud mod religiøst betingede tørklæder, da disse i de fleste tilfælde vil kunne indarbejdes i uniformen. Arbejdsgivere kan ikke forbyde arbejdstagere at bruge tørklæder, med mindre der foreligger sagligt begrundede hensyn f.eks. sikkerhedshensyn. Centret vurderer, at de forhold som FDB trækker frem i sin argumentation, næppe vil blive godkendt som saglige grunde.

I Norge har ombudsinstitutionen vedr. ligestilling mellem kønnene udtalt, at hvis man nægter at ansætte en kvinde, fordi hun vil benytte hovedtørklæde på arbejdet, så er det et brud mod den norske lov om ligestilling. Endelig vil centret - på baggrund af oplysninger om FDB’s holdning til ansættelse af medarbejdere med tørklæde - undersøge, om den norske fusionspartner Coop bakker op om denne holdning, da dette vil kunne få indflydelse i Norge, hvis det bliver en vedtaget politik for kæden.

Med venlig hilsen
MELLEMFOLKELIGT SAMVIRKE

Organisationerne bag det åbne brev var:

Dansk Flygtningehjælp, Dansk Socialrådgiverforening, Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination, Etniske Minoriteters Landsorganisation (ELO), FN-forbundet, INDsam, Integrationsrådet i Københavns kommune, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, Kvinderådet, Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske, Mellemfolkeligt Samvirke, Red Barnet, SOS mod racisme, U-landsorganisationen Ibis, Béla Hamvas Klub, Center for Tværkulturelt Boligarbejde, Calabash Association

For yderligere oplysninger:
Helle Stenum, afdelingsleder, 77 31 00 96 / 26 25 57 00
MS, Borgergade 14, 1300 København K.