De nepalesiske kvinders potentiale
|
I mange nepalesiske landsbyer findes en stensætning med to træer, der står så tæt, at deres rødder og kroner er filtret helt sammen. Disse ”ægteskabstræer” er et symbol på, at manden og kvinden udgør en guddommelig enhed. På nepali betyder "mahila" kvinde – den, der er værdig til tilbedelse. Men hverdagen er knap så romantisk.
I den patriarkalske familie er det manden der bestemmer, og sønnerne der kommer først. Pigerne arbejder i bogstaveligste forstand mest og spiser mindst. Det er sønnerne, man prioriterer, og dét sætter sine spor. Indtil for nylig var Nepal et af de få lande i verden, hvor kvinderne lever kortere end mændene, og kun hver tredje kvinde kan læse og skrive – halvt så mange som mændene. Nepal har et af de højeste tal for dødsfald under fødsler, og unge piger bortføres i titusindvis til bordeller i udlandet.
Mandens liv regnes for mere værdifuldt - kvinderne er først og fremmest døtre, søstre, hustruer og mødre. Det hinduistiske kastesystem holder sammen med en udbredt skæbnetro kvinderne fast i dette mønster – uden bevidsthed om egne rettigheder eller tro på, at de selv kan ændre deres liv.
WWA
Women’s Welfare Association (WWA) arbejder med kvinders ligestilling i Palpa-distriktet i det vestlige Nepal. Foreningen har fået støtte fra MS-Nepal siden 1994. WWA har 32 kvindegrupper med 822 medlemmer. Målgruppen er fattige landsbykvinder. WWA arrangerer kurser for at lære kvinder at læse og skrive og organiserer spare-låne-grupper og indkomstskabende aktiviteter.
WWA kom på avisernes forsider i 2005 i en sag om trafficking, hvor foreningen hjalp en kvinde, der var solgt til prostitution til Indien, med at komme fri og få sat bagmændene i fængsel.
WWA kæmper også for kvinders sundhed under menstruation og graviditet. WWA arrangerer kurser i landsbyerne, hvor ægtepar og svigermødre inviteres med. Kvinderne deltager for sig selv de første to dage – den tredje dag er mændene med.
Det er derfor, det ofte udløser et bevidsthedsmæssigt tigerspring, når fattige kvinder lærer at læse og skrive. Et tigerspring, der river en masse med sig i en større bevidstgørelsesproces, hvor kvinderne inspireres til at tage sagen i deres egne hænder og kræve deres demokratiske ret som deltagere i samfundet. Det har Mellemfolkeligt Samvirke oplevet gennem vor støtte i mange år til kvindeorganisationer i Nepal – senest til det arbejde, som Women’s Welfare Association udfører i Palpa-distriktet i det vestlige Nepal.
Du kan være med til at støtte de nepalesiske kvinders tigerspring – se nedenfor!
Støt Nepals kvinder!
For bare 100 kr. kan du hjælpe fem familier til et bedre liv, så børnene ikke længere skal se deres mor blive udvist af familien en gang om måneden.
Om projektet
Mellemfolkeligt Samvirke arbejder sammen med organisationen Womens Welfare Association for at sikre ligestilling for kvinder i Nepal. Kvinderne lærer at læse og skrive, så de bliver i stand til at kæmpe for deres rettigheder. Også i hjemmet lever de under svære forhold. Som du kan læse inde i magasinet, må mange kvinder leve adskilt fra mænd og børn en gang om måneden, hvor de betragtes som urene. Det koster 20 kr. at undervise en familie i at bryde fri den onde cirkel, så børnene ikke fortsætter den umenneskelige tradition, når de vokser op.
Såfremt vi opnår fuld støtte til dette arbejde, videregives pengene til et lignende projekt. Vi takker på forhånd for din hjælp!
Støt projektet online her
Træk bidraget fra
Bidrag til Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde kan trækkes fra på selvangivelsen, såfremt det overstiger 500 kr. årligt. Giver man 1.000 kroner, kan de 500 kr. altså trækkes fra med et maksimalt fradrag på 6.600 kr. i 2006.





