Kvalitet i udviklingssamarbejdet
Hvordan sikrer vi den løbende og kvalificerede offentlige debat om Danmarks udviklingssamarbejde, som er en forudsætning for bred folkelig opbakning til både strategier og beløb?
23. november 1999Hvordan forhindrer vi, at punktvise nedslag [fx i form af overdreven fokusering på enkeltprojekter, løsrevne skandalehistorier, overfladiske gengivelser af vanskeligt tilgængelige evalueringsrapporter] kommer til at dominere debatten om et meget omfattende, kompliceret og langsigtet udviklingssamarbejde?
Hvordan undgår vi, at bistandsdebatten bliver en teknisk debat, isoleret fra spørgsmål omkring den globale udvikling på områder som investeringer, handel, landbrug, osv., som mere end bistanden er afgørende for de fattigste landes udvikling?
Det er vigtige spørgsmål, som ikke bliver mindre vigtige i det næste års tid, hvor Danidas Strategi 2000 skal revideres.
Men udgangspunktet for en debat anno 1999 om kvaliteten af dansk bistandspolitik er også vigtigt at holde sig for øje: Målt i absolutte tal er den globale fattigdom voksende. Verdensbanken vurderer, at mindst 1,5 milliarder mennesker (hvoraf 70 procent er kvinder) lever i absolut fattigdom, hvilket betyder at de lever på en indkomst som er mindre end 1$ per dag. Tallet undervurderer imidlertid omfanget af den generelle fattigdom. Hvis fattigdomsgrænsen måles som en gennemsnitlig indkomst på under 2$ om dagen, vil antallet af fattige stige til over 3 milliarder.
Kampen mod den globale fattigdom er altså mere påkrævet end nogensinde. Det er derfor tragisk, at bistandsniveauet globalt set falder i en tid, hvor behovet er større end nogensinde, og hvor mulighederne ifølge en række internationale erfaringer for at give god bistand er bedre end nogensinde.
Det følgende giver ikke noget klart svar på de mange spørgsmål, som vi bør konfrontere fordomsfrit. Men det fremlægger en række elementer, som bør indgå i en drøftelse af kvaliteten af Danmarks bidrag til det internationale udviklingssamarbejde. Desuden vedlægges som bilag den redegørelse, som MS udarbejdede i forbindelse med offentliggørelsen af NGO-undersøgelsen.
Med venlig hilsen,
Bjørn Førde
Generalsekretær



