Da 3000 flygtninge gjorde gymnastik

En dag som bliver husket

Tårerne løber ned ad kinderne på kvinden, der kommer hen mod de unge danske gymnaster. Og der er dyb taknemmelighed i hendes blik, da hun begynder at takke dem.

- For første gang, siden vi ankom her til lejren for flere år, har jeg i dag set mine drenge smile og grine, siger hun med grødet stemme og klemmer de unges hænder.

DGI's verdenshold i gymnastik

Det er den 25. ende marts 2006. De 28 deltagere på DGIs Verdenshold i gynmastik står midt i en af de mange flygtningelejre for internt fordrevne mennesker i  Otwal kommune i det nordlige Uganda.

De har lige lavet en improviseret forestilling på den sjap våde plads. Deres tøj, sko, ben og hænder er fuldstændig mudrede, og lige som de op mod 3000 flygtning, der står klinet til hegnet i vand til op over anklerne for at se, er de drivvåde af regn.

Men alle har det godt og der er store smil og grin på alles ansigter. Og ingen – hverken de unge danske gymnaster, de mange ugandiske flygtninge, den danske ambassadør Stig Barlyng eller arrangørerne, er i tvivl om at de her timer i hinandens selskab vil blive husket resten af livet.

Venter på en fremtid 

Da MS´s partner Recreation for Development and Peace (RDP) fik besked om, at Verdensholdet 2005-2006 ville besøge Uganda på deres turne, blev det med det samme besluttet at en af forestillingerne skulle placeres i Otwal, hvor RDP-Uganda blandt andet arbejder.

Otwal kommune har 46.000 indbyggere, som alle bor i flygtninglejre.

De er ugandere, men de er blevet fordrevet fra deres hjem og jordlodder af oprørslederen Joseph Kony og hans Lords Resistance Army og af kampene mellem de ugandiske regeringssoldater og LRA.

- Jeg har boet her i fire år nu, siger den 16 årige Acai Bonny, hvis far blev dræbt af Konys oprørere og moderen over hals og hoved måtte flygte ind til lejren Otwal B med ham og hans 4 søstre og 3 brødre. Acai Bonny hader Otwal B.

De små runde stråtækte lerhytter ligger side om side klinet op ad hinanden i lejr B. Her bor 11.800 mennesker – på ubestemt tid – uden mulighed for at se en fremtid for sig.

- Jeg drømmer om at komme videre. Jeg vil gerne have et liv, siger Bonny og understreger, at han virkelig savner at gå i skole.

Flygtningelejrene er skræmmende trøstesløse og grå. Der er intet at lave og de tusindvis af børn og unge sidder bare og venter bare – venter på en fremtid…

Netop derfor er den 25. marts 2006 blevet noget helt specielt. En glædens dag – en festens dag.

Sjov, stor og fælles gymnastiktime

Mens et par tusind tilskuere stod langs hegnet samlede de unge danske gymnaster hundredevis af børn, unge og gamle inde på pladsen. Der blev sat musik i de medbragte højtalere og så startede ellers den største og sjoveste fælles gymnastiktime. Under skarp ledelse af Astrid, Rikke og Kristian oppe fra en stabel madrasser, blev der både hoppet, drejet, spjættet, sparket, grinet og svedt.

Alle glemte deres lidelser for en stund, glemte kulturelle forskelle og sproglige vanskeligheder.

Ved hjælp af gymnastikkens sprog blev alle fælles om at give hinanden en rigtig god dag. En uforglemmelig dag.