Tidligere måtte jeg sove i kostalden
|
|
Maya Nepal
|
Det er ikke småting, mange kvinder i Nepal må finde sig i den dag i dag. F.eks. betragtes de som urene, når de har menstruation. Gennem foreningen WWA støtter Mellemfolkeligt Samvirke kampen mod de undertrykkende traditioner og for kvinders demokratiske deltagelse i samfundet.
Tekst og foto: Malene LærkeMaya Nepals øjne bliver sorte af vrede, når tankerne glider tilbage til dengang, da hun som 14-årig flyttede ind i sin mands hus. Som nygift måtte hun gennemleve sin første menstruation alene i et mørkt rum ude bag kostalden. Hun er nu 43 år og bor alene med sine to døtre i landsbyen Pheidhi i Palpa-distriktet i det vestlige Nepal. Hendes mand rejste for 10 år siden til Indien for at arbejde og er ikke kommet tilbage.
”I 12 dage sad jeg alene i et fugtigt rum, hvor myrerne kravlede rundt på mig, så jeg ikke kunne sove. Jeg måtte hverken tale, spise eller få et bad. Jeg måtte kun komme ud om aftenen, når jeg skulle på toilettet, for ikke engang solen måtte se mig – så uren var jeg i deres øjne,” fortæller hun.
Hun sidder sammen med en gruppe kvinder for at tale om sine oplevelser. Hendes menstruations-mareridt stod på i 12 år, og hun har svært ved at tænke tilbage på det uden at føle bitterhed. Hun begynder at græde og bliver nødt til at gå lidt væk et øjeblik. Så fortsætter hun sin historie.
”Efterhånden blev det lidt bedre, men det var det samme, da jeg fødte mine to døtre. Jeg blev betragtet som uren og måtte i 10 dage ikke komme ud af kostalden, tage et bad eller tale til mænd. Hvorfor skulle jeg dog behandles på den måde?”
Når en ung kvinde gifter sig og flytter ind i sin mands hus, er det svigermoderen, der bestemmer. Men Maya Nepal betragter alligevel ikke sin svigermor som en ond kvinde. For svigermoderen var uvidende og fulgte blot traditionerne og behandlede svigerdatteren, som hun selv var blevet behandlet tidligere..
Maya Nepal ønsker for alt i verden ikke, at mønstret skal gentage sig for hendes egne døtre. Gennem hårdt arbejde har hun sikret, at begge døtre har fået en skoleuddannelse – for ellers er de ikke uafhængige, siger hun. Og hun har selv deltaget i et kursus om kvinders sundhed under menstruation og graviditet arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirkes partnerorganisation WWA, Women’s Welfare Association – en forening, der støtter kvinder i Palpa-distriktet.
”Det er vigtigt at passe på kvinders helbred – vores gamle traditioner er ikke nogen værdig måde at behandle kvinder på. Jeg er selv et eksempel på de ydmygelser, man som en uvidende risikerer at gå igennem. Derfor ser jeg det som min opgave at bryde med min bitterhed og bruge kræfterne på at give mine erfaringer videre og støtte og informere unge kvinder, så de kan få et bedre liv. Det har kurset om kvinders sundhed givet mig en chance for at være med til,” siger Maya Nepal.
|
|
Dharma Panthi: Min mand og mn svigermor var med til kurset og fik derfor de samme informationer som mig, så vi kunne diskutere det sammen.
|
På kursus med mand og svigermor
22-årige Dharma Panthi fra samme landsby har en tilsvarende historie at fortælle. Hun blev kommanderet til at sove på et koldt og beskidt gulv med et tyndt tæppe og måtte ikke tage bad i de dage, hun havde menstruation. Men hendes mareridt varede ikke lige så længe som Maya Nepals, og for et år siden deltog hun i et kursus om kvinders sundhed – sammen med sin mand og svigermor.
”Det er en primitiv og brutal tradition – jeg kunne sagtens have sovet ved siden af min mand, som jeg gør det i dag. Det var ydmygende,” siger hun. Allerede inden kurset havde hun i et lokalt radioprogram for kvinder hørt, at hun ikke behøvede at sove på gulvet, men hun havde dengang ikke mod til at argumentere mod sin mand og svigermor.
