Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

Julelysene brænder ned i Seattle

Christian Friis Bach, formand for Mellemfolkeligt Samvirke:

28. november 1999

I takt med stadigt mere markante demonstrationer har både USA og EU optrappet retorikken omkring arbejdstagerrettigheder og miljø, men de udtalelser bringer ikke nogen løsning. Problemet ligger nemlig ikke i kravene om arbejdstagerrettigheder eller miljø men i de indrømmelser, der er nødvendige for at få u-landene med. Her har hverken EU eller USA noget at byde på. USA kan ikke komme u-landene i møde på markedsadgang, TRIPs, anti-dumping eller andre af de for u-landene vigtige emner, uden at den amerikanske regering kommer i alvorlige problemer i kongressen. De amerikanske forhandlere har i de sidste dage vist sig helt ufleksible med hensyn til nye indrømmelser til u-landene. Ironisk nok så er de samme demonstrationer, som slår til lyd for miljø og arbejdersynspunkter med til at blokere de amerikanske forhandlere i deres forsøg på at give indrømmelser til u-landene. Nye indrømmelser til u-landene vil nemlig føre til tab af amerikanske arbejdspladser indenfor blandt andet tekstilsektoren, og det ville give store protester fra de samme fagforeninger og kongresmedlemmer, som kræver arbejdstagerrettighederne koblet ind i WTO. Derfor er amerikanerne uhjælpeligt låst fast. EU kommissionen har tilsvarende i de sidste dage forsøgt at få opbakning til en mere u-landsvenlig linie på områder som landbrug, tøj og tekstiler, men uden resultat. Selv tilbuddet til de 48 mindst udviklede lande, der udgør omkring 0.4 procent af den samlede verdenshandel, er læst fast. 

EU's nuværende forslag lyder på at fjerne tolden på 'stort set alle produkter fra de mindst udviklede lande'. Men EU kommissionens forsøg på at få fjernet ordene 'stort set' løb i går ind i voldsomme protester fra de sydeuropæiske lande som frygter øget konkurrence indenfor landbrugsvarer, tøj og tekstiler. Enkelte sydeuropæiske lande har endda truet med veto overfor nye indrømmelser. Og selv om det skulle lykkedes, at give de mindst udviklede lande et bedre tilbud, ville det ikke hjælpe i forhold til Indien og Pakistan, som er de vigtigste u-lande, når det gælder modstanden mod de nye emner. Her er der brug for markante indrømmelser indenfor tøj, tekstiler eller TRIPs aftalen, og det vil være endnu mere usandsynligt. Heller ikke på landbrugsområdet kunne EU kommissionen mobilisere opbakning. Den europæiske landbrugskommissær Franz Fischler har ikke gjort det nemmere for de europæiske forhandlere ved, på et møde med de europæiske landbrugsorganisationer, at love at der under ingen omstændigheder ville blive givet flere indrømmelser til u-landene ud over Agenda 2000 pakken vedtaget på topmødet i Berlin for ni måneder siden. Den reformpakke har dog allerede nu vist sig at være helt utilstrækkelig til at imødekomme kravene fra de frihandelsorienterede u- og i-lande organiseret i CAIRNS gruppen. De har på det seneste fremsat meget vidtgående krav i forhandlingerne sammen med USA. EU kommissionen, der helt åbentlyst er i indbyrdes uenighed på landbrugsområdet, har dermed også formået at låse sig fast på en position som ikke kan give u-landene nye indrømmelser. U-landene kan derfor nemt og uden tøven afvise ethvert krav om nye emner. Det ser derfor yderst sort ud for en bred forhandlingsrunde. De julelys som forhandlerne troede de skulle tænde i Seattle er ved at brænde ned et efter et.

Ovenstående kan udtalelser kan anvendes som citater fra Christian Friis Bach, Formand for Mellemfolkeligt Samvirke. Yderligere oplysninger på mobiltelefon (1)206 963 1048