Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

Fjerne naboer - i nærbilleder

Filmfestival i København (3-12. nov.) og Århus (9-12. nov.)

27. oktober 2000

I begyndelsen af november måned blænder Filmhusene i København og Århus op for en filmfestival, der bringer tilskuerne kloden rundt. Der præsenteres film fra Latinamerika, Afrika og Asien, som giver et indblik i vores fjerne naboers liv - de liv som globaliseringen bringer tættere på, men som stadig er fjerne for de fleste danskere.

Det er film, som giver tilskuerne mulighed for at komme ind bag den hurtige og stereotype overflade, som de som regel præsenteres for gennem TV.

Dokumentarfilmene fortæller om sporene fra det chilenske mareridt, om konflikt og forsoning i det sydlige Afrika og om baggrunden for tragedien i Rwanda. Men også om selvorganisering i Bangla Desh og behandling af traumatiserede børn i Algeriet.

Spillefilmene bevæger sig ind på de dele af livet, som er vanskelige at dokumentere på film: homoseksualitet i Cuba og verden set fra børnenes synsvinkel i Burkina Faso og Iran.

Fem af de sytten film, som præsenteres, har ikke været vist i Danmark før: Øjnene der så, Den tavse dreng, Den magiske filmfremviser, Hvor regnbuen brydes og Mobuto, konge af Zaïre. Endvidere er filmene Himlen folder sig ud, Sjæl uden fred og Fra asken kun blevet vist en gang i København i forbindelse med symposiet "Southern Africa meets the North" i maj sidste år.

Festivalen "Fjerne Naboer - i nærbilleder" organiseres af SPOR Media i samarbejde med Danida, Det Danske Filminstitut og Center for Kulturelt Samarbejde med Udviklingslandene.

I forbindelse med festivalen arrangeres en turne til uddannelsesinstitutioner og organisationer rundt omkring i landet. På denne tourne deltager den sydafrikanske filminstruktør Don Edkins, der har været ansvarlig for produktionen af fire film om forsoning i hhv. Sydafrika, Zimbabwe, Mozambique og Namibia.

De fire film: Himlen folder sig ud, Sjæl uden fred, Fra asken og Øjnene der så kan ses i Filmhuset i København søndag den 5. og fredag den 10. november - og i Århus torsdag d. 9.november.

Spor Media
yderligere oplysninger: spor@spormedia.dk