Danidas Partnerskab 2000 strategi: Gode hensigter - svage konkretiseringer

Den nye Partnerskab 2000 strategi indebærer en politisering af bistanden, som MS støtter. Men fattigdomsorienteringen konkretiseres stadig i alt for ringe grad. Det er også uklart, hvor langt "partnerskabet" i bistandssamarbejdet i virkeligheden rækker. Og de grundlæggende værdier for den multilaterale indsats er heller ikke så klare, som MS kunne ønske det.

Udarbejdelsen af Danidas Partnerskab 2000 strategi har været en åben og spændende proces. Udenrigsministeriet skal roses for på denne måde er begyndt at indvie offentligheden i de kort, der typisk holdes tæt til kroppen. Ministeriet bør gå videre ad denne vej ved udarbejdelsen af fremtidige strategier. MS vil i den forbindelse opfordre til, at repræsentanter for såvel regeringer som civilsamfund i modtagerlandene inddrages stærkest muligt.

Det foreløbige resultat af revisionen byder på både problemer og muligheder:

Øget politisering af bistanden

Danida lægger i strategien langt større vægt på den rolle, civilsamfundene i Syd spiller for udviklingsprocessen. MS støtter denne politisering af samarbejdet. Der er et stærkt behov for at opfatte udviklingsprocesserne i den politiske virkelighed, de eksisterer i. Samtidig ligger nogle af de væsentligste årsager til fattigdomsproblemerne, de utilstrækkelige menneskerettigheder og den manglende demokratisering i mange lande i Syd, dybt forankret i sociale og økonomiske uligheder og i de politiske eliters manglende vilje til at gøre noget ved problemerne

Stærkere fokusering af fattigdomsorienteringen

MS støtter, at bistandssamarbejdet fortsat skal have fattigdomsbekæmpelse som den absolutte målsætning. Det store antal nye målsætninger, som er blevet indarbejdet i strategien, kan imidlertid let føre til, at fattigdomsbekæmpelsen i realiteten nedprioriteres. Virvaret af målsætninger letter ikke en prioritering og en effektiv målretning af samarbejdet. Derudover indeholder strategierne ikke mange overvejelser om, hvordan bistandens effekt på fattigdommen skal forstærkes. Dette er særdeles uheldigt i lyset af mange undersøgelser, der konstaterer, at såvel det danske som det internationale bistandssamarbejdes evne til at forbedre fattige menneskers levevilkår er tvivlsom.

Udvikling af forpligtende partnerskaber

På trods af visionerne i den gamle strategi om partnerskab og sektorprogrambistand har Danida ikke i tilstrækkeligt grad været i stand til at slippe tøjlerne og overlade ansvaret til modtagerlandene. Der udsendes for eksempel stadigt flere rådgivere og Danida er for involveret i enkelte projekter og delkomponenter. De tilbagevendende pludselige udmeldinger om stop for bistanden til bestemte lande undergraver enhver forestilling om et reelt samarbejde mellem lige partnere. Det er rimeligt, at koble betingelser til et gensidigt forpligtende samarbejde, men de skal formuleres klart og entydigt.

Skal ideen om partnerskab have mening, må Danmark indgå forpligtende langsigtede aftaler, hvor modtagerlandet har reel indflydelse på partnerskabets valg af sektorer, tilgange og målsætninger. MS lægger særlig vægt på, at civilsamfundet inddrages reelt i udarbejdelsen af disse aftaler.

De sociale sektorer skal styrkes

I de seneste år, hvor Danida har lagt sig fast på hvilke sektorer bistanden skal kanaliseres til i de 20 samarbejdslande, er grunduddannelse kun blevet valgt i 5 lande. Det harmonerer dårligt med fattigdomsorienteringen og med ønsket om at styrke de sociale sektorer. Vil Danmark lægge pres på modtagerlandene, så de i højere grad prioriterer den sociale udvikling, må den danske bistand gøre det samme. Det vil også være i overensstemmelse med de målsætninger, som er fastlagt af OECD-landene.

Erhvervslivets integration i bistanden

Det er vigtigt, at udkastet til Partnerskab 2000 præciserer erhvervslivets rolle i bistanden som en del af den samlede strategi. Erhvervslivet skal ligesom alle andre leve op til de overordnede målsætninger. Også Privatsektorprogrammet, som er direkte møntet på erhvervslivet, skal være underordnet det bilaterale program og dermed understøtte industri og handel i de fattigste lande. Og MS vil fastholde, at PS-programmet maksimalt skal omfatte gruppen af 20 samarbejdslande.

Tematisering af den multilaterale bistand

MS opfordrer til, at den danske multilaterale indsats i højere grad end hidtil bygger på erfaringerne fra det bilaterale arbejde, og at indsatsen utvetydigt underlægges målsætningen om fattigdomsbekæmpelse såvel som FN-systemets værdisæt. Som et blandt flere arbejdsredskaber kan en tematisering af den multilaterale bistand - i stedet for det nuværende fokus på enkeltorganisationer - være udmærket. Men man kan frygte, at tematiseringen alene skal anvendes til at øve indflydelse på frem for at støtte FN. Det er der ikke råd til i den nuværende epoke, hvor globaliseringen raser stærkere end nogensinde, og hvor FN-systemet er den eneste mulighed for, at svage lande kan påvirke organiseringen af de internationale relationer. En tematisering vil underminere den legitime politiske proces og prioritering i FN-systemet, og gøre FN-organisationerne sårbare overfor tilfældige politiske strømninger.

MS repræsentantskab 25. juni 2000