Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

Mal, dans, tegn, modeller

MS inviterer til kreative timer med unge fra hele verden I kælderen på Borups Højskole i København sker der spændende ting i de kommende dage. Mellemfolkeligt Samvirke inviterer alle danskere i alle aldre til at deltage i et kreativt værksted med kunstneren Dido Ntanbwe Lusamba.

19. juni 2000

Projektet går ud på at finde nye kunstneriske udtryk for solidaritet i globaliseringens tidsalder, og faste deltagere i projektet vil blandt andet være tyve unge fra Rusland, Mexico, Tyskland, Bosnien og mange andre lande.

Konkret får gruppen – og alle dem der i øvrigt gerne vil deltage – til opgave at udsmykke Borups Højskole, dekorere MS’ telt ved Roskildefestivalen og skabe værker, der skal indgå i den store markedsplads, som bliver en del af Images of the World i august måned.

Dido N. Lusamba er billedkunstner og kunsthistoriker fra Académie des Beaux Arts i Congo Kinshasa. Han arbejder med maleri, relief og skulptur, har udstillet adskillige steder i Danmark, samt blev valgt til Årets Flygtningekunster i 1988. Lusamba tog desuden initiativ til og ledte i en årrække Afrikansk Kulturcenter, hvis formål var at arbejde for udbredelse og forståelse af afrikansk musik, teater og billedkunst.

Alle, der gerne vil være med, kan troppe op på Borups Højskole, Frederiksholms Kanal 24, Kbh. fra tirsdag den 20. juni til fredag den 23. juni 10.00 – 17.00.

Med venlig hilsen
MELLEMFOLKELIGT SAMVIRKE

Yderligere oplysninger på MS’ hjemmeside www.ms.dk og hos

Jan Kjær, informationsmedarbejder, 77310078, mobil 2670 3681, jan@ms-dan.dk
Martin Lidegaard, informationschef 2687 6706, ml@ms-dan.dk

Kreativt værksted er en del af Solidaritet2000, som er MS’ største arrangement nogensinde. Ideen med projektet er at skabe en værdibaseret debat og dialog omkring begrebet solidaritet og herigennem lægge fundamentet for MS' arbejde i det 21 århundrede. Projektets omdrejningspunkt er syv aktivitetsdage fra den 17.-24. juni, hvor gæster fra hele verden og repræsentanter fra hele MS-systemet samles i København.