En dag i Uganda

En dag i mit liv....

06:30. Står igen op med solen. Koldt brusebad. Jeg skal være til møde på FNs Flygtningehøjkommissariat, UNHCR’s kontor i Moyo på den anden side af Nilen kl. 9:30. Tjekker mail. Takker Uganda Telecom for min nye Internetadgang. Drikker pulverkaffe. Sluger for en sikkerheds skyld et par Imodium-piller - de plejer at kunne udsætte besøg på lokale toiletter.

07:15. Kører mod færgelejet i min Toyota Hi-Lux. På rødt grus og i blændende solskin. Det giver det vildeste sus, når Sudans bjerge toner blåt, og Nilen slynger sig dovent mellem grøn papyrus. Tænker, at det vil være svært at vende tilbage og arbejde på et kontor i det indre København igen.

08:30. Ifølge planen skulle færgen krydse Nilen kl. 7:45. Det er tørtid nu i januar, og når temperaturen stiger til 40 grader, er ventetiden ulidelig. Jeg finder de to ‘færgepiloter’, som spiser friturestegt Nil aborre til morgenmad. Hidser mig op, siger til dem, at jeg vil klage til distriktet over deres sløvhed. De glor resignerende på mig: ’Er det nu hende den urimelige, hvide kvinde igen!?’

09:00. Afgang. Jeg beregner svømmeafstanden. Jeg ved, at jeg hurtigst muligt skal se at komme af vejen, hvis færgen skulle synke. De andre passagerer kan ikke svømme og vil trække mig ned.

10:00. Jeg når frem inden mødet starter. Vi skal koordinere aktiviteter indenfor blandt andet  uddannelse og sundhed for de 230.000 sudanesiske flygtninge, der bor i området. I løbet af tre  timer skal vi gøre status siden sidste møde, og vi skal finde ud af, hvordan vi bedst og mest retfærdigt fordeler de sundheds- og uddannelsespakker, som en amerikansk velgørenhedsorganisation har doneret.

Højdepunktet er dog en præsentation af en ny type hygiejnebind, som kan fremstilles lokalt af elefantgræs! Alt for mange piger går ikke i skole, og menustration og manglen på penge til hygiejnebind kan betyde, at endnu flere bliver hjemme. UNHCR vil have flygtningene til selv at producere de firkantede og lidt rustikke bind.  Folk ser skeptiske ud. Men ideen er god. Miljøvenlig og indkomstgenererende. Bedre end ingenting. Jeg stiller mig til rådighed som forsøgsperson.

13:00. Spiser frokost med en anden dansker, der er ansat på UNHCR. Snakker om hvad man får tiden til at gå med i Norduganda. Vi ender tit med at arbejde hele tiden for at kompensere for de sociale mangler. Men hvor mange år kan man holde til det? De andre danskere heroppe er folk af en helt særlig støbning, engagerede i deres arbejde, hjælpsomme og åbne. Tænker, at måske går jeg glip af noget ved ikke at være hjemme, men får til gengæld noget helt andet her.

14:00. Når lige et kort besøg på vores bibliotek i Moyo. På vej ud af indkørslen punkterer mit ene bagdæk. Folk strømmer til for at hjælpe, og i løbet af ingen tid er dækket skiftet ud med mit reservedæk. Hjælpsomheden er fænomenal. Norduganda er meget bedre end sit rygte!

Rygterne har ellers gjort mit arbejde besværligt her på det seneste. Rebellerne er over det hele, siges det. Derfor skal jeg forud for køreturene tjekke sikkerheden med UNHCR, og hver gang jeg kører denne tur, tænker jeg paranoide tanker om Lord Resistance’s Army, Sudanese People’s Liberation Army og bagholdsangreb.

15:30. Færgen. Samme procedure som vejen ud, bortset fra at den sejler, lige så snart jeg er kommet om borde.

16:30. Skal lige forbi EAAs kontor. Falder i snak med et par kolleger, som jeg var på konflikthåndterings-kursus med i oktober. Kurset afstedkom megen diskussion, og de vil lave nogle konkrete aktiviteter. Spørger om jeg vil hjælpe. De er meget urealistiske mht. tid og ressurser, så vi aftaler at holde et møde om det senere. Siger til dem, at de skal prøve at få nogle kvinder med. Hovedsagen er, at de viser initiativ, et af mine succeskriterier for mit arbejde. Før jeg rejste ud, var jeg i tvivl om en udviklingsarbejder måtte sige ‘resultatorienteret’, eller om vi skulle tale om tingene til alle var enige. Langhåret snak har der heldigvis ikke været meget af. Jeg skal kun være her i 2 år, og tiden flyver. - Selvom MS arbejder med langsigtet udvikling, skal der altså også ske noget, som giver folk en oplevelse af, at de selv har skabt resultater i deres egen levetid. Folk skal opleve sig selv som en del af forandringen.

18:00 Hjemme. Ringer til en af mine kollegaer i Koboko, som jeg skal bo hos i næste uge, mens jeg arbejder i området på den anden side af Nilen. Bliver ringet op af min søster fra Island, som jeg er ved at planlægge ferie med i februar på Zanzibar.

19:00. Mørket sænker sig. Lukker døre og vinduer for at holde myg og flagermus ude. Spiser aftensmad. Frisk kød skal købes på det lokale marked meget tidligt om morgenen, og i tørtiden er der næsten ingen grøntsager i Adjumani. Jeg har derfor lavet en aftale med min nabo, hvor hun for et mindre beløb, laver den bedste aftensmad i byen.

20:00. Skiftevis arbejder og surfer på nettet. Skriver på en artikel til Lolland Falsters Folketidende, der allerede har bragt et par stykker. Færdiggør et biddrag til Mellemfolkeligt Samvirkes medlemskampagne, der handler om en ung sudanesisk fyrs motivation for at deltage i vores nye program Education for Peace. Opdaterer min weblog. Skriver e-mails. Skyper med min veninde Aleksandra i Beograd og chatter på Messenger med min bror på Lolland.

Kl. 00.00. Føler mig meget global, men også ekstremt single. Tæller tilbage på de 26 måneder, jeg har bundet mig til. Hvorfor ku’ jeg ikke bare affinde mig med et 9-17 liv i København? Prøver at beregne chancerne for at finde manden i mit liv, når jeg arbejder hele tiden og i øvrigt bor i en ’no-go-area’. Overvejer om mit valg var et for stort kompromis, om jeg savner venner og familie for meget. Men var jeg hjemme, ville jeg længes ud...

00.30 Termometret viser 31 grader. Opdager at jeg lugter af sved. Tager et koldt bad. Går i seng med ’Den Standhaftige Gartner’.