Fifty-fifty ved valget i El Salvador
Både regeringspartiet ARENA og oppositionspartiet FMLN fejrede sejren ved borgmestervalget i El Salvadors hovedstad San Salvador. De seneste tal giver ARENA 44.96 procent af stemmerne, FMLN 44,95 pct.
|
Når elefanterne tramper, går det ikke altid ud over musene. Både regeringspartiet ARENA og oppositionspartiet FMLN gik, ifgl. foreløbige tal fra Det Øverste Valgtribunal, frem ved parlamentsvalget i El Salvador, søndag 12. marts.
Da den afgående nationalforsamling havde syv afhoppere fra FMLN, var der imidlertid noget at tage af. Centrum-venstrepartiet CD, Demokratisk Forandring, holdt skansen med to mandater, PDC de kristelige demokrater, gik fra fire til seks mandater, mens regeringens støtteparti, PCN, Det Nationale Forsoningsparti, havde en tilbagegang fra 16 til 11 mandater.
FMLN-ARENA
Ved parlamentsvalget i 2003 fik FMLN, Farabundo Martifronten til National Befrielse, 31 mandater. Kontinuerlig afhopning fik imidlertid parlamentsgruppen til at skrumpe til 24. Ved valget 12. marts opnåede partiet 32 mandater, mens regeringspartiet ARENA gik fra 27 til 33.
El Salvadors lovgivende forsamling har 84 medlemmer, så holder resultatet, når den endelige opgørelse foreligger, betyder det, at regeringenspartiet har et bekvemt simpelt flertal, men bliver nødt til at gå i diskussion med FMLN, når der kræves kvalificeret flertal, hvilket f.eks. er tilfældet, når finansloven skal vedtages, eller der skal udnævnes dommere til højesteret, og det skal der lige nu. Fem i alt.
Kommunalvalgene
Et foreløbigt resultat viser, at ARENA har klaret sig bedre ved kommunalvalget, der holdtes sammen med parlamentsvalget, end FMLN. Regeringspartiet ser således ud til at have vundet 36,8 procent af landets 262 kommuner, mens FMLN har vundet 30,36 procent. De øvrige kommuner er gået til PCN og CD.
I hovedstaden San Salvador stiger spændingen. På valgaftenen erklærede både FMLN og ARENA sig for vinder af borgmesterposten. Det seneste resultat, hvor næsten alle stemmer var talte, gav 44,96 procent til ARENA og 44,95 til FMLN. Det er således meget få stemmer, der skiller de to partier, og der er meget på spil. Ved kommunalvalgene i det mellemamerikanske land er det knald eller fald. Det parti, der vinder borgmesterposten, vinder hele kommunalbestyrelsen.
FMLN har vundet i alle de øvrige 12 store kommuner i Stor San Salvador.
Roligt valg
Indtil nu er valget forløbet uden væsentlige sammenstød. Dog er 14 blevet arresteret, fordi de har mærket eller ødelagt stemmesedler eller har forsøgt at købe stemmer.
|



