Demokrati
– nu også for fattige og underprivilegerede
Af Søren Hougaard, formand for Mellemfolkeligt Samvirke
|
Ordet demokrati stammer fra det gamle Grækenland, hvor det betød folkestyre. I nyere tid er begrebet ofte blevet forbundet med den parlamentariske styreform, som har sit udspring i Europa.
Demokratiet som folkestyre – eller som folkestyret udvikling – er for Mellemfolkeligt Samvirke en samfundsmodel, hvor fattige og underprivilegerede også har indflydelse på eget liv og samfundets udvikling.
For os er demokrati, at fattige mennesker i landsbyen slutter sig sammen for at sikre, at pengene, der er afsat til den lokale skole, bruges på undervisning og ikke til den lokale chefs privatforbrug. At fattige HIV-smittede mennesker kræver billig medicin og ret til ikke at blive udstødt af samfundet. At fattige bønder slutter sig sammen for at undgå de multinationale agrokemiske firmaers kontrol med deres produktion og indtjening. At fattige kvinder organiserer sig i eksportproduktionszonernes tekstilfabrikker. At fattige fiskere slutter sig sammen for at udvikle nye og bedre produktionsmetoder og forbedre markedsadgangen for deres fangster. Og at klodens fattige slutter sig sammen for at få en bedre national og international lovgivning, der sikrer social udligning og fattigdomsbekæmpelse.
For os er fattige menneskers ret til demokrati et spørgsmål om retten til en folkestyret udvikling. Og den demokratimodel er endnu en global mangelvare.
Mellemfolkeligt Samvirke vil i de kommende år i højere grad fokusere på støtten til fattige menneskers egen organisering – både gennem vores arbejde i u-landene og i vores udvekslingsprogram Global Contact.
Men fælles for Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde er, at der er mennesker involveret. Det er os, der sender unge og seniorer på udvekslingsrejser og for at arbejde som frivillige. Det er os, der sender et bredt udsnit af faggrupper ud som udviklingsarbejdere for at støtte fattige og underprivilegeredes kamp for demokrati og imod fattigdom.
Det er os, der er den danske globale organisation, der sammen med rigtige levende mennesker i Danmark og rigtige levende mennesker i udlandet arbejder for at skabe en bedre verden.





