Åbent brev til aktionærerne i Lundbeck

27. marts 2001 I dag holder Lundbeck generalforsamling. Det sker efter flere ugers medieomtale af deres involvering i en retssag mod den sydafrikanske regering, som forsøger at gøre medicinen billigere for den sydafrikanske befolkning. Der er ikke lige nemt at forstå, hvad retssagen betyder for de HIV/AIDS smittede, og hvorfor de internationale patentregler er ødelæggende for folkesundheden i u-landene. Det forsøger vi at råde bod på med dette brev. Bag brevet står organisationer, som oplever konsekvenserne af, at mennesker i den fattige verden er afskåret fra at modtage den nødvendige medicinske behandling. Det er en urimelig og uholdbar situation, og selvom billig medicin alene ikke er hele løsningen - er det ét meget nødvendigt middel i kampen mod globale sygdomme.

02. april 2001

Vi står ikke alene med vores kritik af de internationale patentregler. Både FN's generalforsamling, WTO's generaldirektør, WHO's generaldirektør, EU Kommissær Poul Nielsen og en lang række europæiske ministre er enige i, at patentreglerne ikke må være en hindring for at hjælpe de syge i udviklingslandene. Og USA's tidligere præsident Bill Clinton opfordrede, på et møde for danske erhvervsledere i København i denne uge, Sydafrika til at producere løs af den patenterede medicin og forsatte "Vi må finde andre metoder til at give virksomhederne økonomisk kompensation, for vi kan ikke leve med en viden om, at vi har medicin, der kan holde folk i live, men som de ikke har råd til at købe". Verden er i hastig forandring og patentreglerne bliver nødt til at følge med.

I den verserende retssag har Lundbeck desværre valgt den snævrest mulige fortolkning af patentreglerne, og er derfor i praksis med til at forhindre Sydafrika i at skaffe billig medicin til en befolkning hvoraf 1/5 er smittet med HIV. Lundbeck ønsker ikke at trække sig ud af retssagen. Derfor opfordrer vi jer som aktionærer, til at bruge generalforsamlingen til at sende et stærkt signal til Lundbeck om at blive en del af løsningen - i stedet for at anlægge retssager, der trækker tingene i langdrag. De syge i Afrika har ikke tid til at vente.

Baggrund om retssagen

I år 2000 døde mere end 250.000 sydafrikanere af AIDS, gennemsnitsalderen forventes at falde med mere end 20 år og en million børn er blevet forældreløse. HIV og AIDS vil i de kommende år underminere udviklingen i det sydlige Afrika og vil på længere sigt udhule de spæde fremskridt i regionen. Afrika er klart det hårdest ramte område i verden med 70% af de HIV-smittede voksne og 80% af de HIV-smittede børn.

Derfor indførte den ny sydafrikanske regering i 1997 en lov, som skulle hjælpe regeringen med at gøre medicinen billigere for den sydafrikanske befolkning. Men mindre end tre måneder senere anlagde den sydafrikanske medicinsammenslutning (PMA) en privat retssag, der nu mere end tre år senere kommer for retten i Sydafrika. Lundbeck er blandt de 41 medicinalvirksomheder som har anlagt sagen.

Retssagen handler især om en del af loven, der giver Sydafrika mulighed for import af billig medicin. Særloven vil i praksis indføre "frihandel" på medicinområdet, og give Sydafrika mulighed for at importere fra f.eks. Indien. Men PMA hævder, at loven er for bredt formuleret og giver Sundhedsministeren ret til at udstede tvangslicenser, til lokale producenter uden patentindehaverens samtykke. Den sydafrikanske regering nægter imidlertid, at det er hensigten, og har endnu kun i ringe omfang benyttet sig af særloven - selvom både parallelimport og tvangslicenser ikke er en enestående praksis, og har været benyttet af både EU og USA.

At Sydafrika endnu ikke har taget særloven i brug skyldes ikke alene den igangværende retssag - men også et voldsomt internationalt pres. Den 30. juni 1998 besluttede det Hvide Hus, at tilbageholde adgang for produkter under det såkaldte GSP system, hvilket normalt giver Sydafrika en særlig fordelagtig markedsadgang til USA. Samtidig kom Sydafrika på en liste "Special 301 Watch List" over lande, som efter amerikansk opfattelse ikke overholder patentreglerne. En plads på denne liste giver efter amerikansk lovgivning mulighed for handelssanktioner. Og endelig truede USA med at mindske udviklingsbistanden til Sydafrika, i.f.m. vedtagelsen af finansloven for 1999, såfremt Sydafrika ikke ændrede særloven.

