Redegørelse: De trængtes topmøde
Prioriteringer for UN-LDC III
02. august 2005Redegørelse i anledning af Forespørgselsdebatten i Folketinget den 26. april 2001
MS’ repræsentantskabsmøde udtaler:
Alt tyder på, at det tiårlige topmøde for verdens meste trængte mennesker – befolkningen i de 49 mindst udviklede lande – igen bliver det glemte topmøde. Uden den fornødne vilje. Uden den fornødne politiske deltagelse.
Der er akut brug for, at de mindst udviklede lande:
sikres betydelig gældslettelse og en markant kapitalindsprøjtning, ikke mindst til uddannelse og sundhed, for at få gang i deres udvikling;
får en generel undtagelse fra de internationale regler for intellektuelle rettigheder i TRIPs aftalen, som går ud over den frist, de har fået til år 2006. Det vil sikre at de kan få adgang til den globale viden, til ny teknologi og til billig medicin;
sikres helt fri adgang til de rige landes markeder. Topmødet er en oplagt anledning til at revidere de begrænsninger på sukker, ris og bananer som EU-landene bibeholdt i Everything but Arms aftalen.
Til gengæld må de mindst udviklede lande:
tage konkrete initiativer til fattigdomsbekæmpelse;
opprioritere grundstene i en bæredygtig udvikling: miljø, uddannelse, sundhed og social lighed;
inddrage hele deres respektive befolkning i planlægning og gennemførelse af samfundsudviklingen;
sikre lokalt ejerskab og civilsamfundsdeltagelse, bl.a. ved at promovere pluralistiske og decentraliserede politiske systemer, gennem bedre vilkår for folkelig deltagelse og evt. nødvendige institutionelle reformer;
arbejde på at opbygge en effektiv statsforvaltning og bekæmpe korruption.
Den danske regering opfordres til at prioritere topmødet højt og arbejde i EU for substantielle indrømmelser til de mindst udviklede lande.
Baggrund
I maj måned afholdes den tredje i rækken af særlige FN-konferencer om verdens mindst udviklede lande: UNLDC III. Den første fandt sted i 1981 og den anden i 1990.
Der er enighed om, at de politiske erklæringer og handlingsprogrammer fra de første to konferencer kun i meget begrænset omfang har medvirket til at løse de særlige problemer, denne gruppe lande konfronteres med. De fleste analyser peger samstemmende på, at verdens 49 mindst udviklede lande bliver mere og mere marginaliseret i den globale økonomi, og at de bl.a. derfor har svært ved at bringe deres befolkninger ud af fattigdommen.
UNLDC III er ikke en konference på niveau med topmødet i Rio i 1992 om miljø og udvikling eller det sociale topmøde i København i 1995. Men det er ikke desto mindre en vigtig konference. Desværre viser det ret kaotiske forberedelsesforløb frem til konferencen i næste måned i Bryssel, at der fra hovedparten af industrialiserede lande er ringe tro på, at konferencen vil resultere i væsentlige fremskridt.
Måske spiller det også ind, at mange lande forbereder sig på tre andre og hver især centrale begivenheder det næste års tid: WTO ministerkonferencen i Qatar i december 2001; Financing for Development konferencen i Mexico i foråret 2002; og endelig Rio +10 konferencen i sensommeren 2002.
Der er imidlertid flere grunde til, at Danmark bør tage konferencen alvorligt og gøre sit yderste for at sikre konkrete resultater:
Danmark ligger - sammen med Norge - i top hvad angår den del af vores udviklingsbistand, som går til LDC-landene. Det drejer sig om 0,32% af BNP. Gennemsnittet for alle OECD-lande ligger på ynkelige 0,05%. Det forpligter Danmark til at gøre en særlig kraftanstrengelse.
Forklaringen på Danmarks høje LDC-bistand er, at over halvdelen af Danmarks 18 programsamarbejdslande hører til blandt LDC-landene. Det drejer sig om Bangladesh, Benin, Bhutan, Burkina Faso, Eritrea, Malawi, Mozambique, Nepal, Tanzania, Uganda og Zambia. Vi har pligt til at støtte deres krav.
Hvis ikke den tredje i rækken af LDC-konferencer fører til konkrete og mærkbare fremskridt er der fare for, at en stor gruppe af verdens lande mister troen på, at det internationale samfund overhovedet gider interessere sig for dem.
Som det efterhånden er tilfældet ved alle større konferencer, optræder Danmark som en del af et samlet EU. Danmarks positioner er derfor indeholdt i det dokument, som EU har udarbejdet og forhandlet på grundlag af i forberedelsesforløbet. Det er på mange måder et meget fornuftigt dokument, som dækker en række af de synspunkter, som Danmark ved flere lejligheder har fremført. Men EU-positionerne er ikke på alle områder præcise og vidtrækkende nok. MS har derfor i forbindelse med udarbejdelsen af et særskilt dansk positionspapir peget på en række emner indenfor de seks områder, som EU har valgt at fokusere på, hvor vi mener at Danmark skal presse yderligere på. De omtales kort i det følgende.
