Endelig en fri mand
Arjun Lonia blev arresteret to gange af politiet anklaget for at være maoist, før han med hjælp fra Mellemfolkeligt Samvirkes partnerorganisation HURON kunne kalde sig en fri mand.
|
|
Arjun med familie
|
20. april 2006
Det var klokken seks om morgenen den 19. juli 2004 da fem sikkerhedsfolk bankede på Arjun Lonia dør med deres rifler. Han blev beordret til at stå op, og fik af vide at han ville blive transporteret til politistationen i Nepalgunj. Han hænder blev bundet på ryggen med snoren fra en fløjte, mens hans hustru og fem børn sad i sengen og græd.
Arjun Lonia var blevet arresteret for at være maoist, sigtet efter Public Security Act 2046.
Anholdt uden grund
“Jeg var så bange og ked af det, fordi når min mand ikke er her, hvordan kan jeg så tage mig af vores børn? En mand skal være foran og bagved sin hustru for at beskytte,” erindrer hans hustru Ramkala Debi, som sidder udenfor familiens hus i landsbyen Bhangghata Chaudharipurwa lidt uden for Nepalgunj.
Arjun Lonia var også bange. Han sad i bilen på vej mod politistationen og tænkte på, hvad der mon ville ske med ham. Da han kom til politistationen blev hans fødder bundet sammen, derefter slog politibetjente ham under fødderne og på hans ryg med kæppe.
”Jeg var så bange. Smerten jog op igennem min krop fra mine fødder og op til mit hoved. De blev med at slå, mens de gentagne gange spurgte mig, om jeg er maoist. Men min hjerne fungerede ikke, og jeg kunne ikke sige noget som helst. Flere dage efter kunne jeg ikke gå,” fortæller Arjun Lonia, der i dagene efter blev ved med at spørge, hvorfor han var blevet arresteret. Han fik ikke noget svar.
”Jeg har aldrig været tæt på eller aktiv i maoistbevægelsen. Jeg er blot en bonde, der passer mit eget, og jeg har travlt med mit arbejde på markerne. Hvorfor skulle de dog arrestere mig,” spørger han i dag.
28 dage dage i fængsel
Arjun Lonia havde siddet i sin celle i 28 dage, da politiinspektøren kom og fortalte ham, at han kunne blive en fri mand, hvis han betalte en kaution 500 rupi – godt 45 danske kroner.
“De åbnede mine håndjern og gav mig besked på, at jeg skulle give mit fingeraftryk på løsladelsespapiret. Da jeg havde sat fingeren på papiret, blev jeg med det samme fængslet igen og fik håndjern på foran min grædende familie, der blev ved med at spørge, hvorfor jeg blev arresteret igen, men politiet gav ingen begrundelse,” erindrer han.
Mellemfolkeligt Samvirkes partner går ind i sagen
Det var kommet til et punkt, hvor familien følte, at de aktivt måtte prøve at få Arjun Lonia løsladt. Hans far, Saktu Lonia, hyrede en advokat for at få sin søn frigivet, men sagen kom aldrig for retten. Faderen spurgte også om hjælp fra de politiske ledere i Nepalgunj, men der var ingen der kunne hjælpe ham. Han hørte, at han måske kunne få hjælp fra menneskerettighedsorganisationen HURON og troppede op på deres kontor for at fremlægge sin søns sag.
“De politiske ledere sagde, de ville hjælpe, men de gjorde det aldrig. Men så hørte jeg, at menneskerettighedsorganisationer hjælper fattige med at få retfærdighed, og så gik jeg til HURON,” fortæller Saktu Lonia der er rystet over, at hans søn skulle tilbringe næsten et år i fængsel uden grund og at det skal være så svært for den almindelige nepaleser at få en sag for retten.
”Hvordan kunne min søn sidde i fængsel i så lang tid uden at komme for en dommer? Det var ikke engang muligt for en privat advokat at få hans sag for retten,” fnyser faderen.
Mere end et år efter Arjun Lonias anholdelse kom hans sag, med hjælp fra HURON, for byretten i Nepalgunj. Ifølge politiet var Arjun Lonia en terrorist der kunne skabe optøjer og påvirke den nationale sikkerhed, og de udtalte, at de var sikre på, at Arjun Lonia er maoist. De havde kun anonyme, mundtlige vidneudsagn, men de sagde, de havde fundet et maoist flag og dokumenter i Arjun Lonia hus. Derudover at de havde arresteret Arjun Lonia, mens han var i færd med at hænge en rød banner op i landsbyen. Alle anklager blev modbevist af HURON i retten, og den 20. august 2005 blev Arjun Lonia løsladt.
