Til Folketingets medlemmer (Israel-Palæstina)

Kære Folketingsmedlem,

Konflikten mellem palæstinensere og israelere eskalerer og kræver et alarmerende antal dødsofre. Det er en kamp med sten og våben. Det er en kamp om indflydelse og magt. Og det er en kamp om opmærksomhed og den offentlige mening. På alle områder er palæstinenserne den svage part. Dårligt bevæbnede, dårligt organiserede og med en ringe evne til at erobre den offentlige mening. Det er en ulige kamp, og den bunder i en historisk uretfærdighed mod det palæstinensiske folk.

Der er derfor et akut behov for internationale reaktioner, og en langt mere markant europæisk indsats for at løse konflikten. Med dette brev vil vi opfordre det danske folketing og den danske regering til lægge maksimalt pres på parterne, og ikke mindst på Israel, for at få stoppet volden og startet freden. Samtidigt vil vi prøve at belyse konflikten og forhandlingerne i et historisk lys.

I mange medier får palæstinenserne hovedansvaret for urolighederne, for de strandede fredsforhandlinger og for de manglende fremskridt. Den analyse havde måske været delvis rigtig for 10 eller 20 år siden. Den er ikke rigtig mere. Ansvaret for de strandede fredsforhandlinger ligger i dag hos israelerne. Palæstinenserne har givet indrømmelse efter indrømmelse, mens de har set de israelske bulldozere og bosættelser tromle ind i deres områder, i deres byer. Israelerne har konstant tvunget palæstinenserne til grænsen mellem fred og krig.

Palæstinenserne har begået mange fejl. De har været ansvarlige for mange lidelser og for mange menneskers død. Fundamentalistiske islamiske grupper har gang på gang saboteret freden. Men ved forhandlingsbordet har de palæstinensiske forhandlere givet sig, og de har gjort det over for en militær og økonomisk overmagt. Derfor slår frustrationerne nu ud i lys lue. At påstå, at optøjerne bringer fredsprocessen i fare, er at vende tingene på hovedet. Konflikten er et forvarsel om de uroligheder, som vil komme, hvis palæstinenserne tvinges til flere indrømmelser, til flere nederlag.

Palæstinenserne har givet sig på alle centrale områder:

1. For det første har palæstinenserne anerkendt Israel og accepteret en to-stats-løsning:

I årene fra 1948 og frem til slutningen af 1980´erne krævede palæstinenserne at få hele deres hjemland tilbage. Men det krav er blødt op i flere omgange. I 1974 vedtog PLO, at man ville acceptere at oprette en stat i en del af Palæstina, og senere i 1988 vedtog man at acceptere en to-stats-løsning. Begge beslutninger var meget omstridte blandt palæstinenserne og især blandt de tre millioner flygtninge, der havde håbet på og kæmpet for at vende tilbage til deres landsbyer i Israel. Endelig anerkendte palæstinenserne i 1993, i forbindelse med Oslo-aftalen, officielt den israelske stat. Israel har endnu ikke ville anerkende den palæstinensiske stat, men kun at PLO er det palæstinensiske folks retmæssige repræsentant.

2. For det andet har palæstinenserne givet afkald på omkring 80 procent af deres oprindelige hjemland til staten Israel:

Med to-stats-løsningen accepterede palæstinenserne at oprette deres stat i et landområde, der kun udgjorde 22 procent af det historiske Palæstina. Resten skulle være Israel. Når israelerne i dag kræver, at de – efter international ret - illegale bosættelser skal blive en del af Israel handler det derfor om, at palæstinenserne skal afgive landområder i et i forvejen stærkt amputeret Palæstina. Det er urimeligt i et historisk perspektiv. Og det kan betyde, at Palæstina ender som en række usammenhængende øer. Palæstinenserne vil sandsynligvis stå tilbage med en stat på højst 15 procent af deres oprindelige hjemland. Estimater viser, at de i 1948 ejede over 90 procent af jorden. Ifølge FN's delingsplan fra 1947 skulle de have 42 procent.

3. For det tredje har palæstinenserne givet store indrømmelser i spørgsmålet om Jerusalem:

Palæstinensernes oprindelige krav var at få hele Jerusalem tilbage. FN´s løsning, tilbage fra 1947, var at bringe Jerusalem under internationalt styre. Men allerede i 1993 anerkendte palæstinenserne, at Israel kan beholde den vestlige del af Jerusalem. Palæstinenserne skulle have det arabiske Øst Jerusalem. Arafat har desuden udtalt, at palæstinenserne er villige til at lade det jødiske kvarter samt grædemuren i det arabiske Øst Jerusalem, være under israelsk suverænitet. Det ser endda nu ud til, at den palæstinensiske ledelse vil acceptere, at de israelske bosættelser i Øst Jerusalem kan komme til at høre under Israel. Israel har, selv under fredsprocessen, bosat i nærheden af 200.000 israelere i Øst Jerusalem. Det er sket i strid med både FN´s resolutioner og Geneve konventionen.

