MS: Usolidariske landmænd
Efter kraftigt pres fra de europæiske landbrugsorganisationer, herunder Landbrugsrådet i Danmark, er det nu lykkedes for de europæiske landmænd at spænde ben for verdens fattigste lande.
18. januar 2001EU kommissionen havde med "Everything but Arms" forslaget lagt op til, at de 48 mindst udviklede lande skulle have helt fri adgang for deres produkter til EU. Formand for Mellemfolkeligt Samvirke, Christian Friis Bach, udtaler, at "det ville være en tiltrængt håndsrækning for landene, som bliver mere og mere marginaliserede i den globale udvikling, og som kun udgør omkring 0,4 procent af den samlede verdenshandel."
Forslaget mødte modstand fra de europæiske landbrugsorganisationer, som mente, det ville true den stærkt subsidierede europæiske sukkerproduktion. Det er på trods af, at de mindst udviklede lande med mulighed for at eksportere sukker kun producerer 1,8 millioner tons sukker og kun vil kunne eksportere omkring 100.000 tons til EU. Det kan sammenholdes med EU's egen eksport på omkring 8.8 millioner tons sukker.
Nu har EU Kommissionen givet efter for landmændenes modstand og udskudt implementeringen af aftalen for sukker og ris til år 2008 og for bananer til år 2006. I det oprindelige forslag skulle aftalen gennemføres i løbet af tre år. Se mere på:
http://europa.eu.int/comm/trade/miti/devel/ft_eba.htm
I flg. Christian Friis Bach er "forslaget om fri adgang for de fattigste lande dermed endnu et eksempel på, hvordan landbrugspolitikken og de europæiske landmænd er en spændetrøje for den europæiske udviklingspolitik, handelspolitik og for de fremtidige WTO-forhandlinger."
Danmark bør stå fast på at gennemføre det oprindelige forslag.
Se mere i rapporten udarbejdet af MS' partnerorganisation OXFAM på:
http://www.oxfam.org.uk/policy/papers/armssugar.htm
Yderligere kommentarer kan fås hos:
Formand Christian Friis Bach, tlf. 3528 2275/2533 7711
Informationschef Martin Lidegaard, tlf. 7731 0080/2011 6522