Overordnede betragtninger
MS er enig i, at det overordnede mål for konferencen bør være at udarbejde et konkret handlingsprogram, som kan bidrage til at fremme de mindst udviklede landes deltagelse i den globale økonomi for at gøre dem i stand til at bekæmpe fattigdommen gennem en bæredygtig udviklingsstrategi. Grundlaget for Danmarks indsats er nedfældet i Partnerskab 2000 strategien, som Folketinget tidligere har vedtaget og dermed forpligtet Danmark til en indsats på bl.a. disse områder:
Arbejde for at sikre, at globaliseringen kommer de svageste udviklingslande og fattigste befolkningsgrupper i disse lande til gode, med særligt fokus på de afrikanske landes situation.
Medvirke til at fremme udviklingslandenes adgang til de internationale markeder gennem nedbrydning af handelsbarrierer, støtte til at sikre udviklingslandenes beherskelse af regler og aftaler relateret til international handel samt styrkelse af landenes eksportsektorer.
Medvirke aktivt til opbygningen af udviklingslandenes kapacitet til at deltage i internationale forhandlinger om handel og investeringer og herunder i Verdenshandelsorganisationens normative og regelsættende arbejde.
Fastholde Verdensbanken og Den Internationale Valutafond på en mere fattigdomsorienteret politik og støtte de to institutioners bestræbelser på at skabe større åbenhed i deres arbejde.
Arbejde for rimelige vilkår for gældsbehandling af fattige, forgældede udviklingslande, og arbejde for en hurtig gennemførelse af HIPC-initiativet for den gruppe af lande, der er omfattet af initiativet.
1. God regeringsførelse mm.
EU-dokumentet peger på en række konkrete indsatser fra det internationale samfunds side såvel som LDC’erne selv. Således skal LDC’erne bl.a. begrænse deres udgifter til militæret og handel med våben, finde løsninger på problemet med børnesoldater, samt etablere mekanismer for fredelig konfliktløsning. Det internationale samfund skal eksempelvis støtte aktiviteter til fremme og beskyttelse af menneskerettigheder, styrke LDCernes forhandlingsmuligheder i internationale fora, fremme overholdelsen af regler omkring våbenhandel, støtte udvikling af forskningskapacitet. Men MS mener, at der også er behov for at understrege:
at fri markedsøkonomi ikke skal indgå som en integreret del af definitionen af ’god regeringsførelse’, sådan som det ofte sker;
at ’god regeringsførelse’ ikke blot er et nationalt anliggende, men også skal omfatte industrialiserede regeringers og transnationale virksomheders adfærd over for udviklingslandene;
at folk og regeringer har ret til at definere deres egen udviklingsstrategi, uden at få den dikteret af de internationale banker, WTO, ol.;
at et stærkt civilsamfund er en vigtig forudsætning for ’god regeringsførelse’;
at ’god regeringsførelse’ ikke nødvendigvis er det samme som bestemte former for vestligt demokrati.
2. Investere i befolkningerne
EU-dokumentet peger på, at internationale indsatser kan omfatte opfordringer til at gennemføre 20/20 initiativet fra det sociale topmøde, indsatser for at overføre relevant viden vedr. forskning og informationsteknologi, støtte til forskning i og bekæmpelse af de tre vigtigste sygdomme – hiv/aids, malaria og tuberkulose. Når det gælder LDC-landene selv peges der bl.a. på behovet for at modvirke diskriminering af kvinder, og på behovet for at involvere den private sektor og NGOerne i levering af sociale ydelser. MS ønsker at understrege følgende:
Det er korrekt at pege på HIV/AIDS som et markant indsatsområde, sådan som EU gør. Men det er afgørende, at det behandles i en videre perspektiv, således at Danmark arbejder for, at der fra LDC-konferencen opfordres til at emnet bliver prioriteret ved de kommende WTO forhandlinger om TRIPS-aftalen.
Specifikt bør der opfordres til, at artikel 31 om et lands ret til i en katastrofesituation at udstede tvangslicenser og importere kopimedicin bliver præciseret og revideret, således at det bliver muligt at benytte undtagelsen i sundhedsmæssige katastrofesituationer.
Ligeledes bør Danmark arbejde for, at artikel 31 giver mulighed for at bi- og mulitilaterale donorer kan fokusere en støtte til sundhedssektoren i et undtagelsesberettiget modtagerland under samme vilkår som landet selv.
EU peger på at den private sektor og NGOerne skal bidrage til ’at levere sociale serviceydelser’. Det kan være fint nok, men det bør være et dansk standpunkt, at statens rolle er helt afgørende på dette område, og derfor må staten sikres forudsætningerne for at kunne løfte denne opgave.
I forlængelse heraf er det afgørende at sikre, at staten ikke forhindres heri gennem uigennemtænke strukturtilpasningsprogrammer, sådan som det i praksis har været op gennem 80’erne og 90’erne.