Også EU Kommissionen har anlagt en kritisk holdning til Sydafrika, f.eks. i et brev fra d. 23. marts 1998 til Sydafrikas præsident Mbeki, hvor man udtrykker sin bekymring over særloven. Denne holdning er ikke blevet trukket tilbage, men EU Kommissionen har for nylig fremlagt et forslag som strækker de internationale patentregler til det yderste, idet EU Kommissionen vil købe AIDS medicin, hvor den er billigst - også selvom dette indebærer import af kopiprodukter fra f.eks. Indien. Samtidig øges budgettet til sundhed, HIV/AIDS og befolkningsprogrammer til otte procent af EU bistanden.

Frem til for nylig har det internationale pres ikke medført, at priserne på medicin er blevet sænket mærkbart, selvom det har været tvingende nødvendigt. Et eksempel er Fluconazole, som bruges til behandling mod AIDS relaterede sygdomme som bl.a. meningitis. I Sydafrika er medicinen blevet solgt til 80.24 Rand pr. kapsel til den private sektor og 28.57 Rand pr. kapsel til den offentlige sektor – mens den thailandske kopimedicin kun koster 1.78 Rand pr. kapsel. For den såkaldte kombinerede antiretroviral behandling, som bruges direkte mod HIV smitte, har indiske producenter tilbudt at sælge et års forbrug af medicin til 350 dollars, hvilket er ca. 1/10 af hvad medicinen har været solgt til i Sydafrika.

Først i de sidste uger er verdens førende medicinalvirksomheder nu begyndt at sænke deres priser. Men det gælder foreløbigt kun HIV/AIDs medicin. Der er langt igen, før verdens fattigste lande får adgang til billig og effektiv medicin til de mange andre livstruende sygdomme. Derudover er det ikke rimeligt, at de fattige lande individuelt skal forhandle sig til prisaftaler med de mange medicinalvirksomheder. Der må brede politiske løsninger til.

Retssagen i Sydafrika kan sagtens gøres kompliceret. Men i Sydafrika er sagen egentlig meget enkel. For regeringen er det afgørende at skaffe billig medicin til befolkningen, hvoraf 1/5 er smittet med den dødelige sygdom. Billig medicin alene, er ikke løsningen – men er ét meget nødvendigt middel i kampen mod AIDS.

Sydafrika er endelig - efter megen slinger i valsen - begyndt at tage HIV- og AIDS-epidemien alvorligt. Derfor er medicinalindustriens sagsanlæg et slag i maven på en i forvejen svag regering. Men det er også et slag mod andre og mindre magtfulde lande, som f.eks. Tanzania, der næppe tør udfordre verdens regeringer og virksomheder, før retssagen i Sydafrika er blevet afgjort.

Baggrund om patenter og TRIPs aftalen

Novo Nordisk, som i modsætning til Lundbeck har deltaget aktivt i debatten om denne sag, har anført, at de internationale undtagelsesbestemmelser i TRIPS aftalen allerede giver Sydafrika mulighed for at sikre befolkningen adgang til billig AIDS-medicin. Det argument er højst tvuvlsomt ifølge et notat fra EU kommissionen, der slår fast:

 at de nuværende undtagelsesbestemmelser i TRIPs aftalen ikke er lavet med henblik på situationer som den i Sydafrika, 
 At det er højst tvivlsomt, om sydafrika og andre u-lande lovligt kan importere medicin fra andre lande, der producerer billig kopimedicin. Derfor kan især små u-lande, med manglende mulighed for lokal produktion, komme i klemme. 

Notatet slår fast, at der er brug for at ændre og præcisere de internationale patentregler, og at retssager ikke er nyttige i den proces.

Selv hvis Sydafrika kunne benytte den undtagelsesparagraf (artikel 31b), der siger, at TRIPs reglerne kan afviges i en national katastrofetilstand, så mangler Novo Nordisk og Lundbeck at svare på:

 om det er rimeligt, at et land skal erklære national katastrofetilstand for at sikre befolkningen billig medicin. 
 hvordan verdens fattigste lande skal få adgang til billig medicin for andre livstruende sygdomme som meningitis, malaria, hæmofili, lungebetændelse m.v., hvor der ikke eksisterer en national katastrofetilstand, men hvor millioner af mennesker fortsat dør, fordi de ikke kan få adgang til billig medicin. 