4. For det fjerde har palæstinenserne tålmodigt accepteret en meget langsom overgang til selvstændighed:

Oslo-aftalen af 1993 indebar, at den israelske besættelse og overordnede kontrol af områderne skulle fortsætte midlertidigt. Palæstinenserne skulle i overgangsperioden på fem år have selvstyre og gradvist overtage myndigheden. De af palæstinenserne, der var positive overfor Oslo-aftalen, troede, at de skulle have selvstyre i hele det område, man kalder de besatte områder, bortset fra Jerusalem og bosættelserne. Men frem til i dag har palæstinenserne kun fået selvstyre i omkring 18 procent af Vestbredden (eksklusiv Jerusalem) og 66 procent af Gaza. Det, som mange palæstinensere i 1993 troede ville blive en 5-årig overgangsperiode til selvstændighed for Vestbredden og Gaza, er endt som en uoverskuelig og endeløs proces, hvor hver eneste kvadratmeter og hver eneste paragraf igen og igen kommer på forhandlingsbordet.

5. For det femte har palæstinenserne udvist fleksibilitet ved i Oslo-aftalen at acceptere, at spørgsmålet om flygtningenes skæbne, er blevet udskudt:

Det på trods af, at nyere israelsk historieskrivning har vist, hvordan en stor del af flygtningene blev tvunget ud og fordrevet af israelske massakrer og brutalitet. På trods af, at deres jord, deres huse og endda en del af deres indestående på bankkonti i Palæstina blev konfiskeret i strid med folkeretten. På trods af, at de palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem er vedtaget i en resolution af FN’s Generalforsamling i 1948, og siden er blevet gentaget i FN mindst en gang om året. Og på trods af, at Israel betingelsesløst lovede at acceptere og honorere den resolution, som optakt til at landet blev optaget i FN i 1949. Et løfte de siden har nægtet at overholde. Verdens største flygtningegruppe, omkring tre millioner mennesker, svigtes – af både Israel og det internationale samfund. Samtidigt får jøder fra hele verden lov til at tage til Israel og bosætte sig på deres jord og i deres huse.

6. For det sjette har palæstinenserne også udvist fleksibilitet ved at acceptere en række (israelske) betingelser for forhandlingerne.

Først accepterede de, at forhandlingerne kunne foregå uden for FN-regi. Palæstinenserne havde ønsket forhandlinger i FN-regi for at sikre, at FN-resolutionerne reelt blev grundlaget for forhandlingerne. Men da forhandlingerne for alvor startede i Madrid i 1991, foregik det ikke i FN-regi, men i et multilateralt regi, hvor USA og Sovjet var værter. Og ved Oslo-aftalen i 1993 accepterede palæstinenserne, at forhandle med Israel uden anden mægler eller dommer end USA, velvidende at USA ville finde rollen svær efter sin mangeårige støtte til Israel.

Billedet er derfor tydeligt. Palæstinensernes indstilling har siden fredsforhandlingernes start været præget både af store indrømmelser og af fleksibilitet. Den nuværende konflikt er derfor udtryk for en dyb frustration blandt palæstinensere over, at Israel ikke møder op med en tilsvarende forhandlingsvilje. Israel er langt fra at acceptere en løsning på FN's præmisser. Talrige er de internationale aftaler, som israelerne er løbet fra. Talrige er de internationale folkeretsprincipper, som israelerne har brudt. Og ikke mindst den fortsatte israelske bosættelsespolitik – i strid med folkeretten - er en blokering for fredsprocessen. Hver eneste bosættelse på Vestbredden er blevet en blokerende sten på den lange vej mod en fredelig løsning. Hver eneste bosættelse er blevet en kampplads. Og hver eneste nye bolig er et symbol på det ulige magtforhold mellem israelere og palæstinensere.

Derfor kan der aldrig findes en løsning, hvor parterne behandles som lige stærke. Det er en ulige kamp – både på ressourcer og indrømmelser. Kun hvis det internationale samfund sætter sig for at beskytte og hjælpe palæstinenserne mod yderligere israelsk ekspansion, vil freden blive stabil. Hvis palæstinenserne tvinges til yderligere indrømmelser, vil der blive så stor modstand mod aftalen, at den alligevel ikke kan overholdes.

De europæiske regeringer, og ikke mindst Danmark, har længe spillet en alt for passiv rolle i konflikten. Men skal der findes en løsning må Europa - og Danmark - nu lægge maksimalt pres på Israel. Rykker de sig ikke må der følges op med diplomatiske og økonomiske sanktioner. Konflikten mellem palæstinensere og israelere er skabt af det internationale samfund. Derfor må den også løses af det internationale samfund. Palæstinenserne har gjort nok. Indtil videre har Europa og Danmark svigtet.

Med venlig hilsen,
Christian Friis Bach
Formand for Mellemfolkeligt Samvirke