3. Miljøbeskyttelse, fødevarer, mm.
EU-dokumentet peger bl.a. på, at det det internationale samfund skal integrere miljøhensyn i alle udviklingsprogrammer, støtte landene i at implementere internationale miljøaftaler, fremme fødevaresikkerheden gennem regionalt samarbejde, samt at der er behov for at revurdere 1994-beslutningen fra Marrakech om de foranstaltninger der skal tages vedrørende de mulige negative effekter af handelsreformerne på landbrugsområdet. Men MS mener, at der er behov for at se nærmere på følgende:
Det er fint at lægge op til, at bæredygtig udvikling skal fremmes gennem en styrkelse af LDC’ernes muligheder for at tage de nødvendige hensyn til miljøet. Men dette bør følges op af præcise tilsagn om støtte fra de rige lande. Både regeringers og civilsamfunds muligheder for at tage hensyn til miljøet afhænger i høj grad af økonomi og viden (uddannelse).
Hvad angår landbrug og fødevarer er det afgørende, hvad der sker på WTO-området. Nye aftaler på landbrugsområdet i WTO-regi må tage udgangspunkt i en fattigdoms-fokuseret definition af fødevaresikkerhed.
EU-papiret afsnit om Marrakech-aftalen bruger udtryk som ’evaluere’ og ’revidere’. Det er imidlertid alt for blødt i lyset af det forhold, at aftalen beviseligt ikke er blevet efterlevet og LDC’ere og netto-importerende udviklingslande er blevet påvirket negativt uden at få kompensation.
4. Styrkelse af produktionskapacitet
Denne del af EU-dokumentet lægger hovedvægten på, hvad LDC’erne selv skal levere. Eksempelvis peges der på, at de skal indføre de nødvendige juridiske rammer til fremme af de finansielle markeder, gennemføre strukturtilpasningsprogrammer og lignende reformer, samt sikre åbenhed i forhold til udenlandske investeringer. Når det gælder det internationale samfunds indsats, fremhæves bl.a. støtte til strukturtilpasningsprogrammer baseret på principper om ’god regeringsførelse’ og handelsrelateret teknisk bistand til forbedringer af de juridiske rammer.
MS mener, at der er grund til at fremhæve følgende:
Åbne nationale markeder og åbne handelspolitikker fremhæves som afgørende for at LDC’erne kan tiltrække handel og investeringer. Men det bør ikke ske ukritisk og uden hensyntagen til den udviklingsstrategi, et land ønsker at forfølge.
Det understreges, at LDC’erne er særlige sårbare over for udsving i råvarepriser grundet deres ofte store afhængighed af nogle få råvarer. Det er korrekt, at denne sårbarhed kan mindskes ved at gøre økonomien bredere. Men de rige lande bør vedkende sig et medansvar for at mindske de negative konsekvenser af udsvingene på råvaremarkedet.
5. International handel, mm.
EU-dokumentet peger for LDC’ernes eget vedkommende på, at de skal bryde afhængigheden af råvareeksport, og desuden liberalisere og privatisere for at øge deres konkurrenceevne. Det internationale samfund skal prioritere øget markedsadgang, og samtidig yde støtte til opbygning af kapacitet på en lang række områder. MS mener, at der især er grund til at fremhæve følgende:
Det er en vigtig udfordring at øge LDC’ernes komparative handelsfordele – og samtidig øge den sociale og miljømæssige bæredygtighed i landene. Det vil kræve bistand og gældslettelse i langt større omfang end de rige lande indtil nu har været villige til at garantere.
Det er afgørende, at LDC’erne bliver overbeviste om, at de rigere lande ikke vil udnytte en tilføjelse af en miljømæssig og social dimension i handelsaftalerne til nye forsøg på at holde dem ude fra deres markeder. Al erfaring viser desværre, at denne bekymring ikke har været ubegrundet hidtil.
’Everything But Arms’ udspillet fra EU var et rigtigt et skridt i den rigtige retning, men det var et første lille skridt, fordi forslaget endte som et ’Everything But Farms’ forslag. Landbrugsvarer er mange LDC’ers eneste reelle eksportmulighed, og den er der stadig lagt en del hindringer i vejen for.
Det bør stadig drøftes hvordan og i hvilket omfang LDC’erne har behov for at beskytte deres nationale økonomi, især på landebrugs- og fødevareområdet
6. Finansiering, herunder bistand
EU-dokumentet peger på, at det internationale samfund skal sørge for at yde bistand til LDC’erne i overensstemmelse med de aftalte målsætninger, forbedre effektiviteten af bistanden, samt finansiere og implementere videreførelsen af HIPC-initiativet. MS mener, at der er grund til at fokusere på følgende:
EU-papiret taler om at bistanden ’in time’ skal bringes på linje med ’agreed targets’. Det er en uacceptabelt løs og utilstrækkelig formulering. Danmark bør skubbe på for at OECD-landene yder 0,20% af BNP til LDC-landene senest i 2005 – og ikke blot 0,15% på et eller andet tidspunkt.
Gældslettelse bør ske i form af additionelle midler.
Hvis denne del af konferencen skal pege fremad mod Financing for Development i 2002 bør der være en opfordring til at arbejde videre med en currency transaction tax (Tobin-skat) under en eller anden form.