Det eneste rimelige er, at give udviklingslandene ret til kopiproduktion og parallelimport af medicin.

Det der er brug for er derfor en gennemgribende revision af TRIPs aftalen i forbindelse med den kommende handelsrunde i WTO. Det skal sikre, at aftalen bliver til gavn for de fattige lande.

Den nuværende aftale er ikke rimelig eller retfærdig.

Patentreglerne har og vil i stigende grad få enorm betydning for verdens fattige lande. Alle rige lande har udviklet sig i en periode uden tilsvarende snærende bånd. Alle rige lande har benyttet sig af, at kunne udnytte gode ideer og opfindelser fra andre lande frit. Det er første gang i verdenshistorien, at vi nu indfører et globalt videns/teknologi-monopol til gavn for de rige lande, og tvinger verdens fattigste lande til at overholde de samme patentregler, som vi har i Europa og i USA. 97 procent af verdens patenter og copyright ejes af rige mennesker i rige lande.

Denne sag handler derfor ikke kun om AIDS medicin. Debatten om AIDS medicin er blot et eksempel, som viser, hvor forkerte de internationale regler for patenter og copyright er. Ikke mindst indenfor landbrugsteknologi og medicin vil betydningen for verdens fattigste lande være akut og alvorlig. Det handler om fattige bønder, der ikke får adgang til ny landbrugsteknologi og nye plantesorter. Det handler om skoler, universiteter og virksomheder i u-landene, der ikke kan bruge nye computerprogrammer. Og det handler - i denne sag - om fattige mennesker som ikke kan få adgang til ny medicin. Helt generelt handler det om, hvorvidt fattige lande må tage gode ideer udnytte dem til gavn for en befolkning, der desperat skriger på udvikling og fremskridt.

Sagen skal også ses i lyset af, at patenter, historisk set, er en ny opfindelse. For hundrede år siden var Schweiz, der i dag har nogle af verdens største kemiske virksomheder, faktisk en af de argeste modstandere af patenter, fordi landets medicinalvirksomheder levede af at kopiere opfindelser fra især Tyskland. I det tyske parlament blev Schweiz betegnet som "et land af pirater og røvere". På det tidspunkt kæmpede den kemiske industri i Schweiz, blandt andet J. Geigy-Merian som var med til at grundlægge Ciba-Geigy, mod indførelsen af patenter. I den første patentlovgivning der blev vedtaget i 1888, var et af kravene for at få et patent, at man skulle kunne fremvise en model af opfindelsen. Dermed var hele den kemiske industri undtaget, da kemiske stoffer jo ikke kan fremvises. Den undtagelse blev først endeligt fjernet i en revideret patentlovgivning i 1978. På det tidspunkt var den kemiske industris interesser nemlig markant anderledes. Fra at importere opfindelser var Schweiz blevet til en af verdens største eksportører af opfindelser. I dag bruger Schweiz, som huser nogle af verdens største kemikalie og medicinalvirksomheder, sammen med EU og USA, megen energi på at tvinge u-landene til at indføre de patentregler, som landet selv var modstander af for ikke så længe siden.

Det bliver endnu mere problematisk, fordi patenter i dag ofte bare bruges til at kontrollere markedet. 95 procent af de patenter, som tages i u-landene, bliver ikke brugt til at starte en lokal produktion, men udelukkende til at sikre mod import af kopiprodukter. De fleste rige lande mener i dag, at det skal være muligt at have patent i et u-land, selv om det ikke bruges til produktion i landet, og at patentet skal kunne hindre importen af kopiprodukter. Igen behøver vi blot gå 100 år tilbage for at finde det modsatte synspunkt. I 1886 udtalte Parlamentet i Schweiz at "vi må stå fast på, at alle der har et patent i Schweiz også skal producere her i landet og ikke kun importere deres produkt". Den økonomiske udvikling og skiftet fra at være importør af viden og teknologi til at være eksportør, har fået verdens rige lande til at dreje rundt på en tallerken. Det spørgsmål, man står tilbage med, er, hvorfor u-landene ikke skal have de samme muligheder for at skabe velstand og vækst, som Schweiz - eller Danmark - havde for 100 år siden?

