Copyright - Hvem har retten til at kopiere?
Fyraftensmøde tirsdag 14. november kl. 17.00-19.00 i Politikens Foredragssal, Vestergade 28 , København
10. november 2000Er ophavsrettens dage talte i den digitale tidsalder? Er kunstnernes eksistens truet? 4 danske debattører får for første gang mulighed for - ansigt til ansigt - at diskutere deres meget stærke holdninger for og imod kunstnerisk copyright på et fyraftensmøde tirsdag d. 14. november på Politiken.
Debattørerne er Morten Skriver, forfatter, billedkunstner og filminstruktør; Ole Reitov, Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene; Knud Vilby, formand for Dansk Forfatterforening og Christian Friis Bach, formand for Mellemfolkeligt Samvirke.
Debatten om copyright har kørt i hele verden, f.eks. i USA, hvor berømte musikere under stor mediebevågenhed har kørt sager mod den internetbaserede musik-byttebørs Napster.
Morten Skriver startede diskussionen i Danmark, da han i en kronik 3. marts i Politiken foreslog, at copyright skulle afskaffes, bl.a. fordi den for længst er overhalet af de tekniske muligheder for digital kopiering af snart sagt hvad som helst.
Knud Vilby og Christian Friis Bach har i en række kronikker i Information (4., 8., 16. og 23. august 2000) debatteret højlydt om fordele og ulemper ved copyright. Christian Friis Bach mener ikke, copyright er den bedste måde at belønne kunstnere på, og at copyright kun gavner de kæmpestore kultur-virksomheder. Knud Vilby vil ikke være med til at fratage den enkelte kreative kunstner rettighederne til det produkt, han eller hun har skabt. Han mener, at kunstnernes eneste mulighed for at overleve økonomisk er at kunne sælge deres produkt eller rettighederne til det.
Holdningerne står således stejlt over for hinanden, og det er stadig lige uklart, hvordan problemet kan løses. Fyraftensmødet lægger op til en spændende og meget livlig debat, hvor deltagerne skal være forberedt på at skulle argumentere for deres synspunkt - enten for eller imod copyright.
Ordstyrer på mødet er Leif Jonasson, IT-redaktør, Politiken.
Alle er velkomne. Ring og bestil plads til mødet på tlf. nr. 70 15 85 15, mandag til fredag mellem kl. 13 og 17.
Fyraftensmødet er arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke, Dansk Forfatterforening og Politiken.
Yderligere oplysninger og kontakt til deltagerne:
Berit Asmussen, 77 31 00 82, berit@ms-dan.dk, MS, Borgergade 14, 1300 København K
Anne West, MS, 77 31 00 79, awest@ms-dan.dk, MS, Borgergade 14, 1300 København K



