Stafetten: Klip fra Pernille i Uganda

Pernille Bærendtsen, foto: Jesper Guhle Mogensen

I Stafetten giver vi ordet til folk, der er udsendt for Mellemfolkeligt Samvirke. Det kan som her være uddrag af en personlig weblog eller andre historier. Vi lægger ud med Pernille Bærendtsen, der arbejder i Uganda.

Leaving for Uganda (15. juni 2005)

Jeg skal bruge to år som udviklingsarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke og en lokal organisation, der hedder Education Access Africa – som ”facilitator for organisationsudvikling og kapacitetsopbygning”. Det lyder flot, men hvad det præcist ender med, viser sig nok først om et stykke tid. Jeg skal bo i Adjumani, det varmeste sted i Uganda tæt på grænsen til Sudan. Tanken om cykelture over Knippels Bro under en himmel, der mest minder om en opvreden karklud, for at tilbringe min dag på et kontor med at drikke kaffe, besvare e-mails og telefoner er nok til at vide, at jeg er på rette vej. Og så er der lige mit yndlingsskræmmebillede med det etniske look, batik-outfittet og træhalskæderne med girafdyr: I kommer og henter mig, hvis jeg skulle foretage et identitetsskifte til en af de her wanna-be-black-women!

Copenhagen Dreaming
(4. september 2005)

Jeg har helt vildt lyst til at gå i byen iført min nye solbrændthed, som på Balkan ville klassificere mig som ”sigøjner”. Man får totalt overskud på sin fest-konto af at være i Norduganda. Ikke fordi Adjumani ligger stille lørdag aften. Kørte lige bag en pickup med svajende, letpåklædte hula-hula piger og seje fyre på ladet, der akkompagneret af afro-beats og en medbragt generators brummen forsøgte at male byen godt rød. Jeg forstår bare ikke at afkode en lørdag aften i Adjumani – og tør slet ikke gå i gang med at drikke mig fuld derude. En del har i forvejen de vildeste udtryk i øjnene, og når de er på khat eller hjemmebrændt, virker de utilregnelige. Måske savner jeg jer bare!

Søndag eftermiddag (5. september 2005)

En mand slapper af, mens han iagttager kvinderne arbejde på Adjumani markedet.

Lady and gentlemen (7. september 2005)

Kønsfordelingen var én kvinde til mange mænd under Nixons afsked. Han fik nogle til at slagte en ged, grille den, inviterede vennerne til øl og den lokale gin waragi. Så sidder 10-15 mænd bænket i Nixons have på det våde græs under stjernerne, for det har lige styrtregnet. Det er svært ikke at spørge, hvor kvinderne er. ”Hjemme for at slappe af”. Nå, ja, selvfølgelig, de står jo op før alle andre for at hente vand, lave mad, købe ind, vaske tøj og passe børn. Sjovt nok er jeg en slags acceptabel mellemting, fordi jeg er hvid. Kvinde, men alligevel ikke i samme kategori som de afrikanske. Det giver et interessant råderum, som jeg på sin vis er glad for, men som heller ikke er helt tilfredsstillende.

Børnesoldat (6. oktober 2005)

Denne morgen tog samtalen et sving omkring, hvad folk havde lavet tidligere i deres liv. Det kan heroppe åbne op for barske kapitler. Benjamin på 23 år har dagen forinden fortalt, at han i begyndelsen af 1990erne blev rekrutteret af SPLA, Sudan People’s Liberation Movement, og sammen med tusinder af andre børn marcherede til en lejr i Etiopien for at blive trænet som soldat. Jeg forsøgte forgæves at regne mig frem til hans daværende alder, mens han fortalte om flugten til Adjumani og hvordan han senere hentede sin lillebror i Sudan: ”Jamen, så var du jo ikke særlig gammel!”, udbryder jeg. Det ved han godt og smiler nærmest overbærende, fordi det har taget mig så lang tid at konstatere, at jeg nu arbejder sammen med en tidligere børnesoldat. Dyb indånding og nok om det.

Jeg har lige interviewet Benjamin til en artikel, og så skal han fotograferes.
Vi er ikke helt enige om billederne. De fleste her vil helst stirre stift ind i kameraet. Jeg foretrækker øjeblikket lige inden – og sort/hvid.

Jeg er ikke sikker på, at verden vil reddes (3. november 2005)

Lederen skælder ud, når noget er galt, og det er der for meste. Han stiller inkvisitoriske spørgsmål, som får folk til at klappe i. Det er misforstået personalepleje. At holde de ansatte som gidsler og skælde dem ud flere timer i træk, gider jeg bare ikke overvære. Folk bliver ikke klogere eller mere aktive jo flere dunk, der gives. Jeg har virkelig svært ved at tackle, at mænd fører sig frem som om, de er sat i verden til at styre foretagender, de i virkeligheden slet ikke har det store begreb om. Men det er måske netop derfor, at man placerer udviklingsarbejdere i disse sammenhænge?