HURONS hjælp er enestående
”Hvis jeg ikke havde fået hjælp fra HURON, er jeg sikker på, at jeg stadig ville være i fængsel. Vi har ingen penge til at betale for advokathjælp, er forsvarsløse overfor staten. Vi kunne ikke have fået hjælp andre steder fra,” siger Arjun Lonia i dag.
”Dommeren tager det mere seriøst, når det er en menneskerettighedsorganisation der fører sagen til retten, for det kommer mere frem, at det er menneskerettigheder der er blevet overtrådt,” mener Saktu Lonia.
I dag er Ramkala Debi glad for at have sin mand hjemme igen. I den tid Arjun Lonia sad i fængsel, overlevede hun og børnene ved at arbejde for den lokale godsejer. Nu har hun igen støtte både foran og bagved.
................................
HURON er en forkortelse af Human Rights Organisation of Nepal.
Public Security Act 2046
Formålet med loven er at kontrollere og opretholde offentlig fred og sikkerhed. Loven bliver brugt, hvis der er tvivl om hvorvidt en person – eller hvis der er risiko for at denne person – kan forstyrre den nationale fred. Loven giver politiet mulighed for at tilbageholde personer uden at skulle føre bevis for anholdelsen.
Politikere frigivet fra ulovlig detention
”Det bedste var, at HURON hele tiden vidste i hvilket fængsel, vi var. Det betød, at vi ikke kunne forsvinde uden nogen opdagede det. Det gjorde en stor forskel for os,” fortæller politikerne efter løsladelsen
Det var med lette skridt at syv lykkelige politikere trådte ud af retsbygningen i Nepalgunj den 22. februar i år efter 28 dage i fængsel. Politikerne var blevet flyttet fra fængsel til fængsel brugt af militæret som et skjold mod angreb fra maoisterne. Militæret var i den tro, at maoisterne efter alliancen med de syv politiske partier, ikke ville angribe et fængsel med fængslede politikere.
“Vi blev flyttet fra fængsel til fængsel, og jeg var bange for at forsvinde i hænderne på militæret og politiet, som det er sket for så mange andre,” fortæller Badhsa Barma, vicepræsident for Nepali Congress i Banke distriktet.
”Politiet skyder blot folk, og så er de forsvundet, men fordi HURON hele tiden vidste, hvilket fængsel vi blev flyttet til, havde vi ikke noget at være bange for,” fortæller Sabir Ali Jaggadh, medlem af Nepali Congress.
Politikernes frygt er ikke ubegrundet. I december 2005 fastslog UN Office for the Coordination of Humanitarian Affairs, at Nepal den seneste to år har haft det højeste antal forsvindinger der er blevet rapporteret til UN Working Group on Enforced or Involuntary Disappearances. Det skal dog ses i lyset af at en ny OHCHR rapport fra februar 2006, der beskriver et fald af sager af forsvindinger.
De syv politikere blev arresteret den 26. januar 2005 i forbindelse med en fredelig demonstration imod det kommende kommunalvalg den 8. februar.
”Jeg gik i front for en gruppe, da politiet kom fra to sider og lukkede vejen. Jeg var på vej hen mod en politibetjent for at fortælle, at dette var en fredelig demonstration, da en betjent råbte: Lad os arresterer ham,” erindrer Sabir Ali Jaggadh som løb ned af gaden med politiet i hælene. Han blev arresteret sammen med 35 andre politikere der alle blev sigtet med Public Security Act 2046.
Menneskerettighedsorganisationen HURON tog med det samme ned på politistationen for at observere, hvordan politikerne blev behandlet.
“I denne situation bliver vi nødt til at være demokratiets vagthund. Politikerne blev arresteret for at være med i en fredelig demonstration, men ifølge forfatningen er det ikke ulovligt for et registreret parti at deltage i en fredelig demonstration. Derfor måtte vi handle,” siger Abdul Aziz Muslman, advokat og sekretær i HURON Banke.
I byretten i Nepalgunj argumenterede HURON, at formålet med Public Security Act er at forebygge vold, men da politikerne allerede var midt i en fredelig demonstration var der ingen grund til at arrestere dem. For det andet var der ingen beviser for, at politikerne havde i sinde at forstyrre den offentlige ro og orden. Det fik dommeren overbevidst om, at politikerne skulle løslades.
Politikerne tror på, at deres løsladelse sender en vigtig besked til det nepalesiske folk.
”Folk er bange for at kæmpe for demokrati, fordi de er bange for, at de ikke kan få hjælp, hvis de bliver arresteret, men dette beviser, at der er hjælp at få. Folk behøver ikke at være bange for at forsvinde. Det er en vigtig motivation,” siger Badhsa Barma.