Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

WTO forhandlinger i dødvande

Af Nils Brøgger Jakobsen, næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke og Kim Raben

28. april 2006

Til WTO ministermødet i Hong Kong blev 30. april sat som deadline for forhandlinger på så centrale områder som eksportkreditter og fødevarehjælp. Målet var, at man inden denne dato skulle have afsluttet forhandlinger på en række af de områder hvor man ikke kunne nå til enighed under WTO ministermødet i Hong Kong sidste december.

At man i WTO regi ikke overholder deadlines er ikke noget nyt, men tidspresset på forhandlingerne er voksende da det forhandlingsmandat som USA’s præsident har fået fra kongressen udløber i juni 2007.

Efterhånden som tiden går og man ikke kommer videre i forhandlingerne mister flere og flere interessen for den nuværende WTO-struktur. Dette vil forårsage, at det komme på tale at reformere WTO, samt i højere grad at fokusere på bilaterale handelsaftaler.

Det bilaterale spor

Allerede få minutter efter sammenbruddet af WTO forhandlingerne i Cancun 2003 udtrykte USA, at de i højere grad ville priortere det bilaterale spor. Denne taktik er for USA i nogen grad lykkedes og USA´s bilaterale frihandelsaftale med flere af de mellemamerikanske lande (CAFTA) er nu en realitet.

EU har også gang i bilaterale handelsaftaler og presser i disse dage hårdt på for at få gennemført de såkaldte økonomiske partnerskabsaftaler med de tidligere europæiske kolonilande. Hvad angår Mellemamerika og Sydamerika er EU også ved at trække i det bilaterale arbejdstøj.

Den mistede tro på det multilaterale system har senest også bredt sig til Danmark. Således var det en del af anbefalingerne fra statsminsterens globaliseringsråd, at Danmark i højere grad end tidligere, skulle fokusere på det bilaterale handelsspor. Dansk Industri har blandt andre presset på for disse ændrede prioriteter.

I Mellemfolkeligt Samvirke mener vi ikke det bilaterale spor er fremmende for en retfærdig verdenshandel. Historien har vist, at de fattige landes forhandlingsmagt i bilaterale sammenhænge er meget lille og bliver tromlet af de rige lande. Det klareste eksempel på dette, er at frihandelsaftalen mellem USA og de mellemamerikanske lande hvor de fattige lande ikke fik et ben til jorden i forhandlingerne. Endvidere er det bemærkelsesværdigt, at det er EU’s og USA’s landbrugspolitik som er skyld i at forhandlingerne står i stampe.

Reform af WTO

Også på den indholdsmæssige side ser det ikke ud til at forhandlingerne lever op til de fremsatte målsætninger. Fordi mistroen til det multilaterale spor vokser som resultat af manglende resultater kan det dog forventes, at den såkaldte Doha udviklingsrunde snart afsluttes - ”the elephant is soon to give birth to an mouse” som man siger i Bruxelles. Dette på trods af, at man ikke har nået forhandlingsrundens mål, herunder præmissen om at rundens formål skulle være til fordel for verdens fattigste.

Det som EU og USA betragter som fordel ved hurtigst muligt at afslutte runden er, at man hurtigt kan komme igang med en reform af WTO hvor man går væk fra de meget brede forhandlingsdagsordner og helt flade beslutningsstruktur. Ved at gå bort fra den velkendte forhandlingsstruktur ønsker man at etablere en struktur som vil lette forhandlingsprocessen og dermed hurtigere opfylde de rige landes ønsker i form af øget markedsadgang til verdens fattigere lande.

Kilder tæt på forhandlingerne siger, at reformforslag går i retning af en struktur som vi kender fra FN i form af et sikkerhedsrådet bestående af en række lande med særlige beføjelser. Med en lignende struktur i WTO vil man gå bort fra den nuværende flade struktur hvor USA og Mali formelt har samme magt. Målet med denne reform ville være at gøre WTO mere beslutningsdygtig.  

Ved at ændre strukturen vil WTO formelt blive mindre demokratisk opbygget. Dette demokratiske tilbageskridt kan dog opvejes ved at give de fattige lande den repræsentative magt som de er berettiget til. 2/3 af medlemslandene i WTO er udviklingslande.  Desværre tyder ikke meget på, at de rige lande har interesse i at etablere et reelt forhandlingssystem hvor de fatige lande har noget at skulle have sagt.  Grundet til, at de rige lande vil reformere WTO er jo netop fordi de ikke længere i samme grad som tidligere kan tryne de fattige lande.