Når det kører... (28. november 2005)

I dag skete én af de ting, der virkelig får mig til at holde af mit arbejde. Der var så forbandet varmt, at det føltes, som om alting stod stille og foregik i slow-motion. Det var derfor en overraskelse at blive inviteret til møde med en gruppe af vores folk, der vil starte et initiativ, der skal bygge videre på vores kursus om konflikt og forsoning i sidste måned. Sejt. Her går vi og taler og skriver om deltagerstyring og initiativer, der skal komme fra bunden, og så sad de alle sammen der – Mori, Jamal, Stephen, Mark og Stella i deres iver efter at lave noget mere. Men nogen gange går det så hurtigt, at de ikke helt får tænkt over, om de nu også kan gøre det. Så vi foreslog test workshops med et overskueligt program. Og så sad de hele eftermiddagen og skrev et flot papir med ideerne. En foreslog, at vi skulle kommunikere om det og aftale næste mødedato – ”ellers bliver det jo bare ikke til noget”. Bingo! Kom ikke og sig, at der ikke er sket noget i EAA! Det er for fedt at opleve, at de brainstormer og tænker muligheder.

Uforenelige udfordringer? (8. januar 2006)

Nu har jeg været i Afrika i seks måneder. Det har været hårdt arbejde, og jeg var nervøs for, om jeg overhovedet måtte slå i bordet og sige ”nej”. Om det var i orden at stille krav og være resultatorienteret, eller om vi hele tiden skulle sidde i cirkler og tale om alt, indtil vi var enige. Det har der heldigvis ikke været meget af, og jeg ville have haft forbandet svært ved det. Jeg forstår godt, at folk kan tvivle på, om det nytter. Men det irriterer mig for vildt, når de nærmest retorisk spørger, om jeg tror det virker, og forventer et lige så tvivlende desillusioneret svar. Fordi langsigtet udviklingsarbejde tager tid. Fordi det er hamrende svært at måle vores resultater. Fordi det vi laver ikke særlig let kan tælles, måles eller vejes.

Når du bliver tilbudt noget ”gratis” (4. februar 2006)

I tirsdags blev jeg stoppet 10 km uden for Arua af to smilende mænd i tætsiddende khaki. Hastighedsgrænsen var 50 km i timen, jeg kørte 73. Først syntes jeg, det var lidt latterligt, for bøden er den samme uanset hastighed – og jeg er ikke lige så vanvittig som dem, der kører 120. Men fair nok – jeg beder dem skrive bøden. Så spørger de, om jeg virkelig er personen på billedet, og hvordan jeg udtaler mit fornavn. Det går op for mig, at de er ude efter noget andet. De foreslår, at jeg betaler en pris efter eget valg som en advarsel – i stedet for bøden på 100.000 Uganda shillings. For de penge kunne jeg overnatte fem dage på Aruas bedste gæstehus, betale en måneds internet-abonnement eller få seks sushi-måltider i Kampala. Men jeg bider ikke på. Jeg vil ikke undvære deres ansigtsudtryk, når jeg spørger, om jeg virkelig skal betale uden at få en kvittering – det kalder vi korruption i mit hjemland. De smiler. Mzungu-kvinden er omsider ved at fange pointen. De er meget venlige, men insisterer og antyder, at alternativet er at bringe bilen til inspektion. Så begynder jeg at fortælle, at jeg arbejder for en dansk NGO, der kæmper for demokrati og imod korruption, og peger selvretfærdigt på bilens logo. Fortæller at jeg er nødt til selv at være et godt eksempel, og at han også burde være det. Hvis jeg var ham, var jeg blevet sur. Men han siger bare ”OK, fortsæt – denne gang får du en gratis advarsel”.

Sig nej til sex (5. april 2006)

I seks måneder har vi haft dette skilt på vejen uden for MS-Ugandas kontor. Jeg undrer mig over, hvordan folkene bag kampagnen kan tro, at det vil virke. Den amerikanske regering giver penge til kampen mod aids i Afrika på betingelse af, at en tredjedel går til grupper, der prædiker afholdenhed. First lady Laura Bush har sagt, at i et land, hvor en ud af tre har en dødelig seksuelt overført sygdom, er man virkelig nødt til at tale om afholdenhed, og at piger bør vide, at de kan vælge afholdenhed.

Men at tro at afholdenhed er et vigtigt våben mod aids, eller at piger har et valg, er noget vrøvl, når masser af kvinder voldtages hver dag, og når skolepiger bliver bedt om ”tjenester” til gengæld for hjælp til deres skolepenge. Som illustration af denne absurditet så jeg disse skilte lidt uden for en skole i Koboko. Hvornår bruger du kondom, hvis du ikke har sex?

Pernilles weblog er redigeret og nogle steder oversat fra engelsk af Peter Bischoff
Se Pernilles weblog her