Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Kenyas regering truer NGOer

Northern AID, hvis direktør er medlem af MS-Kenyas rådgivende bestyrelse og fire andre civilsamfundsorganisationer beskyldes iflg. flere kenyanske aviser for at udgøre en ikke nærmere defineret trussel mod nationens sikkerhed.

Af: Morten Bonde Pedersen

06. april 2006

De fem organisationer er blevet truet med at blive afregistreret og dermed miste deres ret til at arbejde som NGO’er i Kenya. Ifølge Daily Nation har de dog alle bebudet, at de vil fortsætte deres arbejde, uanset, om de fortsat kan være registrerede eller ej.

En af de toneangivende kenyanske aviser, Daily Nation, nævner, at de fire andre organisationer, der angiveligt er rejst trusler mod er: Centre for Law and Research International, Womankind, Christian Partners and Corruption Watch International.

NGO'erne tager til genmæle

26 kenyanske civilsamfundsorganisationer har protesteret over regeringens påståede planer og beskyldt regeringen for at intimidere og chikanere NGO’er og medier, som graver i kriminelle forhold i landet.

Kenyas minister for National Heritage, parlamentsmedlem Suleiman Shakombo, har, ifølge en gruppe NGOer, truet organisationer, som har deltaget i demonstrationer mod regeringen. Ifølge avisen The Standard har samme minister i sidste måned advaret om, at NGO’er, der planlægger demonstrationer mod regeringen, vil blive afregistreret.

På Mellemfolkeligt Samvirkes landekontor i Kenya meddeler landekoordinator Anne Hoff, at man følger situationen nøje.