Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

Tillykke Serbien

Der bliver skrevet historie i disse timer. Slobodan Milosovic er ikke længere Serbiens leder og tretten års mareridt er slut.

06. oktober 2000

Mellemfolkeligt Samvirke (MS) hilser forandringen i Serbien mere end velkommen, og vi ønsker det serbiske folk tillykke med sejren. En særlig tanke sender vi til vores serbiske samarbejdspartnere, der har kæmpet for dette øjeblik med en energi og en vilje, som selv Europas sidste diktatur ikke kunne modstå. Vi ønsker dem tillykke med, at deres land endelig er frit, og at det lykkedes at skabe forandringen med fredelige midler.

For sejren i dag tilhører ikke NATO, der bombede Beograd, eller EU, der til det sidste opretholdt sanktioner mod Serbien. Sejren tilhører det folk, der trods isolation og international fordømmelse kæmpede deres egen kamp på egne præmisser. I dag er slaget vundet og et nyt er begyndt. Slaget om at få Serbiens økonomi på fode, få genetableret statens troværdighed og brudt landets isolation. Det slag kan serberne ikke vinde uden støtte udefra, og her spiller EU en afgørende rolle. Det gør civilsamfundet i Serbien også, som MS vil fortsætte med at støtte og samarbejde med i de kommende år.

Men i dag vil vi fejre det første skridt. Tag del i serbernes jubel på MS’ hjemmeside www.ms.dk, hvor vi bringer citater fra unge serbere ligeså hurtigt, som de ringer dem ind fra Beograds gader. Det er stærk læsning!

Med venlig hilsen
MELLEMFOLKELIGT SAMVIRKE
Kontakt: Martin Lidegaard tel. 7731 0080 eller 2687 6706