Øjeblikkeligt behov for øget internationalt pres på Nepals konge
Smarte sanktioner er et af midlerne, der skal tvinge Kong Gyanendra til forhandlingsbordet for at skabe fred og demokrati i Nepal
10. april 2006"Mellemfolkeligt Samvirke bakker op om de demokratiske kræfter, der de seneste dage har intensiveret deres aktiviteter for at få genindført demokrati i Nepal. Vi tager samtidig afstand fra de hårdhændede metoder, regeringen benytter i forsøget på at hindre folks ret til at demonstrere mod Kong Gyanendras magtovertagelse for et år siden," siger Mellemfolkeligt Samvirkes formand Søren Hougaard i en kommentar til den kritiske situation i landet.
I hovedstaden Kathmandu er dagligdagen fuldstændig paralyseret med lukkede forretninger, kontorer, arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner. Udover politiets lastbiler og hærens pansrede mandskabsvogne ses kun på ambulancer, FN- og diplomatbiler på gaden.
Ikke bare fagforeningsmedlemmer, partimedlemmer og studerende trodser myndighedernes udgangsforbud og går på gaden i protest mod Kong Gyanendras enevældige styre. Også flere offentligt ansatte viser nu åbent deres sympati for demokratibevægelsen. Det sker på trods af et massivt opbud af politi, der ikke viger tilbage for at skyde med skarpt. Tre mennesker har indtil videre mistet livet. Også i distriktsbyerne er der rapporter om store demonstrationer og protester.
"Der må handles nu, for situationen er helt uholdbar i Nepal. Det internationale samfund må presse på for at få kongen til at overdrage sine magtbeføjelser og indgå i de helt nødvendige fredsforhandlinger med de politiske partier og maoisterne," siger Søren Hougaard.
"Det er på tide at indføre ’smarte sanktioner’ mod det undertrykkende styre. Disse bør omfatte indrejseforbud til andre lande for kongen, hans familie, regerings- og militærfolk, samt fastfrysning af disses værdier i udenlandske banker. Derudover må man hindre, at nepalesiske militærfolk, som har medvirket i menneskerettighedskrænkelser, får adgang til udsendelse med FNs fredbevarende styrker," fortsætter Søren Hougaard.
Mellemfolkeligt Samvirke er til stede i Nepal med syv danske udviklingsarbejdere, hvoraf fire er placeret udenfor hovedstadsområdet. Inden urolighederne har det langsigtede arbejde med demokrati og fattigdomsbekæmpelse kunnet foregå uhindret. I de seneste dage har alle udviklingsarbejderne dog måttet holde sig inde døre, enten som følge af det udgangsforbud, som er gældende i Kathmandu for 3. dag, eller for at holde sig på afstand af de voldsomme sammenstød mellem demonstranter og politiet.
Yderligere oplysninger
Søren Hougaard, formand for Mellemfolkeligt Samvirke, 21602068



