Elitegymnaster skal optræde i ugandisk flygtningelejr
Mellemfolkeligt Samvirkes partner Recreation for Development and Peace (RDP) skal være værter for DGIs elitegymnaster fra 23. - 31. marts 2006.
|
|
Børn og unge i flygtningelejren i Otwal - Foto: Vibeke Rask Grøn
|
14. marts 2006
Elitegymnasterne skal lave flere opvisninger rundt om i Uganda. Et af programmets hovedpunkter er en opvisning flygtningelejren i Otwal d. 25. marts. Lejren er en af det nordlige Ugandas mange flygtningelejre for internt fordrevne.
Tanken er, at de 28 danske gymnaster via kulturmødet med de lokale, workshops og opvisning skal give håb og inspiration til lejrens børn og unge, i en hverdag, som ikke rummer de store fremtidsperspektiver. RDP arbejder til hverdag med at bruge sport, traditionel dans og drama til at bygge bro over etniske forskelligheder, interne konflikter og daglige problemer med det formål at bidrage til en fredeligere sameksistens mellem de mange stammer og befolkningsgrupper i Uganda.
|
|
Foto: Vibeke Rask Grøn
|
Uganda har 1,6 mio. internt fordrevne i den nordlige del af landet –på flugt fra oprørslederen Joseph Kony og hans bevægelse Lords Resistance Army. LRA har gennem mange år bortført børn, tvunget drenge ind som børnesoldater, taget piger som sexslaver, voldtaget mødre og slagtet fædre. Derfor har mange landsbyboere set sig nødsaget til at forlade deres hjem til fordel for et liv i de trøstesløse flygtningelejre.
Yderligere information om programmet kan fås hos journalist Vibeke Rask Grøn, kommunikationsrådgiver for Mellemfolkeligt Samvirke og RDP
Tlf: +256 782 145 509
E-mail: vrgron@gmail.com
Samt
RDPs Manager Nkumiro Kenneth
Tlf: +256 772 47 60 36



