Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

Ny formand for Mellemfolkeligt Samvirke

Den 39-årige Bent Nicolajsen er blevet valgt som ny formand for MS, efter at Christian Friis Bach har valgt at prioritere familien og sit faste arbejde.

22. april 2001

"MS er blevet stadig mere synlig i de sidste år, og den linje vil jeg fortsætte. Men det har ikke givet os flere medlemmer, tværtimod. Det kan MS simpelthen ikke leve med. Min første opgave bliver at bruge vores høje politiske profil til at gøre det begribeligt, at MS ikke eksisterer i et tomrum. Vi har brug for den politiske og økonomiske støtte, som flere medlemmer kan give os," udtaler den nye formand, der samtidig erkender, at vilkårene for folkelige foreninger generelt er under hastig forandring, og det vil stille store krav til MS.

Af andre mærkesager nævner han behovet for at gøre globaliseringen mere nærværende for danskerne. "Vi har brug for en ny type global undervisning. Vi har haft u-landsoplysning i de danske skoler i 40 år. Jeg tror, der er behov for at tænke hele dette område om. Globaliseringen har skabt helt nye forudsætninger – i verdens fattigste lande og i de danske klasselokaler".

Bent Nicolajsen har siden 1997 været medlem af styrelsen og siden 2000 har han været næstformand. Han er uddannet cand. mag i historie og internationale forhold ved Aalborg Universitetscenter og har i dag sit daglige virke som kontorleder i Landsforeningen Natur og Ungdom. Han har siden 1988 beskæftiget sig med u-landsforhold og u-landsoplysning som højskolelærer i u-landsforhold og som sagsbehandler i Dansk Ungdoms Fællesråd. Fra 1994 til 1996 var han ansat som informationsmedarbejder hos MS og dets partnere i Uganda.

Udover Bent Nicolajsen blev der valgt otte nye medlemmer til MS’ styrelse. Fra de kollektive medlemmer blev valgt Bent Christensen fra Arbejderbevægelsens Internationale Forum og Søren Hougaard fra SID. Bent Christensen blev valgt som den nye næstformand. For de individuelle medlemmer blev valgt Susanne Kirk, Jette Nielsen, Birgitte Lind Pedersen, Mette Roerup, Ole Møs og Sten Schaumburg. Dermed kommer MS’ nye styrelse til at bestå af en spændende blanding af tidligere udsendte med MS og unge aktivister, der især arbejder med organisationens politiske mærkesager.

Nærmere information: Bent Nicolajsen bent@natur-og-ungdom.dk 46497311/mobil 21285603