WWA’s kursus gav hende mod til at kræve sin ret, og det har ændret hendes liv og familiemønster.
”Min mand og min svigermor var med til kurset og fik derfor de samme informationer som mig, så vi kunne diskutere det sammen. Vi blev enige om at, at der skulle ændres på mange ting. I dag får jeg støtte og kærlighed fra min svigermor og mand,” siger hun og nikker smilende til sin mand, Rishiram Panthi.
”Jeg vidste ikke bedre”, siger han beklagende. ”Jeg har altid lært, at en kvinde skal sove på gulvet, når hun har menstruation. Jeg gjorde, hvad jeg troede var rigtigt. I dag ved jeg, at menstruation er en naturlig ting, som en kvinde ikke skal straffes for.”
Dharma Panthis hverdag er blevet forandret, men træerne vokser ikke ind i himlen: Hun må stadig ikke komme i køkkenet, når hun har menstruation – ting tager sin tid. Og hendes mand har mødt modstand fra landsbyens ældre mænd, fordi han ikke længere følger traditionen.
”De rynker på næsen og bliver ved med at fortælle mig, at jeg skal holde mig til de gamle regler og ikke være for tæt på min kone, når hun har menstruation. Men jeg lytter ikke til dem, for vores generation har nye regler, som vi selv har bestemt, og som vi ønsker at leve efter,” siger han.
Efter kurset har også Dharma Panthi været med til at dele ud af sin viden til andre kvinder. Hun fortæller, at de ældre kvinder generelt har reageret negativt og afvisende, fordi de er vokset op i den gamle kultur og ikke har nogen skolegang. Men de unge tror på hende og lytter til, hvad hun siger.
|
|
Sita Nepal
|
Måtte sige fra over for svigermor
Det har været et lykketræf for Dharma Panthi, at hendes svigermor var med og fik ændret sin indstilling, men i andre familier kræver det mere kamp. Mange svigermødre har den opfattelse, at hvis de selv skulle sove på gulvet, når de havde menstruation, så skal deres svigerdatter også sove på gulvet – og hvis de selv kunne føde ude i kostalden, så kan svigerdatteren også gøre det!
34-årige Sita Nepal deltog også i kvindeforeningens kursus, og efter 19 års ægteskab er det lykkedes for hende at ændre sin hverdag, så hun selv kan bestemme, og nu sover hun ved siden af sin mand, når hun har menstruation. Men det skete i et opgør med hendes svigermoder.
”På kurset fik jeg selvtilliden og argumenterne til at sige hende imod. I dag fortæller jeg hende, at hun ikke er værd at lytte til. Så siger hun til mig, at hun ville ønske, at hun kunne slette alt dét fra min hjerne, som jeg har lært. Men heldigvis begynder hun langsomt at forstå, hvad jeg taler om. Hun har indrømmet, at hun ikke selv brød sig om at sove på gulvet, da hun havde menstruation, men at hun gjorde det, fordi det var en gammel tradition. Måske skulle jeg spørge hende, hvorfor jeg dog skulle gøre noget, som hun ikke engang selv brød sig om dengang,” fortæller Sita Nepal.
Et spring fra køkkenet ud i samfundet
Det virker grotesk set med danske øjne, men i Nepal er kvinder mange steder nødt til at bede deres mænd om lov til at deltage i møder og aktiviteter uden for hjemmets fire vægge.
|
|
Bhagawati Basyal.
|
”Jeg måtte flygte midt om natten, for min mand ville ikke have, at jeg skulle på kursus. Da jeg kom tilbage syv dage senere, var han så vred, at han ikke talte med mig i flere uger.” Sådan fortæller Bhagawati Basyal, der er med i kvindegruppen i landsbyen Pible i Palpa-distriktet i det vestlige Nepal.
Hun sidder på en stråmåtte ved landsbyens samlingssted og griner sammen med de andre kvinder i gruppen. De nyder at kunne sidde og snakke frit et offentligt sted.
“Vi kunne ikke gøre, hvad vi havde lyst til, og vi var bange for tale med andre kvinder, fordi vi hele tiden var under opsyn. Vi fik altid at vide, at vi skulle holde mund,” fortæller forkvinde Durga Devi Neupane.