Argumentet om at patenter er nødvendige for at skabe økonomisk vækst og udvikling i verdens fattigste lande, er derfor ikke rigtigt. Det modsiges også af succesrige lande som Japan, Sydkorea og Taiwan, der indledte deres utrolige vækstperioder med at kopiere produkter fra USA og Europa. De klarede sig fint uden en streng patentlovgivning. Og det samme har gjort sig gældende i stort set alle rige lande. Faktisk tyder en række eksempler fra medicinalindustrien på, at manglen på patenter fører til flere investeringer og mere lokal produktion. I 1995 var Kina det u-land i verden som modtog flest udenlandske investeringer, på trods af at landet havde en meget svag patentlov - som endda ikke blev håndhævet effektivt. De sektorer der blev investeret mest i, var kemikalieproduktion og medicinalindustrien. Selvom Brasilien i perioden 1949 til 1969 afskaffede patenter på medicin, så var det netop i medicinalindustrien, at landet i 1970'erne oplevede en af de stærkeste stigninger i investeringer. Det samme skete da Tyrkiet i 1961 afskaffede patenter på medicin. Når medicinalvirksomhederne ikke kan blokere for lokal produktion ved at tage patenter vælger de i stedet, at gå ind og producere lokalt. Argumentet om, at ingen vil investere i u-landene, hvis de ikke har stærke patentregler er derfor i modstrid med historien.

Sagen skal også ses i lyset af, at tabet for verdens store medicinalvirksomheder ved kopiproduktion og parallelimport er marginalt, da verdens fattigste lande og mennesker ikke har råd til den dyre medicin. I Mozambique skønner lokale organisationer, at kun to ud af omkring to millioner HIV-smittede, modtager moderne livsforlængende behandling.

Det er derfor ikke rigtigt, at ingen vil forske, hvis u-landene får lov til at udnytte patenter fra verdens rige lande. Manglende patentregler kan endda give udvikling og dynamik. Som beskrevet ovenfor er mange af verdens store medicinalvirksomheder grundlagt på baggrund af kopiproduktion og ideer fra udlandet. Første senere har de udviklet egne lægemidler.

Tilsvarende er det meget sandsynligt, at hvis vi gav u-landene lov til kopiproduktion, så ville lokale virksomheder, kunne udvikle sig og begynde at forske i de sygdomsproblemer, som er særligt akutte i den del af verden. Kopiproduktion kunne dermed give mere og bedre forskning på længere sigt.

Endelig skal det også huskes, at medicinalvirksomhederne har tjent milliarder på at udnytte planter, dyrearter og traditionel viden i u-landene til at udvikle ny medicin. Den viden og de ressourcer har u-landene aldrig fået betaling for.

Afslutning

Vi håber, vi har skabt forståelse for, at verdens fattigste mennesker må sikres adgang til billig medicin og at verdens internationale patentregler skal laves om.

Løsningen må være en kombination af flere tiltag:

De fattigste lande skal have mulighed for at kopiere viden og opfindelser fra de rige lande for at skabe udvikling i deres lande. Der må indføres længere overgangsperioder for u-landene, kortere og smallere patentperioder eller offentlige patenter, som fremover vil sikre u-landenes adgang til ny teknologi - og til medicin.
Der skal være langt mere offentlig forskning i de sygdomme som rammer u-landene særligt hårdt og der bør etableres en international fond til at støtte det. Fonden kunne etableres gennem en afgift på medicin solgt i rige lande.
Det eksisterende to-pris-system - der giver mulighed for et sæt priser i rige lande og et andet i fattige - skal udvikles og styrkes, så vestlige virksomheder kan tilbyde billig medicin i u-landene. Og det bør kontrolleres gennem regler for parallelimport mellem rige og fattige lande.
De krav vil vi opfordre Lundbeck og Novo Nordisk til at arbejde for i medicinalindustriens internationale sammenslutninger. Og vi vil meget gerne samarbejde med både Lundbeck og Novo Nordisk i det videre forløb.

Men skal det lykkes kræver det, at I som aktionærer sender et stærkt signal om, at verdens fattigste mennesker skal sikres adgang til billig medicin. Og at Lundbeck skal være en del af løsningen. Ikke en del af problemet.

Med venlig hilsen,

Hanne Selnæs

Forkvinde for U-landsorganisationen IBIS

 

Christian Friis Bach

Formand for Mellemfolkeligt Samvirke