Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

Et år efter orkanen Mitch

Frivillige har indsamlet over tre millioner kroner til genopbygningen af Mellemamerika efter orkanen Mitch. Den 23. oktober er der Mitchdag.

23. oktober 1999

Det er nu et år siden, at orkanen Mitch ramte landene i Mellemamerika. Tusinder af mennesker mistede livet, og omkring tre millioner blev ramt af ødelæggelserne, da enorme vandmasser og kraftige vindstød rev alt med sig. På TV kunne vi se de forfærdelige lidelser, og i Danmark betød det, at Fælleskampagnen Genopbyg Mellemamerika blev dannet, og 27 lokale grupper fra Hjørring til Stenlille gik i gang med at samle ind til Mellemamerika. Det samlede resultat blev 3.244.269 kroner og en hel række offentlige arrangementer og aktiviteter med Mellemamerika som tema.

Nu vil de fem organisationer bag Fælleskampagnen Genopbyg Mellemamerika gerne vise, hvad de indsamlede midler er brugt til, og samtidig markere afslutningen på en vellykket indsamling og informationsindsats drevet af aktive frivillige fra hele landet. 
Alle er derfor velkomne den 23. oktober 1999 i Indre Bys Medborgerhus, Ahlefeldtsgade 33, København K. 

Fra kl. 14.00 til 17.00 er Indre Bys Medborgerhus rammen om flere aktiviteter. Der vil være udstillinger fra danske genopbygningsprojekter, dias, video og gøgl for børnene. Der vil også være foredrag med blandt andet forfatter og journalist Jens Lohmann om politik og økonomi i Mellemamerika, og sange af elever fra Stenlille Efterskole fra en teaterforestilling opført til fordel for Mellemamerika. Hele programmet kan ses på www.ibis.dk   
Fra Kl. 20.30 er der fest med latinamerikansk og anden dansevenlig musik. På scenen er gruppen Celtic og José Carlos.
Flere oplysninger ved henvendelse til Anders Tybjerg, informationschef i U-landsorganisationen Ibis, på tlf. 35 35 87 88.
Fælleskampagnen Genopbyg Mellemamerika er startet af Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke, SiD, Mellemamerika Komiteen og U-landsorganisationen Ibis.