”Jeg er din herre, og du skal adlyde mig. Sådan sagde mændene til os,” griner en anden af kvinderne.
WWA
Women’s Welfare Association (WWA) arbejder med kvinders ligestilling i Palpa-distriktet i det vestlige Nepal. Foreningen har fået støtte fra MS-Nepal siden 1994. WWA har 32 kvindegrupper med 822 medlemmer. Målgruppen er fattige landsbykvinder. WWA arrangerer kurser for at lære kvinder at læse og skrive og organiserer spare-låne-grupper og indkomstskabende aktiviteter.
WWA kom på avisernes forsider i 2005 i en sag om trafficking, hvor foreningen hjalp en kvinde, der var solgt til prostitution til Indien, med at komme fri og få sat bagmændene i fængsel.
WWA kæmper også for kvinders sundhed under menstruation og graviditet. WWA arrangerer kurser i landsbyerne, hvor ægtepar og svigermødre inviteres med. Kvinderne deltager for sig selv de første to dage – den tredje dag er mændene med.
Kvinderne kendte ikke deres rettigheder og havde ingen indkomst, men det ændrede sig, da de dannede deres kvindegruppe med støtte fra Mellemfolkeligt Samvirkes partnerorganisation WWA, Women’s Welfare Association. Gennem WWA har både kvinder og mænd i landsbyen fået undervisning i ligestilling og kvinders rettigheder og sundhed. Desuden har kvinderne fået støtte til at organisere spare-låne-grupper, så de kan købe høns og geder eller starte andre småprojekter for at tjene penge.
Udviklingen er ikke sket uden sværdslag. I begyndelsen var der mange skænderier mellem mænd og kvinder – og mændene gjorde grin med, at kvinderne deltog i kurserne. Men det har ændret sig. Kvinderne beviser dagligt, at de kan selv, og i dag tager mændene kurserne alvorligt.
Kvinderne har svært ved at pege på, hvad der helt præcist skabte forandringen i det lille samfund, men de ser det som noget meget vigtigt, at mændene deltog i WWA’s kurser og var med i processen – og ikke mindst at kvinderne i dag tjener penge til husholdningen.
“Før jeg kom med i kvindegruppen, måtte jeg ofte bede min mand om penge. Nu hvor jeg selv tjener penge, kan han se, at det også er godt for ham, at jeg er blevet mere selvstændig – og det har også gjort vores ægteskab bedre,” slutter hun.
Hema Thadarai stoppede volden i sit ægteskab
|
|
Hema Thadarai
|
”Da jeg tog af sted i morges for at komme til mødet, råbte min mand, at han ville slå mig ihjel. Men jeg lukkede blot døren. Han siger, at jeg er hans ejendom, men jeg går hvorhen, jeg vil,” fortæller 45-årige Hema Thadarai, der er med i kvindegruppen i landsbyen Pible.
Sådan har det ikke altid været. Før hun fik modet til at sige stop, fik hun bank af sin mand, når hun ville til et møde eller gøre noget andet imod mod hans vilje.
Hun blev gift, da hun var 17 år, og i begyndelsen blev hun behandlet som en dronning. Han bøjede sig i respekt og tilbad hendes fødder og tiggede hende om at gifte sig med ham. Men efter brylluppet startede volden, der kom til at vare i 26 år. Først for fire år siden lærte hun, at hendes liv kunne være anderledes, og at det faktisk var muligt for hende at stoppe knytnæveslagene.
Gennem kurser i kvindeforeningen WWA og møderne i kvindegruppen voksede hendes viden, og hun mener i dag, at der er flere grunde til, at det lykkedes hende at stoppe volden sit ægteskab.
“For det første har kvindegruppen hjulpet og støttet mig til at tage beslutningen om ikke at adlyde min mand, som hverken respekterer mig eller sætter pris på mig. Desuden får jeg støtte fra mine sønner, så jeg i dag har modet til at sige nej. Og endelig ved jeg, at jeg er mere værd – dét fortæller min søstre i kvindegruppen mig hver eneste dag,” siger hun smilende.
I dag er Hema Thadarai i gang med at opbygge en lille butik i landsbyen for at kunne tjene penge, så hun kan blive helt uafhængig af sin mand.





